' Gennembrud på det kreative arbejdsmarked

Gennembrud på det kreative arbejdsmarked

Der er rift om jobs, der har at gøre med musik, teater, billedkunst, forfatterskab og lignende. Hvis du brænder for en af de kreative brancher, så kan det være en god idé, at gøre dig nogen ekstra overvejelser, når det kommer til dannelse og jobsøgning.

2024-08-27 09:25:00
Move On

Jobs i de mere kreative brancher, som fx skuespil, teater, billedkunst, og musik, er ikke så lette at få. Et godt netværk, villighed til at tage hvad der kommer, og erfaring i baglommen, er alle ting, som der kan hjælpe dig på vej, hvis du gerne vil have en fod inden for døren.


Netværk

Hvis du vil ind i en af de kreative brancher, så kan et solidt netværk være en stor fordel. Brancher som skuespil overlapper ofte med kostumedesign, hvor de måske kender nogen inden for generelt design, som kender nogen inden for billedkunst, og så videre.

Jo større et netværk du har, jo bedre muligheder har du. Dette kan være din vennekreds, såvel som dine undervisere, vejledere, familiemedlemmer og andre diverse bekendtskaber. Vær ikke bange for at række ud – det værste du kan få er en afvisning. Når der er så stor efterspørgsel som der er, så er det bare med at gribe chancen, hvis du ser den.

Det kan også hjælpe, hvis du har et netværk allerede fra din studietid. Studiejobs, praktikstillinger og lign. kan være en vigtig del af, at opbygge dit netværk, og få nyttige kontakter, som du så senere kan trække på. Samtidig giver det dig også ekstra erfaring.


Den uopfordrede ansøgning

Har du snust i alle afkroge og kigget på samtlige opslag, så kan en uopfordret ansøgning være en idé. Det er ikke altid, at der skiltes højlydt med ledige stillinger, så du kan sagtens skrive og spørge ind til, om der er udsigt til ledige stillinger.

I en uopfordret ansøgning er det vigtigt, at du fanger din modtagers interesse med det samme. Dette kan du gøre, ved at have relevant erfaring fra fx et praktikforløb, studiejob, en ulønnet stilling, eller lign. At sælge dig selv er ekstra vigtigt i en uopfordret ansøgning, da det er dig, der tager initiativet. Du er derfor nødt til at virke overbevisende om, at din ansættelse kan opfylde et behov, som din modtager slet ikke vidste de havde.

Vær også åben overfor, at du ikke får en stilling med det samme, men at en virksomhed eventuelt kan have dig i tankerne, hvis behovet skulle opstå.


Justér dine forventninger

Hvis du er nyuddannet, uden så meget erfaring, kan det godt være, at det tager noget tid, før du får dig lige præcis det drømmejob, du har i tankerne. Vær åben overfor, at dine første stillinger muligvis ikke er de mest spændende, vellønnede eller skræddersyede til dine specifikke kompetencer. Når du er nyuddannet, så er det vigtigste at få noget erfaring og skabe kontakt inden for dit felt – alle skal jo starte et eller andet sted.

Samtidig kan det være, at du bliver nødsaget til at tage et arbejde, blot for at have en indtægt. Når først du har en fast indkomst, så kan du eventuelt bruge din resterende tid på at videreudvikle dine kompetencer eller bygge din profil op. Inden for felter som billedkunst, forfatterskab og musik, er der mange, der opretholder et andet, mindre relevant job ved siden af. Det er fordi det kan være svært at opbygge nok succes inden for disse brancher til, at det kan være ens eneste indtægt.  


Vær let at finde frem til

Når det er så vigtigt at have et solidt netværk og slå til når du kan, så har du ikke råd til at være svær at finde. Sørg for, at dine kontaktinformationer er tydelige og lette at finde frem til, og at du har en veletableret tilstedeværelse på diverse digitale medier.

De sociale medier kan også hjælpe dig til at bryde igennem, men det er ikke den letteste vej at gå. Følgere, clicks og ”word-of-mouth” på forskellige platforme kan hjælpe dig til at etablere dig selv i en branche, men kan også fungere som en slags digital portefølje, hvor en eventuel ansætter kan se dine produkter og vurdere, om du er værd at investere i.

Du kan også, inden for nogle brancher, lave et start-up. Hvordan dette præcist ser ud er op til dig selv, da du ville være indehaveren - Men hvis du vil blive iværksætter i forbindelse med at bryde igennem på det kreative arbejdsmarked, så er der forskellige ressourcer at trække på. Én af disse er Innofounder, Innovationsfondens initiativ for nyuddannede. De kan hjælpe dig med finansiering, sparring og læring som iværksætter – læs mere her.

185 læsere
Opdateret d. 27.08.2024

Læs også...


Det bedste jobsøgningstidspunkt
Der er mange veje til det perfekte job, men timingen kan være altafgørende. Og lige dér betyder det faktisk en del, hvornår du kigger, og hvornår du ansøger. Vi har dykket ned i vores data for at finde det bedste tidspunkt at søge job på.
Move On Career
Udbrændt? - Sådan tænder du gnisten
Vi har alle perioder, hvor intet fungerer, som det skal. Børnene er utilfredse, chefen klager, og du føler, du har mistet gnisten. Måske er du ramt af udbrændthed. Her vil du blive ført igennem, hvad du kan gøre, og hvordan du kan genfinde gnisten.
Move On Career
HR-cheferne om sociale medier og netværk
Hvordan bruges netværket eller sociale medier i jobsøgningen? HR-chefer giver et par gode råd til din jobsøgning.
Redaktionen, Move On Career
Netværk - vejen til jobbet
Vidste du, at du skal søge viden og kontakter, ikke job, i dit netværk? Læs netværksekspert Charlotte Junges råd til, hvordan du opbygger et stærkt netværk - og hvordan du skal bruge det.
Charlotte Junge
HPT