Konsulent med lyst til frivilligledelse, formidling og brugerinddragelse
Region Midtjylland
Vil du være med til at skabe større forståelse for psykisk sygdom og styrke bruger- og pårørendeinddragelsen i sundhedsvæsenet? Hos PsykInfo Midt får du en hverdag med stor variation og mening. Den ene dag holder du en workshop for studerende, den næste dag deltager du i undervisning af politielever eller en temadage for læger og sygeplejersker – alt sammen i samarbejde med vores frivillige ambassadører. Fælles for opgaverne er, at du er med til at skabe dialog og udvikle nye måder at inddrage mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende.
PsykInfo Midt samarbejder med omkring 80 frivillige, som alle har psykisk sygdom tæt inde på livet. De frivillige er hjertet i vores arbejde, og sammen formidler vi viden, deler erfaringer og skaber større forståelse for psykisk sygdom. Samtidig arbejder vi for at styrke bruger- og pårørendeinddragelsen på tværs af sundhedsvæsenet.
Vi søger en ny kollega, der har lyst til at blive en del af vores team. Du bliver en del af en arbejdsplads med stor frihed, høj faglighed og gode muligheder for at præge både opgaverne og udviklingen. Samtidig er vi i gang med at etablere et center for brugere og pårørende, som skal samle og videreudvikle indsatser inden for recovery, peers og metoder til bruger- og pårørendeinddragelse. Du bliver derfor en del af en arbejdsplads i udvikling, hvor du får mulighed for at sætte dit præg på fremtidens indsatser. Teamet består i dag af fire konsulenter og en frivilligkoordinator.
Som konsulent i PsykInfo Midt tilbyder vi dig:
- Mulighed for at bruge din faglighed til at skabe større forståelse for psykisk sundhed
- En varieret arbejdsdag med mange opgaver i "marken"
- Gode muligheder for at tænke nyt i løsningen og tilrettelæggelsen af opgaver
- Gode kolleger, godt humør og en chef med tillid som kerneværdi
- Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde
Dine opgaver spænder bredt:
- Facilitere workshops og holde oplæg for personale på somatiske og psykiatriske afdelinger – nogle gange for store forsamlinger
- Være ansvarlig for at forberede og afholde vores offentlige temaaftener om psykisk sygdom og andre emner
- Planlægge oplæg for politiet og møde studerende på sundhedsfaglige uddannelser
- Matche og forberede vores frivillige til opgaverne, deltage i oplæg sammen med dem og give feedback efterfølgende
- Arrangere sociale og faglige aktiviteter for de frivillige
Se en kort film om vores arbejde her: https://www.fagperson.sundhed.rm.dk/til-ansatte-og-samarbejdspartnere/psykiatri/psykinfo-midt-information/et-oplag-om-at-leve-med-psykisk-sygdom/
Opgaverne indebærer også administrative funktioner, som du godt kan lide at have styr på – f.eks. journalisering, ajourføring af oversigter og kalendere.
Hvem er du?
Du kan f.eks. have en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund som psykiatrisk sygeplejerske, socialpædagog eller fysioterapeut. Eller måske har du en faglighed indenfor formidling og undervisning. Det er ikke din uddannelse der er det afgørende, men hvilke erfaringer du vil kunne bidrage med. Vi ser positivt på det, hvis du har en peeruddannelse eller erfaring som Ambassadør i EN AF OS.
Vores frivillige er forudsætningen for, at vi lykkes med vores opgaver. Derfor har du enten konkret erfaring med involvering af frivillige eller kan vise, at du har forståelse for, hvad det kræver.
Du har et naturligt socialt talent, er tillidsvækkende, etablerer let nye relationer og vil være god til at møde vores frivillige og de psykiske udfordringer, de har med sig.
Du hviler i dig selv og kan agere på egen hånd, samtidig med at du aktivt søger samarbejde, videndeling og idéudvikling sammen med de andre kolleger i teamet. Du kombinerer smidigt egne faglige kompetencer og erfaringer med kollegernes perspektiver og styrker.
Du er udadvendt, udviklingsorienteret og spreder positiv energi. I teamet giver du gerne en kollega en ekstra hånd i en travl periode og byder ind med faglig sparring. Projektstyring har du et godt blik for, og du har procesforståelse. Koordinering og planlægning synes du er sjovt og ser som en væsentlig forudsætning for samarbejdet internt, med de frivillige og vores samarbejdspartnere.
Vores aktiviteter foregår over hele Region Midt, så du er ikke bleg for at være på landvejen i din egen bil. Jobbet er ikke et typisk 8-16-job. Derfor skal du være indstillet på arbejdstider, som kan være om aftenen og en sjælden gang imellem i weekender. Til gengæld tilbyder vi vide rammer for, at du selv kan tilrettelægge arbejdsdagene.
Vi er i gang med at etablere Center for Brugere og Pårørende. Det betyder, at PsykInfo Midt befinder sig i en organisatorisk forandringstid, hvor der samtidig er stor politisk bevågenhed om vores arbejde. Derfor er det vigtigt, at du trives i en hverdag præget af udvikling og forandring, kan bevare overblikket og motiveres af at være med til at forme nye løsninger.
Vil du med på holdet?
PsykInfo Midt er en del af Koncern Kommunikation i Region Midtjylland. Vi har base i Viborg, som også bliver dit ansættelsessted. Det er en fast fuldtidsstilling. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst.
Du kan læse mere om PsykInfo Midt på: https://www.fagperson.sundhed.rm.dk/til-ansatte-og-samarbejdspartnere/psykiatri/psykinfo-midt-information/
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ulla på tlf. 24911382 eller Anne på tlf. 20301032
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 19. august 2026.
Vi afholder første ansættelsessamtale d. 9. september og anden ansættelsessamtale d. 16. september.
Ansættelse: Snarest muligt. Vi venter på den rette kandidat.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk
Afdeling: Koncern Kommunikation, Inddragelse og Projekter
Ansøgningsfrist: 19 August 2026
Placering: Skottenborg, 26, 8800, Viborg, Denmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:

