Læge søges til 12 måneders forskningsvikariat (barselsvikariat) i klinisk forskning inden for monogenetisk diabetes på Steno Diabetes Center Copenhage
Region Hovedstaden
Kort om stillingen
Vi søger en læge med klinisk erfaring og interesse i forskning i diabetes og genetik til et 12 måneders barselsvikariat (fuldtid) i MODERN-MODY-projektet fra 1. september 2026 eller snarest derefter. Stillingen omfatter primært klinisk forskningsarbejde omkring de kliniske lægemiddelstudier i MODERN-MODY og giver mulighed for at opbygge stærke kompetencer inden for forskning i diabetes samt udførelse af kliniske studier herunder GCP.
Hovedansættelse: Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC), Kardiometabolisk Forebyggelse (CMP) ved forskningsgruppeleder, læge og lektor Trine Nielsen.
For den rette kandidat kan stillingen danne grundlag for evt. efterfølgende ph.d.-forløb.
Om forskningsfeltet - monogenetisk diabetes
Maturity-onset diabetes of the young (MODY) er en fællesbetegnelse for en række arvelige sygdomme, hvor en enkelt patogen variant forårsager diabetes ved at påvirke udvikling og/eller funktionen af de pankreatiske betaceller. MODY udgør 1-5 % af alle personer med diabetes og er dermed den hyppigste monogenetiske diabetesform. Mere end 70 % af personer med MODY estimeres at være fejlagtigt klassificerede som havende en anden type diabetes. I dag er sulfonylurinstof (SU) standard behandling til personer med de hyppigste typer af MODY, med tillæg af insulin ved manglende glykæmisk kontrol på SU.
Om projektet - MODERN-MODY
MODERN-MODY er et nationalt samarbejdsprojekt der omfattende alle fem Steno Diabetes Centre i Danmark (København, Sjælland, Odense, Århus og Aalborg) og i Grønland samt Center for Basic Metabolic Research (CBMR) på Københavns Universitet. Vi har et tæt og dedikeret samarbejde omkring patienter med monogenetisk diabetes i Danmark. Projektet har flere delprojekter herunder:
- Epidemiologisk del, der omfatter både en karakterisering af personer med MODY inkl. kortlægning af medicinforbrug, kardiometaboliske karakteristika og udvikling af senkomplikationer ud fra de danske og grønlandske sundhedsregistre, samt en etablering af en dansk MODY-kohorte.
- Klinisk interventionsdel, hvor vi
- vil undersøge effekten på blodsukkeret ved omlægning til SU-behandling sammenlignet med forudgående behandling hos individer med MODY3 og MODY1 (MM-SUUP) og;
- vil undersøge effekterne af semaglutid (GLP-1-recepteragonist) som tillægsbehandling til SU i MODY3 og MODY1 (MM-SEMA).
Om forskningsgruppen
Du får din daglige gang i Kardiometabolisk Forebyggelse (CMP), som er en forskningsgruppe under Klinisk og Translationel Forskning på SDCC. Har bliver du del af et stærkt og dedikeret forskningsteam, som vægter samarbejde, engagement og trivsel højt.
Dine opgaver
Som læge i projektet vil du bl.a. arbejde med og være ansvarlig for:
- Rekruttering og screening samt planlægning og gennemførelse af studiebesøg i lægemiddelstudierne MM-SUUP og MM-SEMA
- Lægefaglige vurderinger inkl. håndtering af bivirkninger og vurdering af studiebehandling iht. Good Clinical Practice (GCP)
- Dokumentation, datahåndtering og kvalitetssikring samt vedligeholdelse af databaser
- Tæt samarbejde med projektsygeplejersker, bioanalytiker og øvrigt personale i MODERN-MODY internt på SDCC-matriklen
- Deltage aktivt i MODERN-MODY-projektet og de andre projekter der kører sideløbende
Vi tilbyder
- Unik kombination af forskning i diabetes og kliniske interventionsstudier
- Grundig oplæring, praktisk erfaring, og netværk inden for monogenetisk diabetes
- Kompetenceudvikling i GCP, bivirkningshåndtering og datasikring og -kvalitet
- Et stærkt, tværfagligt miljø på tværs af Steno Diabetes Centre i Danmark og Grønland samt CBMR på Københavns Universitet.
- Medforfatterskab på videnskabelige publikationer
Kvalifikationer
Vi søger en læge, der:
- Har gode evner for patientkontakt og er motiveret for at lære om alle aspekter af et klinisk studie
- Er struktureret, fleksibel og detaljeorienteret med gode analytiske evner
- Trives i tværfagligt samarbejde og har stærke samarbejdsevner
- Har interesse for forskning inden for endokrinologi og lægemidler
- Behersker dansk og engelsk flydende i tale og skrift
Klinisk erfaring indenfor diabetes og/eller forskningserfaring herunder publicerede originale videnskabelige artikler er en fordel, men ikke et krav.
Rekruttering og ansættelsesvilkår
Motiveret ansøgning og CV samt dokumentation for gennemført uddannelse/forhåndsgodkendelse. En intern bedømmelseskomité vil vurdere ansøgernes kvalifikationer. Relevante kandidater inviteres til samtale. Ansøgningsfristen er den 5. juli 2026 og samtaler afholdes løbende kort tid efter. Løn iht. gældende aftale mellem Danske Regioner og YL (Overenskomst for Underordnede læger – 33.06.1). med grundløn for trin 1 på 447.183 kr. Stillingen forventes besat 1. september 2026 eller snarest derefter.
Kontaktoplysninger
Projektleder i MODERN-MODY
Mikkel Thunestvedt Hansen (Cand.scient., Ph.d.).
Tlf.: +45 31 51 30 19
[email protected]
Postdoc
Henrik Maagensen (læge, Ph.d.)
Tlf. +45 29 27 97 65
[email protected]
Om Steno Diabetes Center Copenhagen
Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) er et internationalt førende diabeteshospital forankret i Region Hovedstaden. Hospitalet har specialiseret sig i behandling, klinisk forskning, forebyggelse og uddannelse i diabetes. SDCC er Skandinaviens største diabeteshospital og er behandlingssted for ca. 11.000 børn og voksne med diabetes. SDCC flyttede ultimo 2021 ind i en nyopført bygning ved siden af Herlev Hospital. Læs mere på www.sdcc.dk og følg os på Facebook, Twitter og LinkedIn.
Ansøgningsfrist: d. 5. juli 2026
Lokation: Steno Diabetes Center Copenhagen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

