Landskabsarkitekt eller lignende til Varde Kommune
Varde Kommune
Får du ild i øjnene, når du hører ord som linjer i landskabet, rekreative grønne strukturer og bynatur? Sætter du en ære i faglig kvalitetssikring og har du det godt i gummistøvler sammen med entreprenørerne - så er det dig vi vil have!
Vi mangler dig til udvikling og administration af kommunens mange grønne områder; fra købstadsmiljøer til legepladser og grønne parkstrøg. Vi har brug for en kollega, der kan se sig selv i rollen som parkfaglig bygherre. Dvs. at der i nogle sammenhænge skal lægges planer og skitseres, andre gange gælder det kvalitetssikring af rådgiveres arbejde.
Varde Kommune har en fantastisk beliggenhed som den vestligste kommune i Danmark. Vi har den barske natur med brede strande, klitter og hede mod vest; vi har ådale, skove og det mere frodige landskab mod øst. Vores bymiljøer er blevet til med afsæt i dette, og vi arbejder respektfuldt med denne arv.
Dine primære arbejdsopgaver vil være forvaltning af de grønne områder, parker og byrum herunder:
- Udvikling og renovering af eksisterende parker og grønne områder sammen med den udførende enhed Vej og Park.
- Varetage dialogen med borgere og brugere af de grønne områder
- Mindre projekteringsopgaver, hvor du får mulighed for at følge projektet helt til dørs
- Udvikling af Varde kommunes legepladser.
- Administration af Varde Kommunes træstrategi
- Fagligt bidrag til kolleger ved tværgående sagsbehandling. Herunder
- Grøn kvalitetssikring af lokalplaner
- Den parkfaglige bygherrerolle i byrumsprojekter
Bare rolig - vi hjælpes ad om opgaverne! Du bliver en del af ”Park og Projekter” i Naturcenteret, som er et erfarent team bestående af en landskabsarkitekt, en landskabsforvalter, en skov- og landskabsingeniør og en friluftsvejleder som driver sekretariat for Naturpark Vesterhavet. Vi arbejder selvstændigt med vores opgaver, men er gode til at starte op fælles og sparre løbende.
Du er sandsynligvis uddannet landskabsarkitekt, urban landskabsingeniør, skov- og landskabsingeniør, jordbrugsteknolog eller lignende, men du kan også have erhvervet dine kompetencer ad andre veje.
Der vil være mulighed for at sammensætte opgaverne efter dine interesser og kompetencer, men vi forventer, at du har ambitioner for gode grønne byrum og er klar på at udfordre os i ”plejer”.
Er du nyuddannet, vil stillingen være en god mulighed for at afprøve mange sider af dit fag.
Vi lægger vægt på følgende kompetencer og kvalifikationer:
- Har interesse i parkforvaltning og kvalifikationer til at være med til at styrke kommunens landskabskvaliteter og grønne profil
- Har sans for formgivning, kvalitet og kan indtænke driften i løsningsdesignet
- Er god til planteanvendelse og kan projektere mindre anlægsopgaver
- Stærke formidlingsevner – både skriftligt og mundtligt og gerne illustrativt
- Kan samarbejde og sparre med mange forskellige faggrupper
- Kendskab til Varde Kommune vil være en fordel.
I Naturcenteret får du kollegaer, som arbejder med vandløb, naturbeskyttelse, klimatilpasning, jord og grundvand samt udvikling af byernes og lokalområdernes grønne strukturer og friluftsmuligheder.
VI har en dedikeret arbejdsplads med et stærkt fagligt miljø. Afdelingen er præget af en uformel, men professionel tilgang til opgaverne. Vi arbejder tillidsbaseret og vi synes, at det skal være rart og sjovt at gå på arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Stillingen er en 37 timers ansættelse fra 1. april 2025 eller hurtigst muligt derefter. Hvis du er i gang med dit speciale, venter vi gerne på dig.
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst, afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen kræver kørekort. Du skal arbejde på rådhuset på Bytoften 2, 6800 Varde.
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte leder af Naturcenteret Klaus Bertram Fries på 7994 7110.
Du kan besøge kommunens hjemmeside www.vardekommune.dk.
Ansøgningsfrist er den 16. februar2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 19. og 20. februar 2025.
Afdeling: Naturcenteret
Ansøgningsfrist: 16 February 2025
Placering: Bytoften, 2, 6800, Varde, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: