' The Beauty and the Bizz

The Beauty and the Bizz

Christiane Schaumburg-Müller er mere end værten og skuespilleren, som man kender fra TV. På hendes palette af færdigheder ligger også en livlig iværksætter og en målrettet optimist.

2023-02-06 10:47:00
Move On

De fleste kender hende som danseren, skuespilleren og TV-værten, der med sin umiddelbare facon har indtaget de danske medier det seneste årti. Men der er også en anden side af Christiane Schaumburg-Müller, som kan træde lidt i baggrunden. Det er iværksætteren og forretningskvinden, der ikke er bleg for at arbejde 80 timer om ugen for de projekter, hun tror på, og med en sjælden stædighed fører tingene til dørs uden at gå på kompromis undervejs.

Et ben i hver lejr

”Jeg har altid været meget målrettet og altid haft en iværksætter i maven”, fortæller Christiane, da vi møder hende på redaktionen bag webmagasinet ChriChri. Mange husker måske bedst Christiane fra rollen som den intrigante Mercedes i 2900 Happiness eller som vært i Vild med Dans, men hendes seneste projekt er af en lidt anden karakter. ChriChri er et online magasin til kvinder, skrevet af kvinder. Det er gratis for brugerne, og virksomheden tjener sine penge ved kommercielle samarbejder gennem content marketing og content stories.

”Jeg har altid haft et ben i hver lejr” fortæller Christiane, som er vant til at knokle derudaf. ”Jeg dansede på fuld tid i gymnasiet og ville stadig have den bedste studentereksamen. Jeg er sådan: ”Det her, det kan jeg godt! Nu har jeg sat mig det for, og så kan jeg også!” Så er jeg ikke bange for at sætte alt andet til side.”

Gå-på-modet og selvtilliden er i orden hos 35-årige Christiane, der siger, at hun er god til at sætte sine ideer i værk. Men hun har også gennem sit endnu unge liv bevist, at det ikke blot er tomme ord. Dette er blandt andet blevet anerkendt af EY Entrepreneur of the Year, hvor ChriChri netop er blevet nomineret i kategorien ”Årets start-up”.

Christiane Schaumburg-Müller

Drømmen der lå i dvale

ChriChri er ikke et projekt, der kom ud af det blå. Det er en drøm, Christiane har haft, siden hun i teenageårene boede et par år i Frankrig og blev inspireret af magasiner som Elle og Marie Claire. Efterfølgende var det Christianes målrettethed mod denne drøm, der fik hende til at starte studiet i Fransk og Kommunikation på CBS, med opstarten af et magasin eller som medarbejder på et reklamebureau for øje.

Drømmen har ligget i dvale nogle år, da Christianes liv gik en anden vej, end hun havde troet. Hun havde ingen ambitioner om at blive skuespiller og ingen drøm om at blive kendt. Men allerede i en alder af 25 havde hun ti år på bagen som professionel danser, og en instruktør fra de utallige musikvideoer, hun havde medvirket i, spurgte om hun ville tage rollen i 2900 Happiness. Christiane blev – lidt modvilligt - overtalt. For som hun tænkte: Hvad har jeg egentlig at tabe?

”Det var et godt studiejob, og jeg var ikke bange for, at serien skulle blive en fiasko”, husker Christiane. ”Jeg skulle jo i princippet ikke bruge det til noget. Og hvis det blev en succes, var det bare dejligt”.

Og det blev en succes. I tre år filmede de i alt 100 episoder af serien, og Christiane arbejdede 40+ timer om ugen på settet, mens hun skrev sin bachelor ved siden af. Herefter tog det ene job i showbiz det andet, men da Christiane fyldte 30 år, følte hun, at hun måtte finde det, der reelt var kernen i hende.

”Jeg elskede Vild med Dans, men jeg kunne mærke, at jeg ville have mere føling med tingene. Jeg kan godt lide at sætte noget i værk, og jeg havde så mange ideer. Jeg har det ikke sådan, at det er alt eller intet, men jeg vidste, jeg blev nødt til at sige fra over for noget for at skabe mit eget”.

Christiane Schaumburg-Müller
Christianes DNA

Siden er det blandt andet blevet til udgivelsen af et par beautybøger, tøjkollektionen ”Loved By Christiane”, der sælges på femte år i Kvickly, ligesom hun har lavet et designsamarbejde med både Bianco og Sofakompagniet. Nu bruger hun det meste af sin tid som chefredaktør på ChriChri, der ifølge Christiane er hendes eget DNA. Magasinets essens er hendes interessefelter, men det er ikke en blog om Christianes hverdag. Det er et magasin, hvor der sidder skrivende journalister bag.

”Det er en konceptualisering af den drøm, jeg havde, da jeg startede på universitetet. Jeg tænkte over, hvordan man åbnede et magasin i 2014, og hvordan jeg skulle bruge det brand, jeg havde bygget op de sidste mange år. Og det blev så til ChriChri.”

Christiane er vant til fra barndomshjemmet, at man skal yde, før man kan nyde. ”Det der med at arbejde om aftenen var helt normalt for mine forældre under min opvækst”, fortæller Christiane, som er vokset op med to hårdtarbejdende gymnasielærere. Hun synes også, at hun tidligt i sit liv fandt en glæde ved at arbejde, fordi hun kunne tjene penge på sin hobby som danser. Det, der interesserer hende, er det, hun arbejder med. Så det er hendes liv!

Hun tilføjer, at det nok er anderledes, hvis man har et job, som ikke interesserer en så meget. Så kan det være ens familie, der interesserer en, og man vil gerne hjem kl. 17:

”Det ene er ikke bedre end det andet. Men så skal du nok ikke blive iværksætter. At være iværksætter kræver blod, sved og tårer”, fastslår hun.

Man skal omfavne sine svagheder

Det handler om aldrig at springe over, hvor gærdet er lavest. Denne filosofi bliver meget bogstavelig, når man på ChriChri kan læse artiklen om Christiane, der ikke er kategoriseret ordblind, men var ”nok ordblind” til at få ekstra tid til skriftlige eksamener under studietiden. For hvordan hænger udfordringer i det skriftlige arbejde sammen med at starte sit eget magasin?

”Man skal omfavne sine svagheder og finde en måde, hvor det alligevel fungerer for en”, forklarer Christiane. ”Jeg fandt for eksempel ud af, at jo flere bøger jeg læste, og jo mere tid jeg brugte på en opgave, jo bedre stavede jeg. Det er vigtigt ikke at lade sig bremse. Jeg afleverer ikke en rapport og siger, at der er vildt mange stavefejl i, fordi jeg ikke staver så godt. Nej, jeg bruger ti timer ekstra på den!”

Når man har opbygget et personligt brand gennem showbiz som Christiane, kan onde tunger måske tænke, om løsningerne efterhånden kommer for let. Om hun blot er et kendt ansigt, der tjener penge på at sætte sin signatur. Men dette afvises resolut:

”Man skal ikke være i tvivl om, at hvis jeg er inde over noget, så har jeg lavet det fra bunden”, siger Christiane bestemt, mens hun banker i bordet med blyanten og henviser til de sko, hun har sat navn på hos Bianco: ”Selvfølgelig har jeg ikke lavet læderet, og jeg kan ikke kalde mig skodesigner. Men det er sko, jeg har tegnet med min egen blyant og fået til at spille sammen med Biancos designere”.

Hun har lavet et lignende koncept for Sofakompagniet, men hvad angår kollektionen Loved by Christiane, er det fuldt ud Christiane selv, der har lavet konceptet, solgt det og fået det til at vokse fra nattøj til nu også at inkludere lingeri og sportstøj.

Christiane Schaumburg-Müller

Grib chancerne

Man kan ikke fortænke Christiane i at bruge sit personlige brand i forretningsøjemed. At muligheden er der, kan dog ved første øjekast ligne en tilfældighed. Hvis hun ikke havde sagt ja til rollen i 2900 Happiness, eller forinden havde været danser i en række musikvideoer, havde hendes liv måske set anderledes ud nu.

På den anden side havde det ikke kunnet lade sig gøre, hvis Christiane ikke på forhånd havde brugt tusindvis af timer i danselokalet for at blive dygtig nok. Eller hvis hun ikke havde været villig til at gribe de chancer, der bød sig, selvom det gav en travl hverdag, hvor andre ting blev sat på stand-by. Uden dét ville Christianes verden have set anderledes ud. Og ville drømmen om et magasin så overhovedet være blevet til virkelighed?

- ”Ja, 100%”, lyder det prompte svar fra Christiane. ”Jeg havde ikke lavet ChriChri, men jeg havde lavet et magasin. Det havde bare ikke beroet på en personlighed. Eller måske havde jeg fundet en person, som var lig mig selv og bygget det på. Så jeg havde helt sikkert lavet et magasin, det havde bare været på en anden måde.”

Ifølge Christiane kan hun selvfølgelig ikke styre, om andre kan lide hendes ideer eller ej. Men at arbejde hårdt for at tingene lykkes er i hendes egen magt. Hun erkender, at hun har et problem, hvis hun fortsat arbejder så meget, som hun gør nu, om tre år; ”Men jeg kan godt holde til det nu, fordi det er sådan, man kører noget op”, konkluderer hun.

At vove springet og bevare roen

Christiane erkender, at hun er god til at springe direkte ud i nye ideer med hovedet først. Uden stort kendskab til online magasinbranchen, kastede hun sig ud i det og lærte alt undervejs. ”Der var mange ting; ansættelser og funktionærlov og lokaler. Det er også så komplekst, når man skal lave noget online…så skal du have Teller, du skal have Clearhaus, Nets, og lige som man tror, at nu kan jeg se på det dér i morgen, så ringer telefonen, eller man får en mail ind med et eller andet. Der falder så mange uventede ting hele tiden”, fortæller hun i en forpustet talestrøm.

Men Christiane ser alligevel ud til at finde balancegangen mellem at vove springet og bevare roen, hvilket kan være endnu en af hemmelighederne bag succeserne. Hun satte nogle realistiske mål, da ChriChri startede. Nogle målbare succeskriterier de skulle nå inden et halvt år, som for eksempel hvor mange, der besøgte sitet, hvor mange medlemmer de havde, og hvor mange der fik nyhedsbrevet. Målene blev bare ikke nået på seks måneder. De blev nået på få dage: ”Det gik sindssygt stærkt, og vi løb så stærkt, for nu havde vi jo pludselig mange flere mennesker, vi skulle ”fodre”, end vi havde regnet med”, siger Christiane og griner ved tanken.

Som iværksætter er alle dage dog ikke nødvendigvis glade dage. Christiane har derfor gjort sig tankerne om, at man også skal være klar til at miste: ”Jeg har lagt sindssygt mange penge i ChriChri, og iværksættere kan flyve så højt, og lige så hurtigt kan de falde igen”, fortæller hun. ”Men jeg er nok ret god til at satse og tænke: Hvis jeg virkelig gør det bedste, jeg kan, så er jeg tilfreds med mig selv”.

Christiane Schaumburg-Müller

Fokus, fokus og fokus

Den succes, ChriChri har fået, kunne godt tænkes at puste til ilden mod overilede handlinger. Christiane har rigtig mange ideer. Bolde, som hun kaster op til sin manager Sandie, der er den anden hjernehalvdel i foretagendet. Både de geniale ideer og de dårlige ideer strømmer ud, og sammen får de dem gjort realisérbare. Christiane forstår dog stadig at slå koldt vand i blodet, for det gælder ikke om at sætte alt i sving, hvis tiden ikke er til det:

”Når man laver noget, der går så hurtigt, er der jo ikke grænser for, hvad man vil. Men vi bliver nødt til at fokusere. Jeg er ikke skræmt af konkurrence eller bange for at blive nummer to. Bare fordi man får en god idé, skal det ikke ske lige nu. Hvis andre laver det først, so be it. Hellere blive nummer to og så gøre det ordentligt.”

Christiane vil nok altid lave andre ting ved siden af ChriChri, men ønsket for fremtiden er, at ChriChri skal vokse sig større. Når det gælder spørgsmålet om internationale planer for magasinet, tøver Christiane dog for første og eneste gang i interviewet og viser igen sin målrettede sindighed:

”Vi skal lige mætte det danske marked først, og der er lang vej endnu. Når det er gjort, så kan jeg sagtens se, at vi laver en gren i for eksempel Skandinavien. Men ChriChri er dansk født. Jeg udelukker ikke noget, men kernen er i Danmark, og jeg vil være bange for, at noget af fokus røg, hvis vi blev internationale. Vi skal være 100 % etablerede i alt, hvad vi gør, før vi åbner op for et nyt marked”, forsikrer Christiane.

Man kan, hvad man vil?

Efter knap en times samtale, ser det motto, der skinner igennem hos Christiane, ud til at være: ”Man kan, hvad man vil”. Det er optimismens og selvtillidens motto, men er det også realistens motto? Kan alle præcis, hvad de vil

Ja. Hvis man har et lidt nuanceret syn på det, mener Christiane.

”Jeg tror ikke, alle kan eller skal være iværksættere. Her i livet har vi brug for succesoplevelser, og man skal ikke gabe over noget, man ikke kan, for så vil man konstant møde modgang og blive nedbrudt. Men man må heller ikke begrænse sig selv. Folk skal passe på ikke at låse sig fast på én titel, men huske, at den titel har mange grene. Så hvis du gerne vil være sanger, men ikke synger særligt godt, så skal du åbne din horisont. Skulle du for eksempel være talentspejder? Hvis du gerne vil være astronaut, skal du måske forske i stedet for? Og hvis du gerne vil være iværksætter, men ikke er den type, kan det være, du skal være en del af et team bag et projekt. Hvis du ikke kan blive lige præcis det, du i første omgang drømmer om, så kan du blive så mange andre ting! Og det er ikke ”the next best thing”, for du kan få succes inden for alt!”

Konklusionen må være, at Christiane er en realistisk optimist, der sammenlagt med troen på, at hårdt arbejde betaler sig, oftest lykkes med sine projekter. Det gælder nemlig ikke om at være den bedste til alting, men at knokle igennem for at være den bedste til lige præcis det, du laver: ”Ligegyldigt hvor du arbejder, så handler det om at gi’ dig selv. Det er ikke altid, man kan lukke computeren klokken 16, men dem, der er klar på de store pres, det er dem, der skiller sig ud og kommer længst. Og oftest betaler det sig også i sidste ende”, slutter hun.

Christiane Schaumburg-Müller

Udpluk fra Christianes karriere

  • 1998-2008 - Danser i musikvideoer for bl.a. Hit’n’Hide, C21 og Nik&Jay
  • 2007-2009 - Rollen som Mercedes i 2900 Happiness
  • 2008 - Vært på Boogie
  • 2010-2012 - Med på holdet bag Live fra Bremen
  • 2010 - Vært på Zulu Kvægræs
  • 2010-2012 - Vært på Vild med Dans
  • Fra 2012 - Designer på tøjkollektionen Loved by Christiane, der sælges i Kvickly
  • 2013 - Forfatter af Christianes Beautybog
  • Fra 2014 - Chefredaktør på Webmagasinet ChriChri
  • 2014 - Medforfatter af ”Det Sunde Liv”
  • 2015 - Forfatter af Make-up by Christiane
  • 2015 - Designsamarbejder med Bianco og Sofakompagniet
  • 2015 - ChriChri nomineret til Årets Start-up af EY Entrepreneur of the Year
  • Fra 2015 - Opstart af forlaget ChriChri Journal i samarbejde med manageren Sandie
43.414 readers
Updated on 06.02.2023

Read also...


Kurs mod stjernerne
I 2015 blev den første dansker, Andreas Mogensen, opsendt i rummet. Han tog på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS. Turen derop er i sig selv ikke så lang, men drømmen om at blive astronaut tog form helt tilbage i femte klasse. Turen har også haft afstikkere, men uden dem ville han sikkert ikke være kommet af sted.
Move On Career
Mega drive
Når Anne Mette Svane fortæller om sit job som chefredaktør, er der ild i hendes øjne. Hun har et drive, der får én til at stoppe op og spørge sig selv, om man brænder nok for det, man laver.
Move On Career
Passioneret snusfornuft
Passionen for programmering har ført Michael Seifert fra at være spiludvikler til CEO i Sitecore, som er den største danske softwaresucces i det seneste årti.
Move On Career
Tag springet og opnå det, du brænder for
Salma Jabbar har fulgt sit hjerte – både, når hun har slået til og sagt op gennem en foreløbigt sprudlende, international karriere.
Move On Career
At finde sit sande jeg
Anders Matthesen aka. ”Anden” er en af Danmarks mest succesfulde komikere. Efter mange år i branchen med udfordringer, udvikling og selvransagelse er det tid til at gøre status.
Move On Career
Find dit eget blue ocean
"Hvis det føles forkert at smække døren, så er det, fordi du ikke er på rette spor." Hummel-ejer, Christian Stadil fortæller om sin karriere, der startede med jura, men nu handler om internationalt anerkendt modetøj.
Move On Career
For gammel til at være ung?
Thomas Madvig er en af landets mest feterede dj’s, der også har haft en karriere som musikvært på bl.a. The Voice og MTV. Han nærmer sig de 50 år, men er ikke af den grund tættere på at forlade nattelivet, musikken og festerne.
Helene Kondrup Jensen
Selv en vinder kan tvivle
EM-guld, VM-guld, OL-guld. Han har vundet det meste som træner for håndboldlandsholdene. Alligevel kan han stadig komme til at tvivle på sine evner. Mød manden, som skabte medaljeregn i dansk håndbold og egentlig fik jobbet ved et tilfælde.
Move On Career
HPT