Özlem Cekic er en kvinde, der ikke er bange for at tage bladet fra munden. En adfærd som fik hende i Folketinget, og som senere hen har været medskabende for flere projekter. Heriblandt stiftelsen af foreningen ”Brobyggerne – Center for Dialogkaffe” samt en række bøger som fx selvbiografien ”fra Føtex til Folketinget”, børnebogsserien om ”Ayses” og senest bogen ”Tak for Kaffe” om konflikthåndtering.
Ville redde verden
Cekic ville gerne redde verden. Det var derfor også med denne mission, at hun som ung søgte ind på studiet til sygeplejerske med ønsket om at læse videre til jordemoder. Under studiet til sygeplejerske kom hun dog i praktik i psykiatrien, hvilket medførte at hun efterfølgende tog et job som sygeplejerske i samme afdeling, hvor hun havde været i praktik.
” Jeg var så indigneret over børn, som brugte en barndom på ventelister til behandling. En dag så jeg, at man manglede en tillidsmand, og jeg tænkte, at på den måde kunne jeg gøre noget for at forbedre forholdene. Men hurtigt druknede jeg i stedet i lønsedler.”
Politisk og proaktiv
Qua sit arbejde som sygeplejerske havde Cekic oplevet nogle af de udfordringer, som sundhedssektoren kæmper med. En virkelighed som hun ønskede at lave om på. Så hun besluttede sig for at stille op til Dansk Sygeplejeråds bestyrelse, i håbet om at få indflydelse på beslutningsprocesserne. Som den første med minoritetsbaggrund blev hun valgt ind.
Cekic blev dog mere og mere bevidst om, at dem, som virkelig bestemte, var medlem af et politisk parti. På længere sigt kræver dette, at man har nogle partifæller, og at man bygger politiske relationer op.
”Hele mit liv har jeg opsøgt de steder, hvor jeg havde mest indflydelse til at gøre en forskel. Og så kunne jeg se, at dem som virkelig bestemte, de sad i Folketinget.”
Mens hun arbejdede som sygeplejerske, blev hun derfor også mere politisk aktiv. Hun meldte sig ind i SF og stillede op til hovedbestyrelsen.
Man selv skal være rigtig fokuseret på, hvad det er, man gerne vil gøre en forskel med
Trangen til at redde verden var dog langt fra stillet. Og hvis denne drøm skulle realiseres, måtte hun have mere indflydelse. Det var derfor også med dén vision for øje, at hun gik efter et folketingsmandat.
I 2007 lykkedes det; hun blev valgt ind i Folketinget. Det blev startskuddet til en periode, hvor Cekic ofte var nødt til at holde tungen lige i munden, når hun benhårdt kæmpede for sine mærkesager som fx menneskerettigheder, demokrati og lighed. Ifølge Cekic selv har det været essentielt at være meget konkret omkring, hvor hun gerne ville gøre en forskel.
”Der er sexisme, forskelsbehandling, social ulighed… og dér tror jeg bare, at man selv skal være rigtig fokuseret på, hvad det er, man gerne vil gøre en forskel med. Hvad det er, man gerne vil udrette.”
Barndomsdrømmen kom op igen
Det blev til godt 8 år som folketingspolitiker. I 2015 opnåede Cekic ikke genvalg til Folketinget på trods af et stort antal personlige stemmer, og det gav anledning til at gentænke arbejdslivet og give nyt liv til drømmen, der formede hendes politiske karriere. Hun trak sig derfor endegyldigt fra partipolitik. Én ting stod dog stadigt klart; hun ville gøre en forskel.
I 2016 dannede hun i stedet foreningen ”Brobyggerne – Center for Dialogkaffe”, hvis formål er at fremme dialogen mellem befolkningsgrupper og individer i Danmark.
”Vi har nu fået 6.000 medlemmer og er 7 ansatte. Jeg har aldrig kastet mig ind i noget for at gøre karriere, men har altid søgt derhen, hvor jeg havde mest indflydelse og kunne gøre størst forskel."
Modstand gør stærk
Ifølge Cekic selv har det været en kombination af knofedt og hårdt arbejde, der har været årsag til hendes succes gennem årene. Dertil besidder hun en benhård arbejdsmoral.
Man bliver dygtigere af modstand, og selvfølgelig koster det noget at gøre en forskel.
”Succes lugter af armsved! […] Jeg har det meget svært ved, når folk siger: ”Det har jeg ikke lyst til”. Hvor jeg tænker: Der er sgu da MANGE TING, man ikke har lyst til. Det er jo ikke sådan, at jeg vågner hver morgen og tænker YES! Især ikke hvis det regner udenfor, det er pissekoldt, min astma er gået amok, og jeg er dødtræt efter at have arbejdet 70 timer. […] Men man bliver dygtigere af modstand, og selvfølgelig koster det noget at gøre en forskel.”
Den garvede debattør medgiver dog, at der da er dage, hvor hun mest af alt bare har lyst til at trække et stort tæppe over hovedet og glemme hverdagen. Fx de bunkevis af kedelige opgaver, som potentielt ligger og venter på skrivebordet.
”Altså der er da mange dage, hvor jeg skal hive mig ud af sengen og skal ligesom i gang med hverdagen. Og der er jo også mange opgaver, som er kedelige. Altså VIRKELIG KEDELIGE. De trækker tænder ud, det er rent rugbrødsarbejde.”
Husk helikopterperspektivet – hvor er du på vej hen?
Som Cekic selv beskriver det, er der ”ingen kære mor”. Hvis man gerne vil udrette noget, bliver man nødt til at være målrettet og smøge ærmerne op. I sidste ende handler det om at kunne se sit arbejde i et større perspektiv.
”Motivation handler om hele tiden at huske på noget, der er større end én selv. Hvis man alene er optaget af egen lyst, så glemmer man sit kompas. Man glemmer at fokusere. Så jeg tænker hele tiden: Hvor er jeg på vej hen? Det er det vigtigste for mig. Så må man tage det sure med det søde.”
