Fortællingen om kvinden der ikke gav op

Lige siden Judith Rothenborg var lille, har hun været stensikker på, at det var skuespiller, hun ville være. Og hun ville ikke gå på kompromis på nogen måde. Judith har kæmpet længe og hårdt for at føre drømmen ud i livet, men det er aldrig rigtig lykkedes hende at få det store gennembrud som skuespiller. “Jeg kan godt have medfølelse med mange unge i dag, som ikke ved, hvad fanden de skal og prøver det ene og det andet. Jeg har haft et hårdt liv, også som skuespiller, men jeg har aldrig været i tvivl.”

Manglen på tvivl vedr. sin uddannelse har gjort Judith utrolig stærk. Mens hun ventede på at blive tilbudt et skuespillerjob, arbejdede hun i utallige jobs, både med selvskabte forestillinger og arbejde i andre brancher. Det tog hende to forsøg at komme ind på skuespillerskolen. Mens Judith søgte ind, var hun speaker på P3 og fik meget ros for sit arbejde. For Judith var det dog ikke en mulighed at fortsætte speakerkarrieren, for hendes store drøm var at blive skuespiller. “Det første år kom jeg ikke ind, og det var forfærdeligt. Men der var kun én ting i verden for mig, og det var at blive skuespiller. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der var blevet af mig, hvis ikke jeg var kommet ind på skolen.”

“Hallo stop, hvad er det nu, du hedder? Du kan ikke rende rundt på trapperne og se sådan ud, du må tænke på din karriere.”

Et udenlandsk boost af selvtillid

Uddannelsesforløbet var fyldt med konkurrence og jalousi. Selv rektoren stillede krav til, hvordan man skulle se ud og agere. “Jeg kan huske en frygtelig gang, hvor jeg skulle til træning, og så løb jeg op ad trappen i mit træningstøj. På vejen op mødte jeg rektor, som stoppede og sagde: Hallo stop, hvad er det nu, du hedder? Du kan ikke rende rundt på trapperne og se sådan ud, du må tænke på din karriere. Du bliver nødt til at have noget sminke på og gøre dig lidt lækker. Det var en tid, hvor du skulle se godt ud.”

Trods de skrappe krav til udseendet havde Judith en fantastisk tid under studiet, og hun var glad for at få muligheden for at udvikle sine evner inden for teater. Lige så farverig 70’erne var, lige så meget spræl og energi havde Judith. Hun kastede sig ud i forskellige parforhold og rejste rundt med studiet, hvor hun mødte mange spændende mennesker. “Den gang rejste vi ikke så meget, men vi var i Stockholm med teaterskolen og New York! [...] New York for danskere i 73, var noget helt andet end det, vi kendte til.”

Et pust fra USA's ‘You can do it’ mentalitet gav Judith en ny tro på sig selv, og hun mærkede, at det var okay at være anderledes. Der var ikke megen jantelov til stede i New York, så her måtte man gerne tro på, at man kan. Denne tro har været med til at styrke Judiths vedholdenhed, så hun blev ved med at kæmpe gennem nederlag og kom på benene igen de gange, hvor det store gennembruds spotlight ikke skinnede hendes vej.

“Jeg skal være berømt. Jeg skal være Ghita Nørby. Men det blev jeg ikke, i stedet prøvede jeg alt det andet.”

Kampen om succes

Judith blev ikke båret igennem sin karriere, og hun har selv måttet kæmpe sig op og blive ved med at søge nye jobs for at få det til at løbe rundt. “Jeg er ikke blevet forkælet. Til gengæld har jeg overlevet i 48 år som skuespiller, uden at være kendt.”

Det positive ved møderne med ‘næsten’ at få et gennembrud har gjort Judith god til at udvikle sine kreative evner, der har skabt hende et stærkt fundament og gjort hende rig på oplevelser. “Jeg syede tøj og kostumer, jeg har malet og lavet udstillinger, jeg har indtalt bøger og tegnefilm.” Judith var også heldig at blive tilbudt et job som underviser på en skuespillerskole i København. Det hjalp hende med at holde fokus på karrieren og gav hende muligheden for at videregive noget af sin erfaring. “Jeg havde aldrig nogensinde troet, jeg skulle undervise i noget som helst. Og jeg var kun 25, men det viste sig, at jeg kunne noget, jeg ikke selv vidste jeg kunne.”

Kampen om at bryde gennem muren og få en plads i solen blandt de kendte, viste sig at blive lang og sej. Undervejs måtte Judith gøre op med forestillingen om, at succes skal måles på, hvor kendt en skuespiller man er. I stedet har hun måttet justere sit succesparameter til at måle på, hvor meget hun brænder for sit job, og hvor glad det gør hende. “I 1976 lavede jeg en forestilling, der hed ‘Mjav sikken et hundeliv!’ på Boldhus Teatret, som fik fantastiske anmeldelser. Dengang, hvis anmelderne skrev noget om dig, der var godt, så blev du berømt. Det gjorde du bare. Det har jeg prøvet 3-4 gange, men det blæste væk i vinden.” Og vinden blæste videre til noget andet, inden ungdommens ambitionsniveau for alvor var indfriet. “Jeg skal være berømt. Jeg skal være Ghita Nørby. Men det blev jeg ikke, i stedet prøvede jeg alt det andet.”

“Jeg spørger mig selv: Hvad gør mig mest glad? At tro på at det virker, eller at det ikke virker?”

Lysten driver værket

Judith har været heldig med at have en datter, Barbara, der er blevet instruktør, for igennem hende er Judith blevet tilbudt et par roller her og der. Hun har fx medvirket i filmen ‘Madklubben’, der havde premiere i 2020. “Min datter har været sød og taget mig med i et par ting af det, hun har lavet. Men en lillebitte rolle, fordi hun er meget imod nepotisme, og det er jeg rigtig ked af, hun er, for jeg vil jo gerne arbejde.”

I stedet for at have hovedrollen i film, har Judith fyldt kalenderen med mange nye projekter. Nu skal hun være med i ‘Mormor på mandejagt 2’, og hun er i gang med sin egen forestilling ‘Alder ingen hindring’. Heldigvis får Judith også lov til at spille skuespil på teatre, som hun værdsætter højt. “For første gang i mange år blev jeg engageret udefra til at spille en rolle, som jeg ikke selv havde skabt.”

Når vi sidder og snakker sammen, og Judith kigger tilbage på sin karriere, er dét, som ved første øjekast synedes som en karriere uden gennembrud, pludselig blevet til et sammensurium af forskellige spændende jobs. Ifølge Judith er det vigtigt, at succes ikke er lig med berømthed og penge, for der er så meget andet ved et job, der er vigtigere. Men det kræver mod at holde fanen højt og fortsætte kampen for gennembruddet. “Jeg har aldrig givet op. Find ud af hvad du vil, for lysten driver værket. Det kan godt være, man får nogen over snuden, […] men det er vigtigt at gå efter sine drømme. Det har jeg gjort.”

Det er vigtigt, om man er økonom, bibliotekar eller skuespiller, at man har troen på, at det nok skal lykkes, og at man har fokus på glæden i livet. Dette er Judith et alletiders eksempel på. “Jeg vælger at tro. Der er dage, hvor jeg tænker: Det virker jo ikke. Og det er naturligt, at tvivlen kommer, men man må ikke give efter for den. Jeg spørger mig selv: Hvad gør mig mest glad? At tro på at det virker, eller at det ikke virker?”