Hjemmesygeplejerske til Digtervejskvarteret
Næstved Kommune
Vi søger en ny sygeplejekollega til team NV28. Vi kører ud fra Marskvej og hjælper borgere i eget hjem i områderne nær Marskvej i Næstved. Kørekort er et krav.
Vi arbejder i små, tværfaglige teams, der mødes til daglig triagering og møder hver anden uge, hvor vi drøfter borgerrelaterede problemstillinger med deltagelse af visitationen.
Vi søger nu en sygeplejerske til det ene af vores tre små teams, som kan trives i blandede vagter (primært dag), og som kan balancere mellem at arbejde selvstændigt og samtidigt indgå i et kollegialt fællesskab på tværs af faggrupper. Vi er et team under udvikling, og vi søger derfor en kollega, der kan være med til at løfte i flok. Du skal have en positiv tilgang til problemstillinger og have lyst til at søge kreative løsninger. Mange borgere i primær sektor er multisyge, og derfor skal du kunne trives i arbejdet som generalist og ikke specialist.
Som en del af stillingen varetages også akutfunktionen i distriktet, hvor du i samarbejde med teamet, praktiserende læge eller vagtlæge skal foretage akutte vurderinger. Du skal have lyst og kompetencer til at vejlede kollegaer. Akutfunktionen honoreres efter gældende aftale.
Vi har et løbende fokus på kontinuitet i borgerforløbet, og vi bestræber os på hver dag at levere den helhedsorienterede indsats. Som sygeplejerske vil du sammen med det øvrige team tage del i de daglige besøg hos borgerne, indgå i tværfaglig udredning i samarbejde med teamets ergoterapeut samt vurdere og uddelegere sygeplejefaglige indsatser til kollegaer.
Opgaverne er mange og varierende. Vi oplever et stigende behov for palliation, sårbehandling og IV behandling i eget hjem. Du vil modtage oplæring i de opgaver, du ikke har kendskab til, så du skal have lyst til at lære nyt. Udover de instrumentelle sygeplejefaglige opgaver, rummer en stor del af hverdagen koordinering og opfølgning i de enkelte borgerforløb.
Vi tror på, at en god velkomst har stor betydning i et jobskifte.
Derfor tilbyder vi
- to dages fælles introduktion til distrikt NordVest
- to dages forflytningskursus
- fire ugers introduktionsprogram i eget team ifølge med kollega
- introduktion og vejledning i omsorgssystemet Nexus via teamets nøgleperson
- kursus i INR kontroller via AK Center Næstved
- oplæring og vejledning i elastomeriske IV pumper
- i samarbejde med kollegaer selvtilrettelæggelse af ferier, vagtplaner og ruter.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst indgået mellem KL og DSR.
Oplysninger om startløn og forventet løninterval
Via linket her kan ses oplysninger om relevant løninterval for den konkrete stilling. I oversigten vælges Næstved Kommune, hvilken stillingskategori (overenskomst) du ansøger til og yderligere hvilken stilling du søger. I tabellen derunder kan ses de relevante oplysninger for den konkrete stilling.
Tiltrædelse den 1. september 2026 eller hurtigst muligt.
Arbejdstid pr. uge op til 37 timer med dækning hver tredje weekend (i gennemsnit), blandede vagter dag/aften (5-10 aftenvagter pr. kvartal i gennemsnit).
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte teamleder Lasse Hansen på tlf. 2545 0319.
Ansøgningsfrist torsdag den 9. juli 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes torsdag den16. juli 2026.
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation og uddannelsesbevis elektronisk via ansøgerknappen ”Ansøg”.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Afdeling: Distrikt NordVest
Ansøgningsfrist: 09 July 2026
Placering: Enggårdsvej, 1, 4700, Næstved
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

