Læge søges til Ph.d.-stilling med fokus på kræft og fysisk træning ved Center for Aktiv Sundhed (CFAS), Rigshospitalet
Region Hovedstaden
Vi søger en læge til en Ph.d.-stilling i TrygFondens Center for Aktiv Sundhed (CFAS) på Rigshospitalet. CFAS er et internationalt forskningscenter, der ledes af Professor Bente Klarlund Pedersen. I vores translationelle og interdisciplinære forskningscenter arbejder vi på at udvikle og teste fysisk træning som behandling for patienter med kroniske sygdomme.
Dette ph.d.-projekt vil fokusere på at undersøge, om patienter med dissemineret kolorektal cancer kan øge deres tolerance over for kræftbehandling og opretholde livskvaliteten ved at forblive fysisk aktive under behandlingen. Det undersøger vi i et multicenter randomiseret kontrolleret studie (RCT) med et fuldt decentraliseret design, der giver deltagerne mulighed for at deltage fra deres eget hjem. Projektet udføres i samarbejde med de onkologiske afdelinger på Roskilde Hospital, Nordsjællands Hospital og Herlev Hospital. Desuden inkluderer projektet forskning i biomarkører for cancer-kakeksi hos patienter med galdegangskræft samt en undersøgelse af, hvorvidt det monoklonale antistof tocilizumab kan modvirke muskeltab under kemoterapi. Ph.d.-stillingen giver også mulighed for at gennemføre mindre forskningsprojekter afhængigt af kandidatens interesser.
Herudover vil kandidaten blive involveret i de øvrige kliniske studier i CFAS’ cancergruppe og fungere som dagligt ansvarlig læge. Der er tale om en stilling, hvor man i høj grad selv kan tilrettelægge sin hverdag, men da forskningsprojekterne følger deltagernes øvrige kræftbehandling, kan forskudt arbejdstid lejlighedsvis forekomme (dog ikke weekend).
Dine kvalifikationer
- Læge med B-autorisation (”Selvstændigt virke”).
- Gode samarbejdsevner og stærk interessenthåndtering.
- Det vil være en fordel, hvis du har erfaring indenfor ét eller flere medicinske specialer relateret til træning (f.eks. endokrinologi eller kardiologi) eller behandling af kræft (f.eks. onkologi, kirurgi, patologi eller klinisk fysiologi) og erfaring med at kommunikere med alvorligt syge mennesker.
Vi tilbyder
- En fuldt finansieret 3-årig Ph.d.-stilling.
- Et alsidigt job med udgangspunkt i et selvstændigt, klinisk forskningsprojekt, hvor du vil være ansvarlig for afvikling af projektet samt for dataanalysering og rapportering af resultaterne.
- Et internationalt velanset forskningsmiljø med højt kvalificerede kolleger med forskellig uddannelsesmæssig baggrund.
Løn og ansættelsesvilkår
Kandidaten vil blive ansat som klinisk assistent på Rigshospitalet/Region Hovedstaden. Ansættelse forudsætter samtidig indskrivning som Ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. Løn, pension og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst for yngre læger, indgået med Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Ansøgningsprocedure
Du skal uploade din ansøgning (maks. 1 side), hvori din baggrund og forskningsinteresse beskrives. Vedhæft derudover CV (maks. 2 sider), publikationsliste, uddannelsesbeviser inklusive karakterblade og eventuelle udtalelser eller faglige referencer.
Ansøgningsfrist: 14. februar 2025
Indkomne ansøgninger vil blive gennemgået løbende og relevante kandidater indkaldt til samtale. Forventet startdato er 1. april 2025, men det er til forhandling.
For yderligere information om stillingen og CFAS kontakt:
Gruppeleder Casper Simonsen på e-mail: [email protected] eller telefon 60116888
Om TrygFondens Center for Aktiv Sundhed (CFAS)
CFAS er et translationelt forskningscenter på Rigshospitalet. På CFAS fokuserer vi på at udvikle fysisk træning som behandling af en række kroniske sygdomme. Forskningen omfatter både basal, human integrativ fysiologisk, klinisk og anvendt forskning. Centeret er desuden stærkt involveret i at formidle forskningsresultater om betydningen af fysisk aktivitet for sundheden til den brede offentlighed. Du kan læse mere om CFAS på: www.aktivsundhed.dk.
Afdeling:
Lokation: Rigshospitalet - Blegdamsvej
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: