Strategisk erhvervspartner
Genitor ApS
Vil du have en central placering i erhvervsudviklingen i Varde Kommune? Brænder du for den grønne omstilling, og vil du være en drivende kraft i udnyttelsen af de synergier og potentialer, der opstår på et område, hvor udviklingen går stærkt? Så er du måske den nye strategiske erhvervspartner i ProVarde.
Er du en udviklingsprofil, og vil du gøre en forskel for både borgere, virksomheder og miljøet? Kan du sætte dagsordenen, kommer du med gode relationelle kompetencer og indblik i erhvervslivets vilkår, har du respekt og forståelse for de politiske og offentlige processer, og kan du samle organisationer og mennesker omkring de væsentlige opgaver? Så se med her:
ProVarde og Varde Kommune vil fastholde og udvikle det momentum, der er i halen af udviklingen af central energiinfrastruktur i relation til den grønne omstilling og etableringen af energitunge virksomheder, som kobler sig til vedvarende energi. Varde kommune har en geografisk placering, der giver et stort potentiale for udvikling inden for disse områder. Derfor er det med bred politisk opbakning i Vardes byråd besluttet at oprette en stilling som strategisk erhvervspartner i ProVarde.
Det er en helt særlig og ny stilling, hvor du kommer til at spille en central rolle i udnyttelsen af de potentialer og synergier, udviklingen skal trække med sig i form af bl.a. øget beskæftigelse, øget bosætning og økonomisk vækst. ProVarde er en ambitiøs organisation – her vil man noget. Hjørneflagene er sat – du får mulighed for at være med til at fylde rummet ud.
Du skal være opsøgende i forhold til de mange potentielle investorer og samarbejdspartnere, der er afgørende for udviklingen i Varde Kommune og for den grønne omstilling. Du skal levere resultater gennem samarbejde og i fællesskaberne og netværkene finde de kompetencer, der vil være vigtige i de dialoger, du skal have med erhvervslivet.
Du skal også kunne gå i en stærk, respektfuld og opsøgende dialog med borgerne, hvor du er linket mellem mulige investorer og lokalsamfund i den indledende fase, før eventuelle projekter når politisk og kommunal sagsbehandling.
Du kommer med en kommerciel forretningsorienteret baggrund og indstilling samt erfaring med at opdyrke nye forretningsområder. Du har muligvis erfaring med og indsigt i tværgående sektorsamarbejde, et særligt fokus på den grønne omstilling og forståelse for at arbejde i store organisationer med høj kompleksitet.
Du bliver centralt placeret i organisationen med direkte adgang til direktøren i ProVarde. Læs den fulde job- og personprofil, hvor stillingen og de ønskede kvalifikationer og kompetencer er nærmere beskrevet.
Hvis du har spørgsmål om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte direktør i ProVarde Finn Erik Kristiansen på tlf. 5194 2086 eller [email protected] eller partner i Genitor Jesper Lund Madsen på tlf. 2289 8525 eller [email protected].
Ansøg
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: