Løn

Lønnen er ikke en entydig størrelse. Lønniveauet afhænger naturligvis af uddannelsesbaggrund, men også af hvilken sektor man søger job i – den offentlige eller den private. Inden for disse to sektorer kan lønnen desuden afvige i forhold til bl.a. geografisk beliggenhed og arbejdstagerens køn. Husk også at få præciseret, hvornår lønnen tages op til forhandling.

I den offentlige sektor er de færdiguddannedes lønniveau stort set fastlagt og generelt gældende for alle akademikere, idet der eksisterer fælles overenskomster mellem AC (Akademikernes Centralorganisation) og staten/kommunerne.

Søger man job i den private sektor, indgår man i individuelle forhandlinger om løn- og ansættelsesforhold. Inden for nogle områder har AC’s organisationer indgået kollektive overenskomster med private arbejdsgivere. De faglige organisationer udarbejder årlige lønstatistikker, ud fra hvilke der bl.a. fastsættes vejledende minimumslønninger, som man kan tage udgangspunkt i ved lønforhandlinger.

Pension

Har din arbejdsplads en god pensionsordning? Er pensionsopsparing overhovedet indeholdt i lønnen, eller er det en omkostning, du skal trække fra den månedlige løn? I det offentlige er der aftalt pension som en del af ansættelsen.

Frynsegoder

Skal – ligesom de andre forhold – ses i sammenhæng med den ”officielle” løn: Får du fri (mobil)telefon eller avis, stiller virksomheden sommerhus til rådighed i perioder, er der adgang til sports-/motionsfaciliteter, bliver du udstyret med parkeringskort, er der gratis kaffe, og hvad med teaterbilletter eller restaurantbesøg?

Arbejdstid

Er heller ikke en fast størrelse. På nogle arbejdspladser er en arbejdsuge 35 timer, på andre kan den være 39 timer. Nogle får betalt frokostpausen, mens andre skal lægge den oven i arbejdstiden. Og hvad med muligheden for at flekse, eller er der faste arbejdstider? Er der mulighed for hjemmearbejdsplads?

Overarbejde

Hvor meget skal man arbejde, før der er tale om overarbejde? Hvordan honoreres overarbejde – afspadsering, overarbejdsbetaling eller...? Og er der overhovedet noget, der kaldes ”overarbejde” på den arbejdsplads, du forhandler kontrakt med?

Ferie/feriefridage/omsorgsdage

Ifølge ferieloven har du krav på fem ugers ferie med fuld løn, hvis du har været ansat i hele optjeningsåret (kalenderåret). Hvis du kun har været ansat en del af optjeningsåret, reduceres antallet af feriedage med løn forholdsmæssigt. I det offentlige og på en stor del af det private arbejdsmarked er der derudover aftalt ekstra feriefridage, ligesom omsorgsdage indgår i visse ansættelsesaftaler.

Graviditet og barsel

Mænd og kvinder har ret til orlov grundet graviditet og barsel, men retten til løn under orloven er afhængig af, hvilken overenskomst man er ansat under. Formuleringen ”barsel i henhold til funktionærloven” er ensbetydende med halv løn i perioden fire uger før forventet fødsel til 14 uger efter fødslen, og derefter dagpenge. Fuld løn under barselsorloven er altså ikke automatisk.

I 2002 blev reglerne om orlov ved graviditet og barsel ændret, så forældrene tilsammen har ret til 52 ugers orlov på fuld dagpengesats. Moderen har ret til en graviditetsorlov på fire uger før den forventede fødsel og en barselsorlov på 14 uger efter fødslen. Faderen har ret til en orlov i to uger i løbet af barnets første 14 uger. Fra barnet er 14 uger gammelt, har moderen og faderen tilsammen ret til 32 ugers forældreorlov med fulde dagpenge. Forældrene kan frit fordele de 32 uger i mellem sig; de kan vælge at holde orloven sammen eller i forlængelse af hinanden.

Efteruddannelse

Viden ændrer sig hele tiden, og måske vil det på et tidspunkt være relevant at genopfriske dit fag, komme på et kursus inden for et specifikt område, opnå nogle certificeringer eller lignende. Vær opmærksom på, om din kontrakt indeholder muligheder for det.

Orlov

Hvordan ser din økonomiske situation ud, hvis du har brug for orlov – hvad enten det er til børnepasning, uddannelse, pasning af alvorligt syge familiemedlemmer eller lignende? Orlovsloven giver ret til orlov, men ikke automatisk med fuld løn.

Konkurrence- og kundeklausuler

Du skal forsøge at undgå konkurrence- og kundeklausuler, da de stavnsbinder dig. Hvis du alligevel bliver omfattet af en klausul, bør du søge råd hos din faglige organisation inden kontraktunderskrivelsen. Der gælder særlige regler i forbindelse med klausuler – bl.a. skal du have udbetalt noget af din oprindelige løn i klausulperioden.