Jobbet til dig, der leverer fremragende medlemsservice
DSA - Danske Sundhedsorganisationers A-kasse
Drømmer du om et job, hvor du kan kombinere din passion for medlemsservice med en meningsfuld rolle i en organisation i udvikling? Kan man høre dit smil i telefonen, og er du altid klar til give en hånd med, når kollegaerne har brug for det? Så har vi et job, vi tror, du vil elske.
Vi søger en dygtig medlemsvejleder, der kan supplere vores hold af engagerede medlemsvejledere i Din Sundhedsfaglige A-kasse. Vores medlemmer er specialiserede inden for det velfærdsvigtige sundhedsområde, og som medlemsvejleder bidrager du til, at de sundhedsfaglige får et bæredygtigt arbejdsliv med tryghed, sundhed og trivsel.
Om jobbet
Du bliver en del af vores medlemscenter, der består af 7 medlemsvejledere og én teamleder. I medlemscenteret er vi organisationens ansigt udadtil og vejleder vores medlemmer både på telefon og skrift. De har brug for vejledning om reglerne på beskæftigelsesområdet og konkret vejledning om fx dagpenge, jobsøgning og efterløn.
Dit centrale arbejdsområde bliver medlemsservicering på skrift og telefon samt vejledning om regler. Du vil også få mere administrative opgaver. For eksempel er det medlemscenterets ansvar, at nye medlemmer kommer godt og sikkert igennem indmeldelsen. Endelig vil der også være ad hoc-opgaver, hvor vi hjælper forskellige andre afdelinger i huset. Vi stræber altid efter at forbedre os, så vores medlemmer er tilfredse og anbefaler os til fremtidige medlemmer. Du vil have en central rolle i denne indsats.
Vi er stolte af vores arbejdskultur med en god fordeling mellem arbejde og fritid, hjemmearbejdsdage og rum til individuelle aftaler. Du får selv indflydelse på planlægning og indhold i dit arbejde sammen med teamleder. Derfor får du mulighed for både at give den gas på job og have god tid til livet udenfor arbejdet.
Vi er en social afdeling, og vi har det både rart og sjovt med hinanden i hverdagen. Det er altid okay at spørge om hjælp og bede om sparring. Vores hverdag er forskelligartet alt efter, hvad dagen bringer, og derfor skal du kunne omstille dig, når der sker noget nyt. Løber vi ind i travle perioder, løfter vi opgaverne sammen, og der bliver givet en highfive, når det hele alligevel lykkedes. Vores arbejde bygger på værdierne ansvar, tillid og udsyn, og du er godt på vej, hvis du kan se dig selv i dem.
Du vil få succes i jobbet, hvis du
- Er udadvendt og får energi af at tale med og hjælpe mennesker.
- Har erfaring fra kundecenter eller administrativt arbejde.
- Sætter medlemmet først og altid yder en god service.
- Har lyst til at lære om reglerne på beskæftigelsesområdet, eller måske endda kender dem i forvejen.
- Er dygtig til at samarbejde og træde til, når det er nødvendigt.
- Har interesse eller flair for at arbejde med AI løsninger.
En skøn arbejdsplads i hjertet af København
Vi er en landsdækkende a-kasse med hovedkontor i København og regionskontorer i Fredericia, Aarhus og Aalborg. Du får arbejdssted i København. Du bliver ansat på HK-overenskomst med flekstid, attraktiv løn og gode vilkår - fx to ugentlige hjemmearbejdsdage og 6 ugers ferie. Arbejdstiden er fleksibel under hensyn til opgaverne. Vi sidder i åbne kontormiljøer i ”Kvæsthuset” ved skønne Nyhavn og har en rigtig god Meyers kantineordning.
Hos Din Sundhedsfaglige A-kasse er vi mere optagede af, hvem du er, og hvad du kan bidrage med, end hvordan du ser ud. Derfor beder vi venligst om, at du undlader at vedhæfte et billede på dit CV. Vi værdsætter en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer alle uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Vi glæder os til at høre fra dig
Du søger via nedenstående knap ”Søg stillingen” senest 12. januar 2025.
Du kan også uploade en videoansøgning af maks. 3 minutters varighed. Vi holder samtaler løbende, så skynd dig at sende din ansøgning. Du kan høre mere om jobbet ved at kontakte teamleder Søren Jørgensen på telefon 28 89 59 81.
Din Sundhedsfaglige A-kasse er en landsdækkende a-kasse. Størstedelen af organisationen er placeret i København, og derudover har vi tre regionale kontorer i Fredericia, Århus og Aalborg. Vi har 98.000 medlemmer, der er uddannet som enten sygeplejersker, bioanalytikere, jordemødre, radiografer, psykoterapeuter, ergoterapeuter eller fysioterapeuter. Vi holder til i Københavns centrum, arbejder i åbne kontormiljøer og har ca. 85 medarbejdere. Du kan læse mere om os på www.dsa.dk
Ansøgningsfrist:
12. januar 2025 Søg stillingen
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
læs opslaget hos DSA - Danske Sundhedsorganisationers A-kasse