Solrød Kommune søger en digitaliseringskonsulent til Center for HR, Politik og Digitalisering
Solrød Kommune
I Center for HR, Politik og Digitalisering i Solrød Kommune søger vi en dygtig og engageret digitaliseringskonsulent, der kan understøtte arbejdet med digitalisering og digitale udviklingsinitiativer på tværs af kommunen.
Du får en central rolle som projektleder og projektudfører og bliver medansvarlig for implementeringsprocessen fra start til slut. Fra den indledende dialog med fagområder, ledere og medarbejdere om behov, til indkøb, implementering og forankring.
I tæt samarbejde med ledere og medarbejdere skal du afdække behov og ønsker til digitale løsninger og sikre, at teknologierne understøtter kerneopgaven og bidrager til kvalitet, effektivitet og gode arbejdsgange i organisationen.
Dine opgaver vil også bestå i løbende dialog med leverandører. Både eksisterende leverandører, og nye, hvor du bl.a. vil være ansvarlig for forhandling af kontrakter og databehandleraftaler.
Som digitaliseringskonsulent skal du støtte fagområderne mange forskellige typer af projekter. Fra helt små indkøb af systemer med et par enkelte brugere, til udbud af fagsystemer. Vi forventer at vores nye digitaliseringskonsulent skal arbejde særligt tæt sammen med Center for Borgerservice, Job, og Social samt Center for Økonomi og Indkøb
Du kommer også til at bidrage til andre opgaver i Digitaliseringsteamet. Det kan være alt fra driftsopgaver til implementering af tværgående digitale løsninger og udviklingsinitiativer.
I Solrød Kommune har vi vedtaget en digitaliseringsstrategi, som er med til at sætte retning for vores arbejde i Digitaliseringsteamet. Lige nu arbejder vi særligt med at styrke de digitale kompetencer på tværs af organisationen. Vi er ambitiøse i vores arbejde med digitalisering, og arbejder aktivt for at løfte digitaliseringsdagsordenen i hele kommunen
Arbejdsopgaver
Som vores nye digitaliseringskonsulent vil dine arbejdsopgaver blandt andet bestå af at:
- Planlægge og koordinere digitaliseringsprojekter
- Bidrage til implementering og forankring af digitale løsninger
- Samarbejde med ledere og medarbejdere om behov, arbejdsgange og anvendelse af digitale løsninger
- Understøtte udvikling og optimering af arbejdsprocesser
- Sikre, at løsningerne lever op til gældende lovgivning, herunder datasikkerhed og GDPR
- Varetage dialog med leverandører og interne samarbejdspartnere om drift og videreudvikling
- Bidrage til evaluering og løbende forbedring af implementerede løsninger
- Vedligeholde relevante registre og dokumentation
- Understøtte tværgående samarbejde og koordinering på digitaliseringsområdet
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse og erfaring inden for digitalisering, projektledelse, offentlig administration eller organisationsudvikling. Du må gerne være nyuddannet, men det er en fordel, hvis du har erfaring med implementeringsopgaver, forandringsprocesser og/eller arbejde i politisk styrede organisationer.
Vi lægger især vægt på, at du:
- Har gode samarbejdsevner og evner at opbygge relationer
- Arbejder struktureret, analytisk og detaljeorienteret
- Trives med ansvar, fremdrift og faste deadlines
- Er initiativrig og kan arbejde selvstændigt
- Har en helhedsorienteret tilgang og blik for samspillet mellem organisation, faglighed og teknologi
- Kommunikerer klart og præcist – både skriftligt og mundtligt
- Har interesse for digitale udviklingsprocesser og organisatorisk udvikling
- Bidrager med engagement, godt humør og gåpåmod
Hvad kan vi tilbyde?
Stillingen er placeret i Center for HR, Politik og Digitalisering, hvor du arbejder tæt på den øverste ledelse og dér, hvor de strategiske beslutninger træffes. Du får indblik i og erfaring med arbejdet i en politisk styret organisation med mange interessenter og komplekse beslutningsprocesser.
Du får mulighed for at arbejde med meningsfulde opgaver, der har direkte betydning for både borgere og medarbejdere, samt gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
Om os
Du bliver en del af Digitaliseringsteamet under Center for HR, Politik og Digitalisering – et dynamisk og fleksibelt team, hvor vi løser opgaverne i tæt samarbejde. Vi arbejder for at understøtte den samlede ledelse i kommunen og skabe helhedsorienterede digitale løsninger til gavn for både borgere og medarbejdere.
Du får engagerede kolleger i Digitaliseringsteamet og bliver samtidig en del af et stærkt tværkommunalt netværk, hvor kommuner samarbejder om digitalisering og udvikling.
Vi er stolte af vores åbne, uformelle og tillidsfulde arbejdsmiljø, hvor vi vægter både resultater og arbejdsglæde højt – og hvor der er en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Fleksibilitet i arbejdet
I Solrød Kommune prioriterer vi fleksibilitet for medarbejderne, og som administrativ medarbejder har du særlige muligheder. Du vil blive en del af vores ordning ”Fleksibel Fredag”, som betyder, at du som medarbejder fra uge til uge selv kan vælge, om du om fredagen vil arbejde hjemme, holde fleksfri eller arbejde på arbejdspladsen.
Derudover er det efter aftale med nærmeste leder muligt at arbejde hjemmefra endnu én dag om ugen fra mandag til torsdag, hvis det giver mening for opgaveløsningen.
Ansøgning og tiltrædelse
Ansøgningsfrist er fredag den 12. juni klokken 12. Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 25 og anden samtale i uge 26. Mellem 1. og 2. samtale kan du blive bedt om at svare på en case og udfylde en personlighedstest.
Om ansættelsen
Du bliver ansat efter gældende overenskomst for akademikere i kommunerne og aflønnes efter relevant erfaring og kvalifikationer. Lønintervallet for stillingen er 35.950 kr./mnd. til 42.000 kr./mnd. Begge beløb er ekskl. pension
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Johan Brink Vase på tlf. 2167 7184.
I Solrød Kommune gør vi en forskel sammen med borgerne. Vi arbejder for at virkeliggøre byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo. Som arbejdsplads er vi et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne på tværs af institutioner og afdelinger, og hvor du som medarbejder er en vigtig medspiller. Vi er i bevægelse og har hele tiden fokus på at lære og blive bedre. Vi tager ansvar for at løse opgaverne med blik for helheden, og du har som medarbejder indflydelse på løsningen af opgaverne og på din arbejdsplads.
Afdeling: Center for HR, Politik og Digitalisering
Ansøgningsfrist: 12 June 2026
Placering: Solrød Center 1, 2680, Solrød Strand, Denmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

