Faglig koordinator til børnehandicapområdet
Køge Kommune
Vil du være med til at styrke sagsbehandlingen på børnehandicapområdet socialfagligt og juridisk, og trives du ved at arbejde sammen med dygtige, sjove og engagerede kolleger? Så er du måske vores nye faglige koordinator.
Køge Kommune har fokus på at yde sagsbehandling af høj kvalitet til børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser eller betydelige og langvarige lidelser, samt deres familier.
Derfor opkvalificeres Specialgruppen i Familiecenter Køge med en ny stilling som faglig koordinator, der i et tæt samarbejde med Specialgruppens områdeleder vil have til opgave at understøtte vores i forvejen dygtige og engagerede rådgivere i det vigtige arbejde med at sikre børn, unge og familier i Køge Kommune den nødvendige, tilstrækkelige og rettidige støtte efter barnets lov.
Dine opgaver som faglig koordinator
Din primære opgave vil være – i et tæt samarbejde med særligt Specialgruppens områdeleder – at understøtte og bidrage til en høj socialfaglig kvalitet og lovmedholdelighed i sagsbehandlingen med udgangspunkt i barnets lov, særligt kapitel 8.
Dine ansvarsområder vil særligt omfatte at:
- Understøtte en kontinuerlig faglig og metodisk udvikling af vores arbejde hvor vi bl.a. anvender ICS og DUBU
- Understøtte lovmedholdelighed i sagsbehandlingen
- Være tovholder og sparringspartner på hjemmetræningssager og genvurderinger i forbindelse med klager over afgørelser
- Bistå rådgivere i særligt komplicerede sager med sparring og evt. mødedeltagelse
- Bistå rådgivere i at sikre de unge en god overgang til voksenlivet
- Gennemføre planlagte og ad hoc sagsgennemgange med rådgivere
- Facilitere ugentlige teammøder sammen med områdeleder
- Indgå i faglige udviklingsopgaver og arbejds-/projektgrupper i samarbejde med områdeleder, jurister, konsulenter, øvrige faglige koordinatorer mv.
Hvem er du?
Som ovenstående beskrivelse af dine opgaver viser, har vi høje forventninger til dig.
Vi forestiller os således, at du har:
- En uddannelse som rådgiver – gerne med en relevant overbygning, fx cand.soc.jur. eller den sociale diplomuddannelse på børne- og ungeområdet
- Erfaring med myndighedsarbejde på børnehandicapområdet
- Stærke socialfaglige kompetencer, herunder erfaring med ICS og DUBU
- Gode formidlings- og vejledningsevner i forhold til at omsætte juridisk kompliceret stof i konkrete sager og på et overordnet niveau på gruppemøder
- Gode relationelle kompetencer, der kan bidrage til konfliktnedtrapning i komplicerede sager
Hvem er vi
Specialgruppen i Familiecenter Køge består af en områdeleder og 9 rådgivere. Vi varetager al myndighedssagsbehandling efter barnets lov i forhold til handicapkompenserende ydelser og forebyggende og foregribende sociale indsatser i forhold til børn og unge med handicap og deres familier. Anbringelsessager forventes at overgå til vores anbringelsesteam i løbet af foråret 2025, men i et tæt samarbejde med Specialgruppen.
Vi har et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden, holder af gode grin og kage og er optaget af løbende at dygtiggøre os sammen.
Ud over os i Specialgruppen vil du få et tæt samarbejde med bl.a. Familiecenter Køges to jurister, der varetager opgaver i forhold til hele barnets lov, vores DUBU-konsulent, superbrugergrupper, ledelse og øvrige faglige koordinatorer, samt med vores samarbejdspartnere i PPR, Sundhedstjenesten, dagtilbud, skoler mv.
Vores arbejdssted er på Køge Rådhus, som ligger centralt i Køge by tæt på offentlig transport og parkering. Her nyder vi godt af at sidde på kontor sammen, hvilket vi oplever har en positiv effekt på vores fælles opgaveforståelse og opgaveløsning. Vi lægger vægt på gode personaleforhold med bl.a. kantineordning, personaleforening og gratis frugt og te/kaffe, ligesom vi kører med fast supervision og har flextid og mulighed for hjemmearbejde.
Familiecenter Køge er en del af Familieafdelingen, der også omfatter en intern behandlergruppe, Familietilbuddet Elmehuset, Heldagsskolen i Slimminge, PPR, Sundhedstjenesten, Den Kommunale Børne- og Ungdomstandpleje og SSP.
Løn og ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes efter gældende overenskomst.
Vi forventer at afholde samtaler den 23. april 2025
Din ansøgning bedes vedhæftet CV og eksamensbevis.
Spørgsmål
Har du spørgsmål vedrørende stillingen så kontakt venligst
Jannie Larsen
Områdeleder
jannie.larsen@koege.dk
+45 30 36 60 34
Ansøgningsfrist:
15. april 2025
kl.: 10:00
Ansættelse:
1. juni 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: