Byggeleder / Tilsynsførende
Region Syddanmark
Byggeleder / Tilsynsførende til Nyt OUH
Tilsyn, fremdrift og projektopfølgning
Byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Odense er i fuld gang. Store dele af projektet er under udførelse, og yderligere udbud er på vej til at blive kontraheret. Den byggetekniske kompleksitet på et sygehus er høj, og som en af Danmarks stærkeste bygherreorganisationer har vi behov for at sikre en fortsat kompetent projektopfølgning. Til at sikre dette søger vi en byggeleder / tilsynsførende til tilsyn og projektopfølgning. Du vil indgå i et team med organisationens øvrige tilsynskompetencer. Du får afgørende indflydelse på et af danmarkshistoriens største og vigtigste sygehusbyggerier.
Samarbejde på tværs af projekter
Som byggeleder / tilsynsførende på Nyt OUH får du berøringsflade med hovedparten af de projekter, som bygherreorganisationen gennemfører. Arbejdet vil primært bestå i at udføre bygherretilsyn, projektopfølgning og sikre en effektiv fremdrift i samarbejde med projektleder / projektchef samt byggeriets totalentreprenør.
Indhold og kompetencekrav
Denne stilling kræver en person, som først og fremmest er oprigtigt interesseret i at skabe værdi gennem et konstruktivt samarbejde. Du favner bredt, men er drevet af dit byggetekniske fagområde. Du er systematisk og vedholdende, men evner at finde kompromiser i projektets samlede interesse. Du er kreativ og nytænkende og tør at gå nye veje uden at gå på kompromis med, at der til en hver tid skabes teknisk holdbare og forsvarlige løsninger. Samtidig er du også en person, der husker at ”hæve blikket” fra de interessante og vigtige tekniske detaljer for at sikre, at der holdes fremdrift og træffes rettidige beslutninger.
Stillingen vil have bygherretilsyn som sit primære omdrejningspunkt, men vil være alsidigt idet tilsynsaktiviteterne ligeledes skal følge og sikre byggeriets fremdrift.
Hvis du kan se dig selv ind i stillingen, er vi åbne overfor forskellige baggrunde og erfaringsniveauer. Vi forventer dog et relevant uddannelsesområde, f.eks. ingeniør eller konstruktør, gerne suppleret med en håndværksmæssig baggrund, hvor du har erfaret en god teknisk forståelse – både teoretisk men i særdeleshed også praktisk.
Sæt fingeraftryk på teknikken i fremtidens sygehus
Her får du, som del af bygherreorganisationen, muligheden for at gøre en stor forskel på et højt prioriteret teknisk område. Bygherren har organiseret sig med en meget stærk organisation, og man har egen tegnestue og in house bygherrerådgivningsenhed.
Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om Nyt OUH på www.nytouh.dk. Ansættelsessted er Projektorganisationen for Nyt OUH, Glisholmvej 2A, 5260 Odense S.
Du er velkommen til at kontakte projektchef Søren Thiesen på tlf. 2896 0473 for yderligere oplysninger om stillingen.
Tiltrædelse hurtigst muligt. Ansættelse iht. gældende overenskomst og nærmere aftale.
Ansøgning
Ansøgningsfrist er den 7. oktober 2024. Der vil løbende være ansættelsessamtaler, indtil rette kandidat er fundet, og de sidste ansættelsessamtaler afholdes senest den 22. oktober 2024.
Afdeling: Projektorganisationen for Nyt OUH
Stillingsbetegnelse: Bygningsingeniør, Ingeniør/maskinmester, Bygningskonstruktør
Arbejdstid: 37
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: 07 Oct 2024