Politiken søger ny kritikredaktør
JP/Politikens Hus A/S
Den kulturelle samtale har ikke været vigtigere, siden Politiken blev født af det moderne gennembrud i 1884. Nu søger vi en kritikredaktør til at stå i spidsen for arbejdet på Danmarks førende kulturavis med at lave kulturkritik, der sparker gang i vores fælles samtale om, hvem vi er.
På Politiken har vi siden Hørup og Brandes taget kunsten alvorligt og lyttet til, hvordan den sætter problemer under debat. Mens andre medier i de seneste år har nedprioriteret kulturkritikken, har Politiken skruet op og moderniseret kritikstoffet til en digital, social tid. Her skal vi på én gang skal være en uundværlig reference og værter for den kulturelle samtale, og vi skal være det for de nye generationer af mediebrugere såvel som for vores elskede kernelæsere.
Som kritikredaktør skal du varetage og forny den stolte tradition ved at stå i spidsen for avisens korps af kritikere og fagredaktører og i tæt samarbejde med den øvrige kulturredaktion og kulturredaktør Lotte Folke Kaarsholm og kultursouschef Johan Moe Lindskov udvikle dækningen af kulturen. Der findes ingen redaktion som vores, og vi skal sammen definere, hvordan vi kan levere den kulturkritik, som en verden i opbrud skriger på. En tid, hvor de gamle begreber er gået i stykker, og hvor kun kunsten og kulturen kan levere de nye spørgsmål og svar, vi skal bruge.
Det hele starter med, at du selv elsker kunst, elsker at arbejde i hjertet af kunsten, og selv har et skarpt øje for at formidle, kritisere og være i samtale med den. Politikens kritikstof spænder fra finkultur til popkultur. Vi skriver om litteratur, musik, museer, scenekunst, design, film, tv, streaming, computerspil, gastronomi, byrum, mode, dannelse og idedebat – vores kritikere finder de former og steder, hvor kunsten sættes i spil, og sætter dem på dagsordenen. Du skal derfor:
- kunne lede og have personaleansvar for frit tænkende og diskuterende formidlere, kommentatorer og kendere.
- være en skarp tekstlæser og digital formilder, der kan diskutere med, udfordre og forløse alt fra anmeldelser til kommentarer og essays.
- selv profilere kritikstoffet.
- prioritere og organisere den løbende udgivelse af det i samarbejde med fagredaktørerne og med et levende og elastisk blik for tidens toneklang.
Politikens kritikstof udkommer i mange former – fra tekster og lyd over video til samtaler på politiken.dk og livearrangementer rundt i landet. Og det er afgørende, at du med dit strategiske blik og et stærkt samarbejde med andre innovative kolleger på Politiken kan videreføre og forny arbejdet med hele tiden at flytte kritikstoffet derhen, hvor brugerne ikke kan leve uden det, samtidig med det også appellerer til og byder nye læsere velkommen i samtalen.
Fællestrækket er det, der har været projektet siden 1884: Politiken skal gå forrest med kulturkritikken og være værter for en samtale, vores rådvilde tid hungrer efter.
Send os din ansøgning til stillingen senest d. 25. august.
Har du spørgsmål til stillingen som kritikredaktør, kan du skrive til kulturredaktør Lotte Folke Kaarsholm på [email protected].
Ansøgningsfrist: d. 25. august 2026
Afdeling: Rådhuspladsen 37 1785 København V.
Lokation: Politiken
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

