Børne- og ungerådgivere til Borgercenter Børn og Unge, Nørrebro-Bispebjerg | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Børne- og ungerådgivere til Borgercenter Børn og Unge, Nørrebro-Bispebjerg
Vi ansætter børne- og ungerådgivere, som skal være med til at praktisere god og løbende inddragelse af børn, unge og deres familier og netværk.
I Borgercenter Børn og Unge, Nørrebro-Bispebjerg, ønsker vi at skabe bedre muligheder for kontinuitet i sagsbehandlingen, fx ved makkerskaber omkring konkrete sager, og hermed øge kontakt til og tilgængelighed for borgerne. Endvidere er vi optaget af, hvordan vi udvikler vores praksis omkring børne- og ungeinddragelse. Du vil således skulle bidrage med din viden og erfaring, så vi sammen kan udvikle vores praksis.
Lidt om os
Vi er otte afdelinger, hvor de fem afdelinger er distrikter, som er geografisk lagt omkring to folkeskoler. Det er i et distrikt, hvor du som børne- og ungerådgiver tilknyttes. Du vil her være i tæt samarbejde med de øvrige børn- og ungerådgivere og daginstitutionssocialrådgiver, skolesocialrådgiver, skolefamiliekonsulent og fremskudt familiebehandler. Derudover har vi afdelingen, Styrket Modtagelse, som er enhedens ”indgang”, og afdelingerne Familiehus og Kontaktperson & Forebyggelse. Hver afdeling har en afdelingsleder og 1-3 teamledere tilknyttet.
Vi arbejder med udgangspunkt i ICS (Integrated Children’s System) og ud fra en løsningsfokuseret tilgang. Vi samarbejder med skolerne, klubberne, institutionerne, helhedsplanerne, de frivillige organisationer, borgerens netværk, naboer, og alle andre, som kan og vil være med til at skabe en forandring for udsatte børn og unge.
Vi er en tværfaglig og ambitiøs afdeling med høj faglighed, som er optaget af, hvordan vi gør hinanden dygtigere, og hvordan vi sammen skaber de bedste og mest holdbare forandringer for og med vores borgere. Vi har fokus på og prioriterer udvikling, trivsel og arbejdsfællesskaber.
Vi søger kollegaer, der
- er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller lignende
- har særlig fokus på inddragelse af barnet, den unge og familiens netværk og civilsamfundet i opgaveløsningen
- medvirker til øget tværfaglighed og samarbejde både internt og eksternt
- medvirker til at udvikle en positiv og konstruktiv kultur på arbejdspladsen og et sundt og sikkert arbejdsmiljø
- kan planlægge og strukturere sit arbejde i et meget fleksibelt arbejdsmiljø
- kan bevare overblikket og handle konstruktivt i pressede situationer og kan håndtere, at planer må ændres, når dagen ender anderledes end forventet
Vi tilbyder
- et arbejde med høj grad af indflydelse og medansvar
- en anerkendende og løsningsfokuseret tilgang til arbejdet, hvilket vi forventer, at du knytter an til
- et arbejdsfællesskab, som bygger på sparring, indflydelse og udvikling
- en arbejdsplads i en historisk bygning, med bl.a. en lækker kantineordning, personaleforening, mulighed for motion i arbejdstiden etc.
- et godt socialt og humoristisk arbejdsmiljø
Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Stillingerne er på fuld tid med ansættelse fra den 1. februar 2025.
Vi indhenter udvidet børne- og straffeattest og udvidede referencer som led i ansættelserne.
Din ansøgning må gerne være på ca. én side, og du skal huske at uploade CV og eksamenspapirer.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingerne eller vores arbejdsplads, så kan du kontakte afdelingsleder Stine Nielsen på 26 73 40 24 eller teamleder Gitte Willer på 51 73 44 98.
Borgercenter Børn og Unge, Nørrebro-Bispebjerg ligger på Kapelvej 47, 2200 København, i en historisk bygning, Sankt Joseph, tæt på Søerne, Metro og bus.
Se video om vores arbejdsplads
Vi glæder os til at møde dig.
Søg via linket senest tirsdag den 17. december 2024
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 51.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: