Få styr på dine konkrete erfaringer

Start med at skrive alle dine erfaringer op: Husk dine succeshistorier fra jobs, studier og andre sammenhænge. Glem ikke de ting, du måske tager for givet – feks. at du er dygtig til at skabe kontakt mellem mennesker.

Dine erfaringer afslører dig

Find mønstre og gengangere i succeser fra dit arbejde, studieliv og din fritid; Hvordan griber du f.eks. en arbejdsopgave eller en proces an – fra speciale til opgave på studiejobbet til ansøgning om udlandsophold? Hvor har du løftet særligt i en gruppe?

Bliv helt konkret

Husk tilbage på en udfordrende situation og prøv at beskrive for dig selv eller en ven, hvordan du løste den. Skriv ned, hvilke overvejelser du gjorde dig i situationen og hvordan du kom frem til en løsning. Hvad viser det om dig? Resultatet skal gerne være mere end, at du ”er dygtig til at analysere”.

Kontekstualiser dine kompetencer i forhold til arbejdspladser

Næste skridt er at se på, hvordan dine styrker kan komme i spil på en arbejdsplads. Læs feks. 10 relevante stillingsopslag igennem og se, hvordan opgaver/jobtype osv. appellerer til de kompetencer, du har fundet.

Fra floskel til eksempel

Hvis du er dygtig til at overskue store datamængder og trække brugbare oplysninger ud af det kan det omskrives til ”I kan bruge mine evner, fordi jeg kan overskue og sætte mig ind i jeres forskellige kundegrupper og forstå, hvorfor hver gruppe handler, som de gør”. Og så skal du søge… Herefter kan du formulere et CV, der passer til det job, du søger. Det er næste skridt i din jobsøgning.