' Michael Seifert: Passioneret snusfornuft

Michael Seifert: Passioneret snusfornuft

Passionen for programmering har ført Michael Seifert fra at være spiludvikler til CEO i Sitecore, som er den største danske softwaresucces i det seneste årti.

2019-08-15 10:23:00
Move On

Du kender sikkert softwaregiganterne IBM og Adobe - men hvad med Sitecore?

Sitecore er ikke et velkendt navn uden for fagkredse, men den danske softwaregigant ligger i konkurrence med softwaremastodonter som IBM, Adobe og Oracle – og vinder på markedet.

Sitecore blev i 2014 kåret til Entrepeneur of the Year i Danmark, og den danske softwaresucces brager derudaf med en vækst på 30 % om året. Direktør og selvbestaltet IT-nørd, Michael Seifert, havde aldrig en plan om at lancere en global softwaregigant, men har altid ladet interessen være vejviser.

”Alt hvad jeg har beskæftiget mig med, det har jeg gjort, fordi jeg synes, at det har været helt vildt sjovt at lave. Jeg satte mig ikke ned som 11-årig og tænkte, at jeg skulle være computerekspert, fordi det sikkert var en strålende branche at arbejde i.

Når han taler om de forskellige virksomheder, som han har startet, er det også med en naturlighed som gør, at man slet ikke overvejer, at han er andet end iværksætter: ”Man skal kun starte noget selv, hvis det er sjovt. Hvis det ikke er sjovt, så har du ikke passionen og energien, der skal til for at gøre det til en succes.”

Utålmodighed og fokus i en ung alder

Det var fra en tidlig alder klart, at Michael Seifert havde interesse for IT. I en alder af kun 11 år lærte han at programmere på sin første computer, og det til trods for at han ikke kunne læse den medfølgende engelske manual.
”Jeg var meget utålmodig som barn, men jeg var nok også fokuseret. Når jeg først kastede mig over noget, så brugte jeg meget energi på det.” Energien blev dog ikke altid brugt på skolen: ”Jeg var en rimelig dårlig studerende i folkeskolen og gymnasiet, fordi jeg brugte al min tid på computeren.”

Dyrkede interesserne på universitetet

Den store interesse for IT fik lov til at slå rod og blomstre på universitetet. Det var også her, Michael fandt ligesindede. Folk der, ligesom han, kunne se anderledes måder at bruge IT på. Han blev tovholder på computerspillet DikuMUD og søgte og fik Tuborgs Grønne Fond, så han kunne købe hardware til at forsøge at kommercialisere spillet:

”Servere og modems blev alt sammen sat op inde i klædeskabet i min etværelses lejlighed.”

Derefter satte Michael kursen mod USA for at prøve at lancere spillet på et større marked. Efter tre måneder måtte han erkende, at det ikke kunne lade sig gøre, men nederlaget blev ikke fulgt at lediggang. I stedet blev han via bekendtskaber headhuntet som udvikler til spillet FireTeam, hvor han var i ni måneder. Det var sidste gang, han havde en fast stilling, som han ikke selv havde skabt.

”Så prøvede jeg at lave et internetcasino, men fandt ud af, at lovgivningen var rimelig streng på området: Man kom otte år i spjældet, hvis man drev et internetcasino og halvandet år, hvis man spillede på et.”

Efter to år i USA vendte han tilbage til Danmark. ”I Danmark ringede jeg til nogle venner fra universitetet for at høre, om vi ikke skulle lave noget sammen. Det blev starten på Pentia.”

Det har altid været vigtigt for Michael at starte nye ting med folk, som han kendte i forvejen. ”Jeg har altid bedst kunne lide at lave nye ting med venner og kolleger. Jeg fungerer bedst med den sparring, som de kan give,” siger han og slutter: ”Og så er det også sjovere.”

Hvad er Sitecore?

Sitecore er baseret på Microsoft.net og er verdens førende inden for software til ”Customer eXperience Management”.

Med Sitecore® Experience Platform™, kan marketingfolk have fuld kontrol over den oplevelse, hver enkelt kunde får i samspillet med virksomhedens brand på tværs af alle kanaler.

Udviklingen af Sitecore

Pentia endte med at blive rugekasse for det, der senere skulle blive Sitecore. Men udviklingen skete ikke over natten:

”Vi startede Pentia på den måde, at jeg fandt og skabte job til mig selv, og så fandt jeg job til den næste og så videre. Efter fem måneder var vi fem i arbejde fuldtid.”

Størstedelen af tiden blev brugt på at udvikle og lave hjemmesider, og da en af kollegerne i Pentia pludselig var gået 60 timer over tid på et projekt, krævede det en venskabelig diskussion internt. Her blev det klart, at den store mængde tid var brugt på at udvikle en digital værktøjskasse til at oprette og drive hjemmesider.

”Efter et års tid var værktøjskassen blevet en hel del større. Så vi havde et møde, hvor vi diskuterede, om vi skulle blive ved med at investere i det her system.” Det valgte de at gøre, og med kollegerne fra Pentia begyndte Michael at kigge på, hvilke produkter der var på markedet. I 2001 sendte han og tre kolleger en patentansøgning til USA for at tage patent på Sitecore-programmet. De fik patentet og stiftede samme år Sitecore som et søsterselskab til Pentia.

Ud af den danske andedam

Med starten på Sitecore fulgte nye svære beslutninger: ”Den første svære beslutning var formentlig, da vi ville internationalisere virksomheden og starte på det amerikanske marked.”
Her var Michaels internationale erfaring udslagsgivende i forhold til at overbevise de andre om, at det kunne betale sig tidligt at gøre virksomheden global. ”Det er et meget stort marked, og jeg havde jo arbejdet herovre, så jeg synes, at det var meget ligetil,” siger han og griner.

Ifølge Michael er denne beslutning afgørende for virksomhedens succes, og Sitecore havde ikke eksisteret den dag i dag, hvis Michael og hans kolleger ikke havde taget springet.

”Der er nok lagt delene til et fundament i alle de ting, som jeg har lavet før. Især gejsten og gåpå-modet,” siger han og fortsætter: ”Og så har jeg altid tænkt: ’Det kan sgu’ ikke være så svært, det skal jeg nok klare.”

Snusfornuftig og iværksætter

Mange iværksættere har på et tidspunkt i deres karriere sat alt på et bræt eller haft bragende underskud i perioder. Sådan har Michael Seifert aldrig arbejdet.

”Nogen sætter alt på højkant, men jeg har altid lavet moderate investeringer, hvor jeg har skaleret det efter forholdene,” siger han og fortsætter: ”Så er det værste, der kan ske, at det går galt, og at man må prøve igen.”

Samme tilgang havde han til Sitecore, da de udvidede markedet til USA.
”Vi fandt en god model med lav risiko, hvor vi ikke skulle lave hjemmesiderne for folk – på den måde kunne vi fokusere på at udvikle softwaren.”

Nr. 1

Sitecore blev i 2014 kåret til Entrepeneur of the Year i Danmark. I 2012 havde Sitecore den største vækst af alle tilsvarende selskaber i branchen globalt. Virksomheden beskæftigede globalt 800 ansatte i 2014, omsættede for 838 mio. kr. og kom ud af 2014 med en overskudsgrad på 7,98 pct.

 

Fra iværksætter til CEO

Som direktør i en virksomhed i opstartsfasen arbejdede Michael med meget andet end bare strategi og udvikling.

”Da vi var tre mand i Sitecore, lavede jeg også kaffe og gud ved hvad,” siger han og griner. ”Min rolle har ændret sig over årene, men jeg har lavet stort set alt. Det eneste jeg ikke er god til er at bogføre.”

Opgaverne som CEO i Sitecore i dag adskiller sig ikke meget fra hans tidligere direktør poster, men mentalt er der alligevel lang afstand til det at være CEO i et globalt multimillion-dollars-selskab.
”Jeg tror, at jeg begyndte at være CEO, da jeg ikke længere kendte navnet på alle i virksomheden. Det var lidt det springende punkt. Det skete for mig omkring 2010.”

Arbejdet som CEO har betydet, at han har måttet sige farvel til at programmere, men han har programmeret i så mange år, at han aldrig glemmer det:
”Jeg savner det lidt. Men jeg bruger stadig min viden, når jeg for eksempel snakker med produktudviklingsteamet.”
Netop at sortere i de opgaver, som han arbejder med, er ifølge ham selv nøglen til succesen med at drive Sitecore:
”Når jeg går i gang med noget, så fokuserer jeg meget på det. Og nu har jeg igennem de sidste tolv år fokuseret meget på to ting: Sitecore og min familie. Det er de to ting, der er plads og tid til.”

Michael Seifert, 49, gift og har tre børn

  • 2001 – i dag - CEO, Sitecore A/S
  • 1998 – 2001 - Direktør, Pentia
  • 1997 – 1997 - Udvikler, Multitude
  • 1996 – 1996 - Konsulent, SSG
  • 1990 – 1996 - Studerende, Dept. of Computer Science, Københavns Universitet
119.105 læsere
Opdateret d. 15.08.2019

Læs også...


The Beauty and the Bizz
Christiane Schaumburg-Müller er mere end værten og skuespilleren, som man kender fra TV. På hendes palette af færdigheder ligger også en livlig iværksætter og en målrettet optimist.
Move On Career
Kurs mod stjernerne
I 2015 blev den første dansker, Andreas Mogensen, opsendt i rummet. Han tog på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS. Turen derop er i sig selv ikke så lang, men drømmen om at blive astronaut tog form helt tilbage i femte klasse. Turen har også haft afstikkere, men uden dem ville han sikkert ikke være kommet af sted.
Move On Career
Hvad er en god karriere?
Hvad er en god karriere? Tre skarpe spørgsmål til fire skarpe profiler.
Move On Career
Mega drive
Når Anne Mette Svane fortæller om sit job som chefredaktør, er der ild i hendes øjne. Hun har et drive, der får én til at stoppe op og spørge sig selv, om man brænder nok for det, man laver.
Move On Career
Tag springet og opnå det, du brænder for
Salma Jabbar har fulgt sit hjerte – både, når hun har slået til og sagt op gennem en foreløbigt sprudlende, international karriere.
Move On Career
At finde sit sande jeg
Anders Matthesen aka. ”Anden” er en af Danmarks mest succesfulde komikere. Efter mange år i branchen med udfordringer, udvikling og selvransagelse er det tid til at gøre status.
Move On Career
Find dit eget blue ocean
"Hvis det føles forkert at smække døren, så er det, fordi du ikke er på rette spor." Hummel-ejer, Christian Stadil fortæller om sin karriere, der startede med jura, men nu handler om internationalt anerkendt modetøj.
Move On Career
For gammel til at være ung?
Thomas Madvig er en af landets mest feterede dj’s, der også har haft en karriere som musikvært på bl.a. The Voice og MTV. Han nærmer sig de 50 år, men er ikke af den grund tættere på at forlade nattelivet, musikken og festerne.
Helene Kondrup Jensen
Selv en vinder kan tvivle
EM-guld, VM-guld, OL-guld. Han har vundet det meste som træner for håndboldlandsholdene. Alligevel kan han stadig komme til at tvivle på sine evner. Mød manden, som skabte medaljeregn i dansk håndbold og egentlig fik jobbet ved et tilfælde.
Move On Career
HPT