Barselsvikar til teamet for Power-to-X og grønne brændstoffer
Green Power Denmark
Barselsvikar til arbejdet med Power-to-X og grønne brændstoffers vigtige rolle i morgendagens grønne energisystem.
Power-to-X (PtX) er en af de væsentlige løsninger, der skal sikre indfrielsen af de danske klimamålsætninger gennem CO2e-reduktioner i de sektorer, der er vanskelige at elektrificere direkte, fx skibs- og luftfarten og dele af den tunge vejtransport og industrien.
Vil du være med til at sikre den rivende udvikling samt de langsigtede rammer for netop PtX, og samtidig blive en del af en dynamisk organisation i en af Danmarks mest interessante vækstsektorer, og har du interesse og eventuelt erfaring inden for PtX, så har du nu chancen. Vi søger en barselsvikar til PtX-teamet i den grønne erhvervsorganisation Green Power Denmark, som fungerer som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm.
Om jobbet
Green Power Denmark arbejder både med PtX som en integreret del af organisationen samt mere eksternt rettet i PtX-Partnerskabet, der består af omkring 50 virksomheder på tværs af hele PtX-værdikæden, dvs. alt fra vindmølle- og elektrolyseproducenter, opstillere af vedvarende energi, producenter af grøn brint og PtX-brændstoffer, infrastrukturvirksomheder, rådgivere samt ikke mindst aftagersektorerne. PtX-Partnerskabet formulerer i fællesskab de fremtidige behov og ønsker for rammevilkår for PtX i Danmark, der skal sikre de bedst mulige vilkår for en sektor, der er i stor både regional og international konkurrence.
En af vores gode kollegaer skal på barsel, og derfor leder Green Power Denmark’s PtX-team efter en barselsvikar, som kan bidrage til at varetage teamets opgaver. Du vil blive en del af Green Power Denmarks PtX-team, der sammen med dig vil bestå af i alt fire personer. Teamet arbejder blandt andet med, at:
- Fremme PtX-industriens rammevilkår i Danmark med henblik på at sikre en stærk PtX-industri, der både skaber indenlandske- og udenlandske CO2e-reduktioner samt grøn eksport af både PtX-brændstoffer og PtX-teknologi.
- Udarbejde politiske-, regulatoriske- og økonomiske analyser og anbefalinger på tværs af både Green Power Denmarks og PtX-Partnerskabets interesser inden for PtX.
- Styrke hele værdikæden for PtX gennem bred faglighed inden for industrielle styrkepositioner, udbygning af vedvarende energi, infrastruktur, CCU, mm.
Opgaverne kan fx være:
- Eksekvere på Green Power Denmarks og PtX-Partnerskabets hovedprioriteter og mærkesager med henblik på at fremme PtX som teknologi i Danmark, det kan f.eks. være i forbindelse med myndighedernes udarbejdelse af udbudsbetingelser og andre rammevilkår for morgendagens grønne brændstoffer, infrastruktur, industriens vilkår mv.
- Interessevaretagelse inden for EU-regulering på PtX-området i tæt samarbejde med Green Power Denmarks kontor i Bruxelles. Fx aktuelle lovgivninger som EU’s Net-Zero Industry Act (NZIA), EU-Gaspakken, RED III og Fit-for-55. Arbejdet foregår fra Københavnerkontoret.
- Koordinere og facilitere PtX-Partnerskabsmøder, online morgenmøder, mv. i PtX-Partnerskabet.
- Sikre synlighed af PtX-Partnerskabets og partnernes aktiviteter – bl.a. til konferencer og på sociale medier.
- Indgå i forskelligartede politiske og regulatoriske opgaver og aktiviteter, som PtX-teamet løser. Herunder at udarbejde oplæg, høringssvar, interessentmøder m.m. på PtX-området.
Du vil få en grundig oplæring til opgaverne og vi går meget op i at støtte og hjælpe hinanden. Hvilke opgaver, som du bliver ansvarlig for, kommer helt an på de kvalifikationer og interesseområder du har.
Som ansøger har du:
- Stærke kompetencer inden for stakeholder management – dvs. gode samarbejds- og kommunikationsevner og kan indgå i dialog med både virksomheder, myndigheder og øvrige eksterne samarbejdspartnere.
- Lyst til at indgå i en dynamisk organisation med højt tempo, udvikle og drive (egne) projekter og god til at netværke.
- Gode analytiske evner
- Gode formidlingsevner og interesse for emner med teknisk indhold.
- En relevant uddannelse, fx cand. polit/econ., cand.scient.pol., cand.merc., eller anden samfundsvidenskabelig- eller kommunikationsuddannelse.
Har du tidligere arbejdet med PtX og/eller EU's industripolitik, og har du erfaring fra en politisk drevet organisation, er det en fordel, men ikke en forudsætning. Nyuddannede opfordres også til at søge stillingen.
Om Green Power Denmark
Den grønne omstilling haster, og i Green Power Denmark er vi 125 engagerede medarbejdere, der hver dag arbejder for, at vi i Danmark når vores mål hurtigst muligt. Vi er en arbejdsplads, hvor der er plads til fleksibilitet, og hvor høj faglighed og det tværfaglige arbejdsfællesskab betyder meget.
Vi er en rummelig og uformel arbejdsplads, hvor der både er plads til en kollegial snak og sparring over en kop kaffe eller ved en whiteboard-tavle, og hvor vi prioriterer tid til individuel fordybelse.
For os er det vigtigt, at vores medarbejdere oplever en god og sund balance mellem arbejde og privatliv, da det giver de bedste resultater og de gladeste medarbejdere.
Udover nogle fantastiske kontorfaciliteter ved havnefronten, tilbyder vi blandt andet gratis fitness, sundhedsforsikring, en sund kantineordning og masser af god kaffe, the og frugt – og ikke mindst utrolig gode og dygtige kollegaer, der også prioriterer fredags-baren og dysten om ”ugens tal”.
Det praktiske
Stillingen er et barselsvikariat og er derfor tidsbegrænset fra 1. december 2023 til og med 30. juni 2024 med mulighed for forlængelse.
Stillingen er en fuldtidsstilling med arbejdsplads på Green Power Denmarks kontor på Langebrogade 3H, 1411 København K.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Michael Madsen, chef for PtX og eksport, på tlf. 2580 0005 eller afdelingschef Lea Bigom Wichmand på tlf. 3373 0343.
Ansøgningsfrist: 5. oktober 2023 (Kl. 23.59) - ansøg online via dette link.
Vi indkalder løbende til ansættelsessamtaler med forventet ansættelse den 1. december 2023.