Natur- & Miljørådgiver
Fjordland
Den grønne omstilling begynder ved køkkenbordet
Der bliver talt meget om den grønne omstilling. Om natur, klima, biodiversitet og Den Grønne Trepart. Men de største forandringer begynder sjældent med et kort eller en rapport.
De begynder med en samtale – ofte ved et køkkenbord hos en landmand, der kender hver eneste lavning på sin ejendom, har dyrket jorden i generationer og gerne vil være en del af fremtidens løsninger, men som også har brug for en rådgiver, der kan omsætte kompleksitet til løsninger, der fungerer i praksis.
Det er den rolle, vi udfylder i Fjordland. Vi kommer af landbruget, og gennem mere end 180 år har vi rådgivet og været med til at udvikle landbrug og erhverv i vores områder. Den erfaring tager vi med os, når vi hjælper lodsejere, kommuner og andre samarbejdspartnere med at omsætte ambitionerne for natur, vandmiljø og Den Grønne Trepart til løsninger, der kan fungere i praksis.
Vi tror på, at de bedste løsninger opstår, når høj faglighed, respekt for mennesker og forståelse for forskellige interesser går hånd i hånd.
Nu søger vi en Natur- & Miljørådgiver, der har lyst til at være med på holdet.
Fra GIS-analyser til gummistøvler
Du kommer til at arbejde med nogle af de mest aktuelle opgaver inden for natur-, vand- og arealforvaltning. Den Grønne Trepart fylder meget hos os, ligesom lavbundsprojekter, naturgenopretning, biodiversitet og vandmiljø.
Nogle dage sidder du fordybet i GIS, analyser og planlægning. Du finder mønstre i landskabet, omsætter data til konkrete løsninger og skaber det faglige grundlag for de projekter, vi arbejder med.
Andre dage er du ude i virkeligheden. På markvandringer, til møder med kommuner og samarbejdspartnere eller ved køkkenbordet hos lodsejeren, hvor de vigtigste beslutninger ofte bliver truffet.
Fælles for opgaverne er, at du omsætter din faglighed til rådgivning og løsninger, der skaber værdi for kunderne og bidrager til udviklingen af det åbne land.
Det er netop i spændet mellem høj faglighed og stærke relationer, der gør arbejdet hos os særligt.
Hvem vi tror, du er
Du kan være biolog, landskabsforvalter, agronom, geograf, landinspektør, miljøteknolog, skov- og landskabsingeniør eller komme med en anden naturfaglig baggrund.
Men det vigtigste er, at du har et godt øje for GIS og planlægning og trives med komplekse problemstillinger, hvor natur, landbrug, myndighedskrav og mennesker skal gå op i en højere enhed.
Har du erfaring med projektledelse, vandforvaltning eller vildtforvaltning, er det bestemt en fordel. Har du ikke, men har lysten til at lære, vil vi stadig meget gerne høre fra dig.
For vi leder efter et menneske med energi, engagement og lyst til at udvikle sig. En kollega, der er oprigtigt interesseret i andre mennesker, som har mod på at stille spørgsmål, kan skabe tillid og ser værdi i at finde løsningerne sammen. Du er nysgerrig på menneskers forskellige behov og motiveres af at finde løsninger, hvor faglighed og samarbejde går hånd i hånd.
Hos os er vi hinandens succes
Vi tror på, at de bedste resultater bliver skabt af mennesker, der trives.
Derfor bruger vi tid på at hjælpe hinanden. Vi deler viden, sparrer om de svære opgaver og glæder os, når en kollega lykkes. Vi tror på ansvar og at de bedste idéer opstår, når forskellige fagligheder arbejder tæt sammen.
Vi tror også på, at udvikling er noget, vi skaber sammen. Derfor får du mulighed for både fagligt og personligt at udvikle dig i et miljø, hvor vi lærer af hinanden og løfter i fællesskab.
Hos os bliver du en del af et stærkt tværfagligt miljø med biologer, geografer, landinspektører, agronomer, landskabsforvaltere, miljøteknologer, skov- og landskabsingeniører, miljøingeniører, GIS-specialister og projektledere. Fælles for os er, at vi er nysgerrige, ambitiøse og hjælper hinanden med at blive dygtigere.
Livet i Nordvestjylland
Hvis du allerede bor her, ved du sikkert, hvorfor vi holder så meget af stedet.
Hvis ikke, glæder vi os til at vise dig det.
Her er Limfjorden og de store landskaber en del af hverdagen. Her er plads til både ambitioner og familieliv. Du får mulighed for at arbejde med nogle af Danmarks mest spændende projekter inden for natur, landbrug og grøn omstilling, samtidig med, at du kan hente børnene til tiden, når arbejdsdagen er slut.
Vi synes, det er en kombination, der er svær at slå.
Har du lyst til at være med?
Hvis du kan se dig selv i fortællingen, vil vi meget gerne høre fra dig.
Stillingen er åben på alle vores 3 lokationer, Lemvig, Thisted og Skive.
Har du spørgsmål til stillingen eller lyst til en uforpligtende snak, er du altid velkommen til at kontakte afdelingsleder for Miljø, Natur & Klima Anna Worm på [email protected] eller 96 18 57 97
Måske bliver dit næste kapitel hos Fjordland.
Ansøgningsfrist: d. 12. august 2026
Lokation: Skive
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

