Som ung drømte Flemming Møller Mortensen om at blive arkæolog. Han ville det så meget, at han havde søgt ind og var optaget på Moesgaard på Forhistorisk Arkæologi og havde anskaffet sig et kollegieværelse i Aarhus. Alt var på plads.
Dét ændrede sig dog hurtigt, da Flemming havde en snak med sin studievejleder. “Han sagde til mig: Det er da fint, du er blevet optaget, Flemming. Du skal bare være klar over, at du ikke får et fast job de første 20 år efter endt uddannelse.” Denne udmelding var dannet på baggrund af de mange ansatte arkæologer i 60’erne og 70’erne, som stadig ville være forholdsvis unge, når Flemming var færdiguddannet. Så derfor skulle Flemming vente længe, før penslerne kom i brug.
I stedet erstattede Flemming sine drømme om arkæologi med at blive sygeplejerske, da mange i familien også havde valgt denne beskæftigelse. Interessen for sygepleje startede under et arbejde som ufaglært sygehjælper på et hospital. “Der var en leder, som sagde til mig: Er du gal Flemming. Det her har du virkelig flair for.” Flemming havde under arbejdet også mærket en passion, og han besluttede sig efter en rejse til Asien at søge ind på sygeplejerskestudiet. “Det kan godt være, det er noget for mig. Om end det ikke var et typisk mandefag, så var jeg måske heller ikke typen til at vælge et mandefag. Så jeg tænkte, det skulle prøves.”
“Jeg elskede det arbejde. At man skulle møde det enkelte menneske og de pårørende i en meget akut situation. Det var meget udfordrende og virkelig udviklende for mig som ungt menneske.”
Et givende arbejde
I næsten 6 år arbejdede Flemming på skadestuen på Aalborg Universitetshospital. Her mødte han mennesker fra alle aldersgrupper og faggrupperinger. “Jeg elskede det arbejde. At man skulle møde det enkelte menneske og de pårørende i en meget akut situation. Det var meget udfordrende og virkelig udviklende for mig som ungt menneske.”
Flemming fortæller, at hans mor havde givet ham en kuvert med avisudklip fra Nordjyske Stiftstidende, der havde givet ham ’dagens rose’, hvor pårørende havde skrevet ind og takket ham for hans arbejde. Det ene tilfælde omhandlede en ung mand, der var trafikdræbt, hvor Flemming skulle være der for de pårørende. “Jeg skulle stå her sammen med hans helt unge forældre og storesøster og prøve at bære dem gennem det. De skulle tage ham i hånden, kysse ham på kinden og sige farvel til ham. Der tænkte jeg bare: Tænk sig, at de havde evnet og magtede at skrive til avisen og give mig en rose for det, der var min faglige indsats, om mit nærvær i forhold til det. Det er noget, der bagefter får mig til at føle, hvor vigtigt et job det har været.”
“At være med til at gøre det, vi har, endnu bedre og passe på det. Det kan jeg mærke stadigvæk er en drivkraft for mig.”
Fra sygeplejerske til politiker
Under sit arbejde som sygeplejerske blev Flemming valgt ind i byrådet og blev folkevalgt for første gang. Han blev også leder i sundhedsvæsenet, men havde efter et stykke tid lyst til at prøve noget andet. “Jeg har altid syntes, at jeg var god til at handle og god til at opbygge relationer, så jeg tænkte: Hvad skal jeg så?” En af Flemmings bekendte foreslog ham et job som chef i medicinalindustrien, som Flemming valgte at søge. Dette job var vejen ind i en karriere med forskellige chefjob.
Samtidig med arbejdet som chef var Flemming stadig politisk aktiv, hvilket fik en ven til at spørge ham, hvorfor han ikke blev fuldtidspolitiker. Flemming havde allerede et godt betalt job med mange goder, men fordi han ikke havde børn, overvejede han i stedet, hvad hans største ansvar skulle være her i livet. “Jeg har rigtig stor respekt for og anerkendelse af vores land. Jeg tror virkelig, at vi kan være så privilegerede, at vi måske bor i verdens bedste land, og jeg kunne mærke, at det ville jeg gerne være med til at forsvare og videreudvikle. Dét var min drivkraft ind i politik. At være med til at gøre det, vi har, endnu bedre og passe på det. Det kan jeg mærke stadigvæk er en drivkraft for mig.”
Fra Flemming opsagde sit job og blev valgt ind i byrådet, gik der ikke længe, før folket havde valgt, at han igen skulle have et nyt job. “Fra jeg blev valgt til kandidat, gik der få måneder, så trykkede Anders Fogh Rasmussen på valgknappen, og da valget var omme, var jeg dælme blevet valgt til Folketinget. Det er 14,5 år siden.”
“Jeg tror virkelig, at vi kan være så privilegerede, at vi måske bor i verdens bedste land, og jeg kunne mærke, at det ville jeg gerne være med til at forsvare og videreudvikle. Dét var min drivkraft ind i politik.”
En varieret arbejdsdag
Siden Flemming blev valgt ind i folketinget i 2007, har han haft forskellige stillinger som gruppeformand, statsrevisor og sundhedsordfører. Nu sidder han som udviklingsminister og arbejder bl.a. med verdens uligheder. “Hver dag i Folketinget har været et fantastisk ansvar. Jeg har elsket det, uanset hvilket job jeg har haft, og det gør jeg også med det job, jeg har nu. Jeg er virkelig også taknemmelig for, at jeg er dybt eksistentiel. Hverdagen, hver time, skal gerne være virkelig meningsfuld for mig, det er dét, der driver mig.”
Arbejdsdagene er lange. De starter som oftest klokken 7, og dagen er tæt pakket med møder, frokostaftaler, deltagelse i forskellige råd og rejser for at holde flere møder. Nogle dage skal Flemming også ud at holde foredrag. “En vigtig del af vores arbejde er at engagere os i befolkningen og skabe forståelse for den politiske udviklingspolitik. Jeg holder rigtig meget af at være i kontakt med mennesker, for det er måden at holde vores demokrati ved lige.”
“Lad være med at kigge efter, hvad tiden synes. Det højeste ideal skal være: Vær dig selv.”
Mærk efter og vær dig selv
Et råd fra Flemming Møller Mortensen er, at man skal mærke efter og være tro mod sine egne drømme. Man skal ikke vægte en akademisk uddannelse højere end en faglig, da de faglige uddannelser i lige så høj grad holder vores samfund i gang. “Du skal ikke drømme med baggrund i, hvad andre tænker kunne være godt for dig. Der er alt for mange, der drømmer sig for langt ind i noget akademisk eller teoretisk. Mærk efter. Lad være med at kigge efter, hvad tiden synes. Det højeste ideal skal være: Vær dig selv.”
Fotos af Udenrigsministeriet.
