Viceforstander med sundhedsfaglig baggrund der brænder for ledelse og vagtplanlægning
Aarhus Kommune
Brænder du for ledelse, og kan du med vagtplanlægningen skabe balance mellem ressourcemæssig effektivitet og trivsel hos medarbejderne på et mellemstort plejehjem?
På Næshøj plejehjem søger vi en viceforstander med sundhedsfaglig baggrund, der sammen med forstander kan være kulturbærer af en hverdag, hvor vi sammen arbejder for det gode hverdagsliv for beboerne og deres familier samt et arbejdsmiljø med høj faglighed, tillid, åbenhed og læring.
Om stedet:
Næshøj plejehjem er et velfungerende plejehjem, der består af 3 mindre afdelinger med henholdsvis 15, 13 og 12 boliger beliggende i skønne omgivelser i Harlev. I to afdelinger er lejlighederne så store, at det er muligt for ægtefæller at flytte ind sammen.
Vi lægger stor vægt på, at beboere og pårørende føler sig set, hørt og mødt, så vi sammen kan skabe en meningsfuld hverdag, hvor livet er værd at leve også når man flytter ind på plejehjemmet.
Næshøj plejehjem er et frisat plejehjem. Vi tror på, at vi med frisættelse kan være med til at finde nye løsninger på, hvordan vi med nye initiativer og prøvehandlinger kan skabe bæredygtige arbejdspladser med høj trivsel og godt arbejdsmiljø. Vi har valgt at fokusere på arbejdets tilrettelæggelse og uddannelsesområdet samt mange andre gode idéer.
Vi har et stort fokus på psykologisk tryghed, det tværfaglige samarbejde, det gode arbejdsmiljø, samt at højne den faglige kvalitet, så vi derved sikrer, at alle medarbejdere er klædt på til at løse de opgaver, vi møder i hverdagen.
Du vil som viceforstander sammen med forstander lede en medarbejdergruppe, der består af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter, ernæringsassistenter, husassistenter og sundhedsmedhjælpere. Vi har desuden tilknyttet en plejehjemslæge og samarbejder tæt med kvalitetsudvikler, demenskoordinator, hjerneteam mfl.
Du vil hos os få et medansvar for det videre arbejde med frisættelse og du skal blandt andet via vagtplanlægningen kunne understøtte de forskellige initiativer der iværksættes. Det er derfor vigtigt, at du kan arbejde innovativt og samtidig skabe en struktur i hverdagen, der skaber følgeskab hos medarbejderne.
Nærmere om jobbet:
Du skal primært varetage den administrative ledelse, hvor opgaverne er mangfoldige og blandt andet rummer:
- Overordnet dagligt drift i tæt samarbejde med forstander
- Vagtplanlægning
- Fokus på økonomi
- On-boarding af nye medarbejdere
- Sikre relevante kurser og have overblik i forhold til, at de rette kompetencer er til rådighed hele døgnet
- Understøtte frisættelsesarbejdet i tanke og handling
- Understøtte arbejdet med kvalitetsforbedringer og implementering af disse
- Understøtte UTH-sagsbehandling
- Implementering og forankring af tilgangen omkring Personcentreret Omsorg (vi skal på uddannelse i 2025) – vi skal deltage i en film om netop dette
- Deltagelse i fælles ledermøder og netværksmøder
Dine ledelsesopgaver er dynamiske og alsidige, da vi både på Næshøj plejehjem, og i vores fælles ledergruppe i distrikt syd, arbejder med distribueret ledelse. Dvs. vi tager ansvar for ledelsesopgaverne på fællesskabets vegne.
Kandidatens profil
Vi lægger vægt på, at du:
- har en sundhedsfaglig uddannelse
- trives med vagtplanlægning og dagligt driftsansvar
- kan arbejde databaseret i alle sammenhænge
- ønsker at bidrage til fortsat udvikling af den psykologiske tryghed
- er glad, udadvendt og engageret med lyst til at løse hverdagens udfordringer
- har et personligt drive, der motiverer og skaber energi i samarbejdsrelationer
- har stærke relationelle kompetencer og bruger dem aktivt med både beboere, medarbejdere og samarbejdspartnere
- er tydelig i din kommunikation
- tør tænke kreativt og ikke er bange for at sætte dig selv i spil
Ledererfaring og lederuddannelse er at foretrække, men ikke et krav.
Du referer til forstander for Næshøj plejehjem Majbritt Petersen, og du bliver en del af et større ledelsesnetværk af forstandere og viceforstandere i Distrikt Syd, som består af 13 plejehjem. Vi mødes til faste ledermøder samt til sparring efter behov.
Du vil også mødes til sparring med de øvrige viceforstandere i Distrikt Syd.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes tiltrådt 01.03.2025 eller efter aftale.
Lønnen er pt.
- Kr. 525.529 årligt, hvis du har en faglig baggrund som ergo- eller fysioterapeut.
- Kr. 523.835 årligt, hvis du har en faglige baggrund som sygeplejerske, og
- Kr. 522.212 årligt, hvis du har anden faglig baggrund.
For alle lønninger gælder at de er excl. pension.
- Lønnen ydes i henhold til forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation.
- Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.
Vil du vide mere?
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Forstander Majbritt Petersen tlf. 4187 4848 mail: [email protected]
Vi er altid klar med en kop kaffe og en rundvisning.
Ansøgning:
Klik på ”søg jobbet” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfristen er den 3. januar kl. 12.00
- samtale afholdes den 09. januar 2025
- samtale afholdes den 17. januar 2025
Til 2. samtale vil du ligeledes skulle udarbejde en mindre case-besvarelse.
Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Vores strategi De fem ledetråde giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se Lederjob (aarhus.dk)
Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.
Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os, Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus til en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Afdeling: Plejehjem Næshøj
Ansøgningsfrist: 03 January 2025
Placering: Næshøjvej 41, 8462, Harlev J, Danmark
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: