Politikommissærer til NCIK (Nationalt Center for IT Kriminalitet)
Rigspolitiet
Har du erfaring med ledelse af tværfaglige teams, og brænder du for at udvikle og styrke processer? Er du interesseret i at arbejde på tværs af nationale og internationale aktører? Vil du bidrage til bekæmpelsen af en af de hurtigst voksende kriminalitetsformer? Så er en af vores to ledige stillinger som politikommissær måske noget for dig.
Vi søger to politikommissærer (sektionsledere) til følgende sektioner:
- Sektionen for visitation og prioritering 3
- Sektionen for indledende efterforskning 1
OM STILLINGERNE I NSK
NCIK varetager den nationale opgave med visitering og indledende efterforskning af IT-relateret kriminalitet. Fra 1. januar 2025 er Politiets Online Patrulje (POP), NC3 Single Point Of Contact (SPOC) blevet en del af NCIK, ligesom opgaven med modtagelse og visitering af NCMEC sager (National Center for Missing and Exploited Children) er overgået til centeret.
Det forventes at NCIK i 4. kvartal 2025 skal overtage al indledende efterforskning af digitale seksuelle krænkelser, herunder NCMEC sager for hele politiet.
NCIK’s arbejdsmetode er generelt, at vi arbejder tværfagligt sammen anklagere, administrative, civile efterforskere og politi.
Pr. 1. januar 2025 blev Advokaturen for Digital Kriminalitet oprettet under anklagemyndigheden i NSK. Advokaturen og NCIK arbejder tæt sammen for at bekæmpe og udvikle indsatsen mod IT-relateret kriminalitet og digitale seksuelle krænkelser. For at understøtte det tætte samarbejde, er NCIK og Advokaturen for Digital Kriminalitet fysisk placeret sammen i Glostrup.
Sektionen for visitation og prioritering 3Sektionen er NCIK og dansk politis kontaktpunkt for sager vedrørende NCMEC (National Center for Missing and Exploited Children) og digitale seksuelle krænkelser. Sektionen har også ansvaret for centerunderstøttende funktioner som udvikling af IT-værktøjer og den generelle understøttelse og drift af NCIK.
Som politikommissær vil du:
- Lede et tværfagligt team bestående af politifolk og civilt ansatte.
- Sikre faglig ledelse og koordinering inden for sagsvisitation, IT-understøttelse, centerstøtte og økonomisk styring.
- Etablere og vedligeholde samarbejde med efterforskningssektionerne i NCIK, politikredsene, andre NSK-centre samt eksterne samarbejdspartnere.
Dit daglige ansvar vil blandt andet omfatte visitation og prioritering af sager vedrørende seksuelle overgreb på børn, grooming, sextortion og andre IT-relaterede seksualforbrydelser. NSK har en strategi om at styrke området for digitale seksualforbrydelser, og der ansættes derfor yderligere medarbejdere i sektionen i løbet af 2025.
Sektionen har pt.10 medarbejdere med forskellig faglig baggrund, herunder politiuddannede, administrative og IT-driftsspecialister. En vigtig del af dit ansvar bliver at lede IT-specialisterne og sikre effektiv udvikling og drift af NCIK’s systemer.
Der kan forekomme rejseaktivitet i forbindelse med deltagelse i internationalt samarbejde og EU-arbejdsgrupper.
Sektionen for indledende efterforskning 1Sektionen har ansvaret for indledende efterforskning af den type IT-relateret økonomisk kriminalitet benævnt kontaktbedrageri, som blandt andet omfatter:
- Datingsvindel
- Investeringssvindel
- Bedrageri på baggrund af smishing, phishing og vishing
- CEO/BEC fraud
Som sektionsleder vil du:
- Lede flere mindre teams af politifolk og sikre faglig koordinering af den indledende efterforskning.
- Vurdere om og hvordan sager skal oversendes til videre efterforskning i politikredsene eller NSK’s øvrige centre.
- Etablere tæt samarbejde med politikredsene, de øvrige efterforskningssektioner i NCIK og eksterne samarbejdspartnere.
Du skal have og vedligeholde en tæt og konstruktiv dialog med politikredsene og sikre, at relevante sager håndteres effektivt. Et kendskab til økonomisk kriminalitet og efterforskning fra politikredse, og/eller arbejdet i NCIK, er derfor en fordel.
ANSVARSOMRÅDER
Som leder af Sektionen for Visitation og Prioritering 3 refererer du til afdelingslederen for Afdelingen for Visitation og Prioritering, mens du som leder af Sektionen for Indledende Efterforskning 1 refererer du til afdelingslederen for Afdelingen for Indledende Efterforskning.
Du bliver en del af centerets samlede ledelse, som består af syv sektionsledere, tre afdelingsledere og centerchefen. I det daglige arbejder ledergruppen tæt sammen for at sikre høj kvalitet i opgaveløsningen.
GENERELT OM STILLINGEN SOM POLITIKOMMISSÆR
Ansvarsområde og referenceforhold fastsættes lokalt på niveauet ”ledelse af medarbejdere”, jf. ledelsesgrundlaget. Der refereres som udgangspunkt til en af linjens vicepolitiinspektører.
Du har som politikommissær ansvaret for de politimæssige opgaver i politikredsen inden for dit ansvarsområde, og du skal sikre, at politiopgaverne i din enhed udføres effektivt og i overensstemmelse med den gældende lovgivning samt de fastsatte mål- og resultatkrav for politikredsen.
Du skal med blik for hele organisationen omsætte de strategiske prioriteringer til meningsfulde mål for de medarbejdere, du har ansvaret for, og du skal sikre, at der til stadighed opbygges effektive arbejdsprocesser, som skaber resultater med høj kvalitet til tiden og med samfundet og borgerne i særlig fokus.
Du udøver dine ledelsesopgaver gennem medarbejderne i din enhed.
GENERELT OM DIG SOM POLITIKOMMISSÆR
Du har en politifaglig uddannelse og en førlederuddannelse fra politiet (jf. de til enhver tid gældende krav til politiledere. Læs om Lederudvikling på POLintra. Du skal have gennemført Lederforløb 1 med tilfredsstillende resultat. Du kan konstitueres, hvis du mangler øvrige uddannelser, som er planlagt/kan planlægges gennemført inden for 1 år) og med erfaring inden for et eller flere områder.
Du skal være en stærk, engageret og synlig leder med god evne til at omsætte de strategiske indsatser til operative mål for dit ansvarsområde – og du skal evne at følge op. Du skal have gode analytiske evner, gode samarbejdsevner, god organisationsforståelse samt gode kommunikationsevner.
Din ledelsesstil skal være udviklings- og resultatorienteret og kendetegnet ved et helhedsorienteret fokus på opgaveløsningen. Du skal formå på kompetent vis at sætte disse kompetencer i spil, således at der i din enhed og på tværs af politikredsen skabes synergi og arbejdes sammenhængende med langsigtede mål.
I udvælgelsesprocessen vil det blive vurderet, i hvor høj grad du lever op til de kompetencekrav, der stilles til medarbejderlederniveauet i ledelsesgrundlaget.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er til besættelse snarest muligt.
Lønnen er efter gældende lederklassificeringsaftale. Den aktuelle månedsløn som politikommissær i lønramme 33 med et årligt tillæg på kr. 39.300 (marts 2012) udgør i alt kr. 44.458 aktuelt niveau.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
En eventuel udnævnelse ændrer ikke på ledelsesretten inden for ansættelsesområdet. Du bliver således politikommissær i politiet med stationering indtil videre i NSK og med tjeneste efter politidirektørens bestemmelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte:
Stillingen i visitation og prioritering 3: Vicepolitiinspektør Jesper Cederholm, tlf.: 6137 9754
Stillingen i indledende efterforskning 1: Vicepolitiinspektør Allan Lørup, tlf.: 5114 9328
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx
(tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV, en motiveret ansøgning (brev) og evaluering til ansøgt chargeret stilling (førlederevaluering er ikke tilstrækkelig). Evalueringen må højst være 1 år gammel.
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau, bedes du oprette bevis herfor.
Hvis du er udnævnt på politikommissær i forvejen, så er evaluering ikke nødvendig, da du kan rokeres.
Ansøgningsfrist: 5. februar 2025
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og straffeopfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
05.02.2025
Ansøgningsfrist:
05.02.2025
Arbejdsgiver:
National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt):
Glostrup
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: