Brænder du for infrastruktur og luftfart - og vil du gerne kombinere disse evner?
Trafikstyrelsen
Bliv en del af et dynamisk team, der kombinerer faglig fordybelse med praktisk indflydelse – altid med sikkerhed som vores højeste prioritet. Trafikstyrelsen søger tre engagerede kollegaer til luftfartsområdet, hvor vi arbejder for at sikre infrastrukturen for luftfarten i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Hvem er vi?
I Trafikstyrelsens flyvepladsteam beskæftiger vi os med de fysiske og organisatoriske rammer, som holder luftfarten i gang. Vi er et team på ca. 20 personer, der arbejder ud fra både nationale og internationale regler, der alle bidrager til et højt flyvesikkerhedsniveau for luftfarten på tværs af grænser.
Teamets arbejde består dels i behandling af ansøgninger om tekniske ændringer på flyvepladser, herunder lufthavne, mindre flyvepladser, helikopterpladser og vandflyvepladser, samt ansøgninger om luftfartshindringer i det åbne land (f.eks. vindmøller, pyloner, skorstene, telemaster m.fl.), og dels i at føre tilsyn med det vi har godkendt.
De konkrete stillinger:
Vi forventer, at vi skal finde i alt tre inspektører. Heraf forventes det, at mindst én inspektør skal deltage i tilsyn med lufthavne og helikopterflyvepladser i Nordatlanten, samt deltage i vores almindelige driftsopgaver, herunder især på hindringsområdet. Derudover forventes det, at de to andre stillinger får træning inden for EU-reglerne for lufthavne og vil indgå delvist i tilsyns- og godkendelsesporteføljen på dette område. Der er dertil en række større- og mindre opgaver inden for vores portefølje, som også vil skulle fordeles og håndteres, herunder tilsyn med mindre flyvepladser, regelarbejde, projektstyring, håndtering af indberetninger fra branchen samt potentielt nicheområder som vandflyvepladser.
Afhængigt af kandidaters baggrund, erfaring, forudsætninger og ønsker, sammensætter vi de enkelte stillingers portefølje efter ansættelse. Såfremt man skal arbejde med de nordatlantiske lufthavne- og flyvepladser, må det forventes at der fast vil være en- til to rejser årligt, som kan være af længere varighed på mellem 1-3 uger. For inspektører, der alene arbejder med EU-lufthavne i Danmark, vil rejseaktiviteten normalvis være en håndfuld rejser årligt, som regel af 2 til 2,5 dages varighed. Tilknyttes man projektarbejde eller internationalt regelarbejde, vil rejser være mere uforudsigelige, både i forhold til hyppighed, destination og længde.
Vi tilbyder dig
Generelt en høj diversitet af opgavetyper, der spænder over gennemgang af og godkendelse af infrastruktur på lufthavne, samt brændstofsystemer, brand- og redningstjenester, forpladstjenester, organisatoriske ændringer samt fortolkning af EU, ICAO og national lovgivning. For at kunne forstå og anvende lovgivningen, er det nødvendigt at man kan sætte sig ind i de bagvedliggende støttedokumenter til EU og ICAO lovgivningen, som kan være meget tekniske.
Vi prioriterer en god on-boarding i dine og teamets opgaver samt en systematisk kompetenceudvikling. I forbindelse med oplæring vil der være et introprogram, der dækker den umiddelbare opstart, og derefter vil du forventeligt gennemføre en blanding af interne og eksterne kurser, herunder træning i auditteknikker, samt on-the-job træning gennem sidemandsoplæring og arbejde med konkrete opgaver. Oplæringen er individuel, men kan være meget omfattende og for nogle kan certificering til at arbejde selvstændigt med tilsyn og godkendelser, tage over to år.
Når du er fuldt oplært, fylder forberedelse, gennemførsel og opfølgning på tilsyn normalt ca. 15-20 % af arbejdstiden, men den konkrete portefølje besluttes af teamlederne efter ansættelse.
Er du den, vi søger?
Vi søger en kandidat, der har en ingeniøruddannelse, pilotuddannelse, landmålingsteknisk uddannelse, har erfaring og viden om luftfartsbranchen eller er generalist med en akademisk uddannelse med flair for teknik.
Har du en ingeniørmæssig baggrund, søger vi allerhelst med specialisering inden for områder, der vedrører infrastruktur. Teknisk dækker vores arbejdsområde over ting såsom belægninger (baner og forpladser), elektriske systemer, køretøjer (eksempelvis skumtendere) og landmåling.
Såfremt du har viden om eller erfaring fra luftfartsbranchen, kan denne viden og erfaring i princippet være fra alle dele af luftfartsbranchen med fokus på infrastruktur, operationelle forhold eller lufttrafikstyring, fx flyvepladser, tjenesteydere på flyvepladser, beredskabet og forvaltningsmyndigheder inden for luftfartsområdet.
Da der er tale om en myndighedsstilling, vil det blive vægtet, at du har den nødvendige akademiske tyngde, og kan begå dig såvel skriftligt som mundtligt. Du forventes at påtage dig en embedsmandsrolle i ordets fulde forstand, samtidig med at du skal være specialist på nogle luftfartstekniske områder og generalist på andre. Embedsmandserfaring er et plus, men ikke et krav. Vi sørger for oplæring uanset, men du skal dog have mod på, at jobbet primært er kontorbaseret, og er hverken en driftsmæssig stilling eller en rådgivende funktion. Grundlæggende er vi en kontrol- og kvalitetssikrende myndighed, hvilket jobbet vil afspejle.
Du forventes at blive specialist på nogle luftfartstekniske områder og generalist på andre. Du vil indgå i et team bestående primært af forskellige typer af ingeniører, piloter og jurister, og du forventes at bidrage med de kompetencer, som du medbringer eller tilegner dig i jobbet over tid.
Ud over uddannelse og erfaring lægger vi vægt på, at du:
- Har en naturlig nysgerrighed, gå-på-mod og har lyst til at lære
- Kan arbejde selvstændigt og målrettet
- Har forståelse for embedsmandsopgaven
- Er af natur grundig og pålidelig i din opgaveløsning
- Er en, der ikke kun har de rette faglige kvalifikationer, men som også trives i et team, hvor samarbejde og gode relationer til kollegaerne er i fokus
Forudsætninger
Stillingen forudsætter, at du er flydende i såvel dansk som engelsk både mundtligt og skriftligt, da vi arbejder dagligt med lovgivning og skrivelser på begge sprog. Stillingen forudsætter derudover fuld førlighed for så vidt angår evner til at gå på trapper og stiger som en del af den udgående tilsynsaktivitet.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen. Ansættelsen sker afhængig af erfaring og kvalifikationer efter gældende overenskomst mellem relevant faglig organisation og Finansministeriet med mulighed for forhandling af evt. tillæg efter kvalifikationer.
Det får du hos os
Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså.
Vores fikstid er kl. 9-14 (kl. 10-14 om mandagen). Det er her, vi forventer, at du er tilgængelig og arbejder.
Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, så opsparer du fleks. Den kan du kan afvikle enten ved hele eller halve fleks-dage eller f.eks. ved kortere arbejdsdage i en periode.
Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag – både hvis du skal være på kontoret, eller hvis du skal på tilsyn og så kan du arbejde hjemme i 2 dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.
Vi er en arbejdsplads, der rummer alt fra småbørnsforældrene til medarbejderen, der er i karrierens efterår. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for
Yderligere information
Du kan få mere at vide om stillingen hos teamleder Sadia Manan på tlf. 4178 0291 eller teamleder Casper Bruun Andersen på tlf. 4178 0267. Har du spørgsmål vedrørende ansættelsesforhold og proces, kan du henvende dig til HR partner Bénédicte Neuvecelle på tlf. 41780170 eller mailen [email protected].
Vil du være en del af Trafikstyrelsen?
Send os din ansøgning, CV samt eksamenspapirer senest søndag den 5. januar 2025 kl. 23:59.
1. og 2. samtaler forventes afholdt i uge 3 og 4, med henblik på opstart 1. marts 2025. Der vil blive anvendt test i rekrutteringsprocessen.
Afdeling:
Lokation: Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: