Jurist med interesse for forhandling til internationalt kontor i Skatteministeriet
Skatteministeriet
Er du jurist med solide kompetencer inden for skatteretten, og har du lyst til at være med tæt på de politiske beslutninger, så er dette stillingen for dig. Som jurist i Skatteministeriet er du med fra start til slut, når vi forhandler internationale aftaler, arbejder med lovgivning og betjener ministeren.
Om stillingen
Kontor for International Koordinering understøtter ministeriets internationale arbejde med henblik på at sikre størst mulig gennemslagskraft. Skatteområdet er i stigende grad under international påvirkning. Der er et øget internationalt samarbejde, især om bekæmpelse af skatteunddragelse og -undgåelse samtidig med, at den nationale skattepolitik skal tilrettelægges indenfor en EU-retslig ramme. Skatteministeriet varetager derudover løbende forhandlinger af internationale aftaler, der ofte er komplicerede og har stor betydning, både økonomisk og politisk.
Du vil som jurist i kontoret:
- arbejde med ministerbetjening og politikudvikling.
- forberede og deltage i forhandlingerne af dobbeltbeskatningsoverenskomster og andre internationale aftaler.
- forberede ny lovgivning og håndtere den lovgivningsproces, der implementerer de indgåede aftaler i dansk ret.
Du vil herudover få mulighed for at arbejde med en bred vifte af opgaver relateret til det internationale arbejde, herunder faglig rådgivning om sagernes juridiske og politiske indhold.
Om dig
Du er uddannet cand.jur. eller lignende. Det vil være en fordel, hvis du allerede har et indgående kendskab til skatteret og/eller er en erfaren forhandler.
Du har mod på en hverdag i et politisk miljø, hvor du skal håndtere komplekse og udfordrende problemstillinger og bidrage til at varetage ministeriets forhandlinger med en stærk faglighed. Du kan både se sammenhængen mellem økonomi, jura og politik og den verden, reglerne efterfølgende skal fungere i.
Kontoret har en bred berøringsflade, og det er derfor vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og mod på at udvikle vores samarbejde og netværk. Du bør også have gode formulerings- og kommunikationsevner på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt. Endeligt skal du kunne arbejde selvstændigt og trives med selv at kunne præge og udvikle rammerne for dit arbejde.
Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.
Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.
Ansættelsesvilkår og kontakt
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 4. februar 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefrådgiver for internationale forhold Nina Legaard Kristensen på telefonnummer 72 37 53 59 eller kontorchef Kristina Ellegaard Rasmussen på telefonnummer 72 37 07 88.
Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen.
Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K. Hvis der bliver andre ledige stillinger i Lovgivning og Økonomi, kan du også komme i betragtning til dem.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.
Afdeling:
Lokation: Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: