Proceskonsulent til IT applications - bliv bindeleddet mellem forretning og IT
BDO Statsautoriseret Revisionspartnerselskab
Har du nogensinde siddet med en arbejdsgang og tænkt: Det her må kunne gøres smartere? Er du god til at gennemskue behovet i forretningen og få det omsat til en løsning, der giver mening i praksis? Så kan du blive bindeleddet, der omsætter idéer og udfordringer til løsninger, der faktisk virker.
I IT Applications arbejder vi med at udvikle og understøtte de systemer og arbejdsgange, der får BDO til at hænge sammen. Når kolleger på tværs af forretningen kommer med behov, udfordringer eller gode idéer, hjælper du med at kvalificere dem og omsætte dem til løsninger, der skaber værdi i praksis. Samtidig får du mulighed for at påvirke processer, som fortsat er under udvikling.
Hverdagen i IT applications
Den ene dag sidder du med kolleger fra revision og undersøger, hvorfor en arbejdsgang tager unødigt lang tid. Den næste samler du behov, krav og perspektiver i et løsningsforslag, som du kvalificerer sammen med IT-specialister, arkitekter og eksterne leverandører.
Din opgave er ikke at programmere løsningen selv. Til gengæld skal du forstå teknologien godt nok til at kunne stille de rigtige spørgsmål, udfordre forslag og sikre, at løsningen både giver værdi for forretningen og passer ind i BDO’s samlede systemlandskab.
Du kommer blandt andet til at:
- gennemføre interviews, workshops og procesanalyser
- kortlægge eksisterende arbejdsgange og finde forbedringsmuligheder
- afdække behovet bag en idé eller ønsket løsning
- omsætte behov til krav og konkrete løsningsforslag
- samarbejde med udviklere, arkitekter og leverandører
- vurdere løsninger ud fra forretningsværdi, kompleksitet og sammenhæng
- understøtte implementering og forankring
- følge op på, om løsningen faktisk skaber den ønskede værdi
Hvem er du?
Måske kommer du fra revision, rådgivning, bank, forsikring eller advokatbranchen og har fået øjnene op for, hvordan IT og digitalisering kan gøre en forskel i forretningen. Du kan også have erfaring som proces- eller forretningskonsulent og være nysgerrig på en kompleks organisation som BDO.
Du behøver ikke være programmør eller teknisk specialist. Det vigtigste er, at du interesserer dig for teknologi og har blik for, hvordan systemer, data og processer kan understøtte forretningen bedre.
Vi forestiller os, at du:
- forstår komplekse forretningsprocesser og kan skabe overblik
- er god til at lytte, stille undersøgende spørgsmål og finde ind til det egentlige behov
- kan kommunikere med både faglige specialister, brugere og IT-profiler
- tør udfordre ønsker og løsninger på en konstruktiv måde
- arbejder struktureret og kan se både detaljen og den større sammenhæng
- tager ansvar og driver dine opgaver fremad
- er nysgerrig, lærevillig og motiveret for at udvikle dig
Du behøver ikke kunne det hele fra første dag. Til gengæld skal du have lyst til at lære, forstå forskellige fagligheder og være med til at skabe løsninger, der fungerer i praksis.
Det får du hos os
Du bliver en del af en funktion, der fortsat er under udvikling, og hvor der er reel mulighed for at påvirke både processer, løsninger og måden, vi arbejder på. Du får en bred kontaktflade på tværs af BDO og kommer tæt på både forretningen, IT-specialister og eksterne samarbejdspartnere.
Rollen giver dig mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for digitalisering, procesarbejde og IT – uden at du selv skal bygge teknologien. Din opgave er at forstå behovet, samle de rigtige mennesker og være med til at sikre, at vi vælger den rigtige løsning.
Du får base på vores kontor i Aarhus og bliver en del af et miljø med høj faglighed, tæt sparring og plads til at lære undervejs.
Kort om BDO – resten skal opleves
BDO er dedikeret til at støtte og realisere dine drømme. Vi er nysgerrige på dine mål og fokuserede på at skabe et arbejdsmiljø, der fremmer åbenhed og respekt. Hos os er medarbejderengagement og -udvikling en prioritet, og du vil opleve en række karrieremuligheder samt personlige og faglige vækstmuligheder gennem vores ”BDO Academy”.
Med 35 kontorer landet over, og ét i Grønland, samt over 1.800 medarbejdere tilbyder vi et omfattende netværk af faglig ekspertise. BDO's globale netværk spænder over 169 lande og inkluderer 95,000 medarbejdere, hvilket sikrer en international tilstedeværelse og muligheder.
Bliv en del af BDO allerede i dag
Hvis dette lyder som det rigtige for dig, vil vi meget gerne lære dig bedre at kende. Send din ansøgning allerede i dag, og lad os finde ud af, hvorfor netop du skal være vores nye kollega.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Senior Director for rekruttering Claus René Roserin på [email protected].
I BDO arbejder vi aktivt på at minimere ubevidst bias og sikre en objektiv rekrutteringsproces. Vi opfordrer derfor til, at du undlader at inkludere et billede i din ansøgning. Dette er blot ét af vores mange initiativer for at skabe et inkluderende og mangfoldigt miljø i BDO. Vi stræber efter en arbejdsplads, hvor alle har lige muligheder og rettigheder, uanset baggrund eller position.
Grundet ferieafvikling kan der i sommerperioden være længere svartid på din ansøgning. Vi læser naturligvis alle ansøgninger og indkalder til samtale i primo august – tak for din tålmodighed og god sommer!
Afdeling: IT Solutions - 1026
Placering: Vestre Ringgade, 28, 8000, Aarhus, Denmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
læs opslaget hos BDO Statsautoriseret Revisionspartnerselskab

