Mændenes Hjem søger en social- eller sundhedsfaglig aftenvagt til vores herberg. Et ganske særligt job – på et helt specielt sted
EJENDOMSFONDEN MÆNDENES HJEM
På Mændenes Hjem bor der op til 48 mennesker, fordelt på fem etager og tre forskellige boformer; Herberg § 110, Bofællesskab § 108 og Boenhed §107. Vores aftenvagter arbejder, som det eneste hold, på tværs af alle tre boformer og kommer derfor i kontakt med samtlige af husets beboere.
Beboerne har livserfaringer som er helt særlige, som har betydning for deres prioriteringer og valg i hverdagen. Disse erfaringer stammer fra et liv med afhængighed, hjemløshed, psykisk og fysisk sygdom og mange andre svære livsvilkår. Disse livserfaringer er i høj grad med til at skabe varme relationer, et stærkt sammenhold samt stor fleksibilitet og vilje til udvikling.
Som medarbejder skal du give plads til at den enkelte beboer får mulighed for at udtrykke dybden af disse erfaringer med henblik på at styrke det enkelte menneske, men også for at vi som samfund bliver mere bevidste og inkluderende. Det er væsentligt, at du er lydhør, inkluderende, initiativrig, opsøgende og handlingsorienteret i forhold til at finde løsninger. Der vil ikke kun være din faglighed som bliver sat i spil, men også din personlighed og menneskelige tilgang.
Beboerne skal mødes med et højt fagligt niveau, og her skal der være masser af omsorg og rart at være. På individniveau er arbejdsopgaverne knyttet til konkrete kontakter og forløb med beboere. Der kan både være tale om langvarige og komplekse forløb, der indeholder en vifte af sociale problematikker hos den enkelte og om kortvarige kontakter, hvor der løses en konkret problemstilling her og nu. Opgaverne kan for eksempel være vedrørende økonomi, rusmiddelafhængighed, ADL, følgeopgaver, udlevering af medicin mv. Der indgår praktiske opgaver i stillingerne fx skal beboerne have kompenserende og/eller motiverende støtte i forhold til ADL, med fokus på muligheder for udvikling eller fastholdelse af funktionsniveau.
På gruppeniveau har du en særlig opgave i forhold til at skabe trivsel og fællesskab omkring sociale aktiviteter som fx fællesspisning og beboermøder.
Vi har et bredt samarbejde omkring beboerne med psykiatrien, kriminalforsorgen, sundhedssektoren og kommunerne. Det derfor væsentligt, at du er skarp i forhold til at overholde lovgivningen for inddragelse, samtykke og GDPR, ligesom det er væsentligt, at du har høj kvalitet i din skriftlighed og kan dokumentere sagligt og grundigt.
Igennem opbygning af relationer med den enkelte forsøger vi at skabe et trygt afsæt for en positiv udvikling hos den enkelte beboer, med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og drømme, samt respekt for det liv de ønsker at leve.
I herberget er dette samarbejde essentielt for at hjælpe den enkelte videre til en mere varlig boform på sigt.
Du bliver en del af teamet i Herberget, men samtidigt en del af et stort hus med 4 forskellige afdelinger som du skal samarbejde tæt med, hvor i er fælles om i alt 48 beboere samt endnu flere brugere som er gæster i Kontaktstedet i kortere eller længere tid.
Dine faglige kvalifikationer:
- Du er uddannet socialrådgiver/socialformidler, pædagog eller SOSU-assistent med medicinsk kompetence.
- Du har erfaring med at arbejde med borgere i udsatte positioner med komplekse problemstillinger.
Det praktiske:
- Stillingen er på gennemsnit 30 timer om ugen
- Tiltrædelse forventes 1. februar 2025 eller snarest derefter.
- Arbejdstiden er 15-23.30/15-22 i et vagtrul, der hedder 5-2-2-5. Arbejdstid i weekenderne er fra kl. 10:00 -18:00. Du skal arbejde hver 2. weekend.
- Ansøgningsfrist er onsdag den 4. december 2024 og Vi forventer at afholde samtaler mandag den 9. december 2024.
Hvis du kan se dig selv i det ovenstående, så send os din ansøgning med vedhæftet CV og uddannelsesbevis på [email protected] og mærk ansøgningen: Aftenvagt på Lille Istedgade. Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte områdeleder Patrycja på mail: [email protected]
Hvis du vil vide mere om Mændenes Hjem kan du med fordel læse på vores hjemmeside:
www.maendeneshjem.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: