Sammen mod fattigdom
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er en global sammenslutning af mennesker i over 40 lande, som styrker menneskerettigheder for at udrydde fattigdom.

MS har næsten 70 års erfaring med udviklingsarbejde og i 2009 blev vi en del af den globale føderation ActionAid. Vi er til stede i både Asien, Afrika, Syd- og Mellemamerika. I vores arbejde forbedrer vi levevilkårene for fattige mennesker og når hvert år cirka 25 millioner mennesker.

Sammen med lokale organisationer arbejder MS for at støtte fattige mennesker i at kende og kræve deres rettigheder. De bliver i stand til at holde lokale myndigheder op på deres ansvar om at levere offentlige serviceydelser som f.eks. skolegang, sundhed, rent vand og ligestilling, så også kvinder og unge får deres retmæssige plads i samfundet.

Som medarbejder i MS er man en del af det bæredygtige arbejde i verdens udviklingslande, man er også en del af vores strategiske arbejde med at skabe handlerum for dem, der ønsker at tage globalt medansvar for en mere retfærdig verden.

Tag ansvar og bidrag
I Mellemfolkeligt Samvirke har vi et dynamisk arbejdsmiljø, præget af mange forskellige opgaver og samarbejde på tværs af organisationen.

Vi har en åben kommunikation, mulighed for sparring, faglig og personlig udvikling, og som medarbejder har man stor mulighed for at præge sine egne opgaver.

Vi opdyrker professionalismen i Mellemfolkeligt Samvirke. Vi anerkender vores egne og andres kompetencer og begrænsninger og handler herefter.

Vi ser muligheder og ikke begrænsninger. Vi har en vigtig mission og drives af at skabe synergi, når mulighederne opstår.

I Mellemfolkeligt Samvirke er medarbejderstaben international, kompetent og stærkt engageret, fordi vi ikke vil finde os i, at millioner af mennesker fastholdes i fattigdom på grund af strukturer og forkerte politikker.