Get latest jobs before others

Vi udvider og søger derfor socialrådgivere eller -formidlere med lyst til faglig udvikling i arbejdet med udsatte børn og unge

Frederiksberg Kommune



En af vores gode kollegaer er gået på pension, en anden har søgt andre udfordringer inden for børne- og ungeområdet og så opnormerer vi på tværs af vores to forebyggelsesteams. Vi søger derfor flere nye kollegaer som myndighedsrådgiver i faste stillinger.

Vil du være en del af et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab, hvor der er fokus på at vi sammen med forældre og samarbejdspartnere skal gøre den nødvendige forskel til gavn for de udsatte børn og unge i Frederiksberg Kommune. Og vil du være en del af en familieafdeling, der er godt i gang med at omsætte intentionerne i barnets lov med særlig fokus på inddragelse af børnene og de unges egen stemme - så er det måske dig vi søger?

Vi kan tilbyde

  • Mentorordning og grundig introduktion til området
  • En familieafdeling, der er optaget af at understøtte rådgiverne fagligt, juridisk og metodisk med fokus på kvalitetsudvikling og læring
  • Et meningsfuldt arbejde med høj grad af indflydelse og ansvar
  • Et godt arbejdsmiljø og stærkt arbejdsfællesskab med gode kollegaer og tilgængelig ledelse
  • Regelmæssig sagsgennemgang med faglig koordinator og leder med fokus på sparring og faglig understøttelse
  • Supervision ved ekstern psykolog og fokus på kompetenceudvikling
  • Et tæt tværfagligt samarbejde mellem familieafdelingen og de øvrige aktører indenfor børne- og ungeområdet
  • Flekstidsordning og mulighed for hjemmearbejdsdage
  • Mulighed for adgang til træningsfaciliteter og en kantineordning
  • Mulighed for DSB erhvervskort og pendlerlicens parkering

Vores nyeste kollega i forebyggelse 1 skriver følgende om os:

“Jeg har været utrolig glad for min første tid i Frederiksberg Familieafdeling, da alle i mit team har været gode til at sætte mig ind i tingene både fagligt og socialt. En tryghed for mig i opstartsperioden har været, at jeg har haft et introprogram at støtte mig op ad, samt en mentor, der løbende har henvendt sig og fulgt op med mig, både i forhold til det sociale og faglige.
Da jeg startede, var det rart, at jeg ikke startede med en fuld sagsstamme, trods erfaring. Det gav mig mulighed for at dykke ned i sagerne, samtidig med at lande på en ny arbejdsplads.
Jeg har oplevet kollegaer med høj faglighed og et ønske om at være fælles om opgaven i at støtte børn, unge og familier i udsatte positioner i Frederiksberg Kommune. Der er rig mulighed for at udvikle sine faglige kompetencer og sammen blive klogere kollegaer imellem.”

Vores snart tidligere kollega i forebyggelse 2 skriver følgende om os:

”Jeg har været enormt glad for at arbejde i Frederiksberg Familieafdeling og særligt i dette fantastiske team med opmærksomme og omsorgsfulde kollegaer, hvor der altid er plads til, at man kan sparre med hinanden fagligt, men hvor der også er fokus på at lave sociale arrangementer udenfor arbejdstiden. Det er derfor også et sørgmodigt farvel. Det har været rart og trygt at møde ind hver dag til et team og en ledelse, hvor der er tid til at drøfte stort som småt med mulighed for sparring, således at vi rådgivere ikke føler os alene om opgaverne og ansvaret. Jeg oplever, at der er et godt arbejdsmiljø med fokus på udvikling af rådgivernes faglighed, herunder at dygtiggøre os indenfor Barnets Lov med særligt fokus på børneinddragelse.”

Lidt om os i familieafdelingen
Familieafdelingen i Frederiksberg Kommune er i gang med en vigtig og krævende opgave, hvor vi har fokus på at styrke kvaliteten i myndighedssagsbehandlingen, inddragelsen af børn, unge og netværk, den tidlige opsporing og det tværprofessionelle samarbejde. Vi er i fuld gang med at omsætte ”barnets lov” med de krav, det stiller til vores kompetencer i forhold til inddragelse af børn og unge, og måden vi forstår myndighedsopgaven.

Vi betragter os selv som en velfungerende familieafdeling, hvor drivkraften i samarbejdet og arbejdsglæden først og fremmest udspringer af vores fælles ambition om at gøre en forskel for udsatte børn og unge på Frederiksberg, som kan mærkes i børnenes liv.

Familieafdelingen består af to forebyggelsesteams, et anbringelsesteam og en specialrådgivning, som har ansvaret for de sager, der omhandler de handicapkompenserende ydelser. Alt i alt er vi ca. 90 ansatte i afdelingen.

De to forebyggelsesteam hvor de ledige stillinger er til besættelse, vil du blive en del af en gruppe med 14 engagerede kollegaer samt en faglig koordinator og sektionsleder. Kendetegnende for grupperne er, at de er sammensat af både erfarne og mindre erfarne rådgivere, der i en travl hverdag er gode til at hjælpe hinanden, og hvor faglighed og godt humør er i højsædet.

Vi brænder for at sikre, at den tidlige forebyggende indsats skaber positiv udvikling i et tæt samarbejde med forældre, barnet/den unge og deres private og professionelle netværk. Som rådgiver i forebyggelsesteamsene, vil du få ansvar for ca. 25 børne- og ungesager, hvor du skal arbejde i sagerne fra underretningen modtages til afdækning eller udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse samt iværksættelse og opfølgning på støttende indsatser. Du vil som rådgiver i forebyggelsesteamsene også komme til at indgå i vores modtagelsesvagtsfunktion, som varetages på skift i de to forebyggelsesteams, hvor den primære opgave er vurdering og screening af alle indkomne underretninger samt håndtering af nye sager, der kalder på akut handling. Det metodiske fundament for sagsbehandlingen er ICS og Signs of Safety, som vi anvender systematisk i vores arbejde med sagerne.

Vi søger
Vi søger kollegaer, der er uddannet socialrådgiver eller socialformidler, og som brænder for arbejdet med udsatte børn og unge - både i forhold til den del af myndighedsopgaven, som omhandler den direkte kontakt til børn og unge og den del, der vedrører retssikkerhed og dokumentation. Det er en fordel, at du har erfaring, men det er ikke en forudsætning. Vi lægger stor vægt på, at du er optaget af at udvikle kvaliteten af det sociale arbejde, kan arbejde struktureret og systematisk efter bestemmelserne i barnets lov, er løsningsorienteret i samarbejdet med familien og barnet/den unge og kan kommunikere tydeligt og inddragende i både tale og skrift. Kender du til ICS-metoden, Signs of Safety (SOS) og fagsystemet DUBU er det en fordel, men ellers får du naturligvis den nødvendige oplæring.

Vil du vide mere?
Hvis du overvejer at være en del af vores stærke arbejdsfællesskab, er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder for forebyggelse 1, Monica Tangå Larsen, tlf. Nr. 2898 3602, sektionsleder for forebyggelse 2, Sine Robenhagen Nissen, tlf.nr. 2898 3600 eller faglig koordinator Louise Gabrielsen, tlf.nr. 2898 3608.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter principperne om Ny løn. Som supplement til løntrinsindplaceringen ydes der et børne- og ungetillæg, der udgør kr. 2500 pr. måned. Vi gør opmærksom på, at der indhentes straffe– og børneattest inden ansættelse. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med flekstidsordning.

Ansøgningsfrist og ansættelsessamtaler
Ansøgningsfristen er fredag den 17. januar 2025.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag d. 22. januar 2025 til stillingerne i forebyggelse 2 og torsdag den 23. januar 2025 til stillingerne i forebyggelse 1, men der kan blive tale om at vi indkalder løbende til samtaler.

Stillingen ønskes tiltrådt den 1. marts 2025 eller snarest muligt.

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.

Afdeling: Familie

Ansøgningsfrist: 17 January 2025

Placering: Familieafdelingen / Rådhuset, 2000, Frederiksberg, Danmark

This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here:

view full ad at Frederiksberg Kommune



save
save deadline
print
mail me
Application deadline 17 January 2025
Geographic location

Applicant interest

How much interest does this ad generate among job seekers? Log in to see how popular this job posting is.



Please specify in your application, that you've found this ad in Nyuddannet.dk

Apply
View job categories View more similar jobs Upgrade this job ad
Get latest jobs before others


Frederiksberg Kommune

Smallegade 1, 2000 Frederiksberg

Frederiksberg Kommune er en selvstændig kommune placeret midt i Hovedstaden, som er en del af Greater Copenhagen. I 2016 var vi i alt 104.481 indbyggere, der tilsammen bredte sig udover et areal på 8,7 kvadratkilometer, hvilket gør os til den tættest befolkede kommune i Danmark. Frederiksbergs højeste punkt er cirka 30 meter over jorden og ligger på Frederiksberg Bakke i Søndermarken.

We perodically offer student internships

More info for this company

Company profile Talent demand All current jobs

Follow and explore


https://nyuddannet.dk/en/job/2708624//
Karriereprofil i Jobbanken
Create career profile: Automate your job search with job agents, get latest career opportunities before others and get visible to employers with talent profile.