KÆRE PRESSE- OG BRANDINGSPECIALIST
SEGES Innovation P/S
Kære nye presseven
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde.
Der er så meget, du kan glæde dig til. Så meget, jeg gerne vil fortælle dig. Om jobbet. Om kollegerne. Om ambitionerne.
Om det sted, du måske endnu ikke ved, du leder efter, når du drømmer arbejdsdrømme.
Måske leder du efter mere mening i dit arbejde. Nuancer. Eller kolleger, der får idéer til at vokse i stedet for at visne. Her kan du få det hele. Lidt til og meget mer'.
Her hos os i SEGES Innovation arbejder vi med de største dagsordener inden for landbrug, fødevarer og grøn omstilling. Og lige nu leder vi efter en penneven. En penneven, der bliver til vores nye presseven. En kollega, der kan hjælpe vores viden endnu længere ud i verden. Endnu mere slagkraftigt.
Derfor skriver jeg til dig. For jeg tror på, at nogle mennesker kan noget særligt med ord. Ikke bare skrive dem. Men få dem til at lande det rigtige sted. I medierne. I et mødelokale. I en debat. I hjertet.
Måske er du sådan et menneske?
Hos os kommer du til at arbejde tæt på både ledelse, eksperter og de historier, der endnu ikke ved, at de er historier.
Nogle dage taler du med journalister, allerede inden kaffen dufter lifligt fra dit yndlingskrus. Andre dage finder du præcis den formulering, der får direktørens tale til at leve lidt længere end den seneste nyhed i et tilfældigt feed.
Du skriver debatindlæg med klarhed og kant. Du gør LinkedIn til et sted, hvor folk stopper op og bliver klogere. Og du hjælper vores ledelse og eksperter med at træde tydeligere frem i offentligheden.
Jeg håber, at du også bliver den, der hjælper os med at prioritere. For vi siger ikke alt. Men det, vi siger, siger vi, så det kan mærkes.
Hvem mon du er? Jeg ved, at du er meget erfaren i rollen. Du er vant til at arbejde et sted med højt tempo, stærke dagsordener og mange interessenter. Og så håber jeg, at du har presseblod løbende i årene, er analytisk skarp, vækker tillid og tør rådgive tydeligt.
Du er sikkert også den slags menneske, der får ting til at ske. Og som andre lytter til, fordi du skaber resultater og ro og retning omkring dig.
Skriv til mig
Nu har jeg delt lidt ord med dig. Måske har du så fået lyst til at dele lidt med mig?
Jeg ønsker mig egentlig ikke en klassisk ansøgning.
Jeg vil hellere høre, hvordan du tænker. Se dig skrive dig ud af boksen og ind i rammen, der pryder vores faglige familiefoto.
Så fortæl mig, kære penneven, om en gang, hvor du var stolt af det resultat, du havde skabt.
Hvilke historier du stadig husker at have været med til at forme.
Det vigtigste, du har lært af den største fejl, du begik.
Eller hvorfor det her brev fik dig til at stoppe op. Og hvorfor du har lyst til at gå fra at være en ny penneven til en fortrolig presseven.
Send også gerne dit cv. Ikke nødvendigvis i det stiveste puds, men blot for at vise os, hvor dine ord har boet indtil nu.
Jeg skriver snart igen. Og jeg lover at gøre mig umage.
Vil du gøre det samme? Jeg glæder mig til, at din pen finder vej til mig.
Gerne hurtigst muligt, jeg læser breve løbende og drømmer om at dele hverdagen i Aarhus med dig efter sommerferien.
Kh
Karina Bjørn Ved rekruttering hos SEGES Innovation prioriterer vi primært din faglige ekspertise og personlighed. Vi ser mangfoldighed som en styrke, derfor opfordres alle med de rette kompetencer til at søge - uanset etnisk tilhørsforhold, religion, kønsidentitet og alder. SEGES Innovation er en uafhængig forsknings- og innovationsvirksomhed, der arbejder for en bæredygtig og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Vi kobler faglige indsigter med digitale teknologier, så ny viden kommer ud at virke i stalden, på marken og i hele værdikæden fra jord til bord.
Lokation:
Aarhus N
Ansøgningsfrist:
Snarest muligt Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Karina Bjørn
Afdelingschef
40137382
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

