Organist
Kristeligt Dagblad
Farum Sogn
Ansøgningsfrist: 3.2.2025
En fuldtidsstilling som organist ved Stavnsholtkirken i Farum er ledig til besættelse pr. 1. april 2025 eller snarest derefter.
Farum Sogn er et af landets største sogne med et stort og aktivt kirkeliv, herunder et meget le-vende musikliv. Sognet har to kirker, Stavnsholtkirken, tegnet af J.O. von Spreckelsen og indviet i 1981 og den gamle landsbykirke, Farum Kirke, fra 1100-tallet.
Ved begge kirker er der ansat en organist og fire professionelle sangere, der medvirker ved alle gudstjenester og kirkelige handlinger. Kvartetterne ved de to kirker udgør tilsammen Farum Sogns Kammerkor Convivium, som ledes af organisterne og som har regelmæssig koncertvirksomhed i sognet.
Sognets to organister arbejder tæt sammen om planlægning af koncerter og andre musikalske aktiviteter. De har en gensidig forpligtelse til i videst muligt omfang at dække hinandens ferie- og fridage.
Vi søger en organist med kirkemusikalsk kandidateksamen fra konservatoriet eller tilsvarende kompetence.
Vi lægger særligt vægt på, at organisten
- med højt fagligt niveau kan understøtte og lede menighedens salmesang
- har sikker sans for gudstjenestens musikalske udformning
- kan fungere som en kompetent kirkemusikalsk sparringspartner for sognets fem præster
- kan lede og inspirere sangerne i kirkens kor
- er indstillet på at medvirke i den kontinuerlige udvikling og fornyelse af kirkens musik- og koncertliv og andre kirkelige aktiviteter
- vil indgå i samarbejdet med sognets korskole, der ledes af tilknyttet børnekorleder
- har gode samarbejdsevner
Vi tilbyder
- en stor og velfungerende arbejdsplads med engagerede præster, medarbejdere og menighedsråd
- et muntert og dedikeret arbejdsklima omkring musikken i sognet
- kontor
- gode muligheder for og støtte til faglig udvikling
Stavnsholtkirkens orgel er bygget af Frobenius i 1985, og blev ombygget og udvidet i 2022, hvor der også blev indbygget setzersystem. Det er et velklingende instrument med 23 registre, flere pedalstemmer er dog transmissioner fra hovedværket. Der er flygel til rådighed både i Stavnsholt-kirkens kirkerum og mødesal.
Ansættelsen er omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010, og DOKS, Dansk Organist og Kantor Samfund for organister, med tilhørende protokollater. Ansøgere med kirkemusikalsk kandidateksamen aflønnes i henhold til basislønskala (Ny løn) for akademikere i staten, svarende til årlig basisløn mellem 350.294 kr. og 426.840 kr. (niveau 1. april 2024).
Ansøgere med kirkemusikalsk bachelor (DOKS) aflønnes i henhold til basislønskala (Ny løn) for akademikere i staten, svarende til årlig basisløn mellem 320.525 kr. og kr. 402.368 kr. (niveau 1. april 2024).
Der ydes et årligt rådighedstillæg mellem kr. 39.451 og kr. 61.273 (niveau 1. april 2024). Indplace-ring, både hvad angår basisløn og rådighedstillæg, sker efter anciennitet.
Ansøgere, der er kirkemusikere med uddannelse i orgel- og korledelse (tidligere PO-organister) aflønnes i henhold til overenskomstens protokollat 2 og det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør 338.012 kr. årligt (niveau 1. april 2024), og basisløntrin 2 udgør 355.136 kr. årligt (niveau 1. april 2024 2018). Indplacering sker efter anciennitet. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen.
Rådighedstillægget udgør årligt 26.281 kr. (niveau 1. april 2024).
Er man tjenestemand og ansættes uden ophold fra tidligere stilling, fastholder man sin tjeneste-mandsstatus. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Overenskomsterne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk
Ansættelsesmyndighed er Farum Sogns Menighedsråd.
Ansættelse sker med en prøvetid på 3 måneder.
Ansøgning med relevante bilag sendes via QuickApply på Jobindex: https://www.jobindex.dk/ansoegninger/ny/2208363?source=jobtext senest mandag 3. februar kl. 12.00
Samtaler og prøvespil forventes at finde sted 19. og 20. februar om eftermiddagen.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Farum Kirkes organist Troels Roland, [email protected] eller hos administrationschef Johanne Møller Sørensen, [email protected].
Se også www.farumsogn.dk
Kontakt
[email protected]
https://www.farumsogn.dk/
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: