Medarbejder til miljøtilsyn på virksomheder, spildevand og affald?
Hvidovre Kommune
Om stillingen
Vil du være med til at føre tilsyn, arbejde med godkendelser og understøtte virksomhedernes fokus på deres miljøpåvirkning?
Din rolle som tilsynsmedarbejder er alsidig - du fører både tilsyn på virksomhederne for at sikre lovgivningen overholdes, og du inspirerer og vejleder virksomhederne til grøn omstilling, så de både får øje på energioptimeringsmuligheder og cirkulær økonomi.
Dine opgaver vil være at:
- planlægge og udføre miljøtilsyn, kampagner og affaldstilsyn på virksomheder
- udarbejde spildevandstilladelser
- arbejde med effektive procedurer og god opfølgning
- skabe god dialog med virksomhederne til gavn for miljøet
- fremme tværgående samarbejde ved byggesager, byudvikling og forsyningsvirksomheder
Du må gerne være nysgerrig på et eller flere af nedenstående emner:
- spildevand og viden om miljøfremmede stoffer og ikke mindst hvordan vi regulerer spildevandet, så havmiljøet beskyttes.
- affald på virksomhederne hvor de nye regler betyder, at vi skal sætte ekstra ind på tilsyn
- luftforurening og behovet for at regulere den virksomhed der føres tilsyn på
Om dig
Du har en uddannelsesmæssig baggrund som kemi- eller miljøingeniør, biolog eller lignende. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde med miljø og virksomheder. Du har måske erfaring fra en kommune, en forsyning eller en virksomhed.
Vi forventer, at du trives i myndighedsrollen og du kan sikre en god dialog med virksomhederne, så vi sammen kan sikre et godt miljø. Du skal få energi af at levere høj kvalitet i myndighedsbehandlingen, og du bidrager til samarbejde på tværs af faggrupper, sikre god service og holdbare løsninger for virksomheder, borgere og politikerne.
Du er:
- nysgerrig og sætter pris på at drøfte næste træk med dine kolleger
- god til projektledelse og kan arbejde selvstændigt
- glad for at dykke ned i tekniske detaljer og kompleks regulering
- god til at kommunikere til både fagfolk og borgere
- god til at formulere dig skriftligt og mundtligt
Om klima- og miljøteamet
Du får seks erfarne og engagerede kolleger, som også arbejder med tilsyn hos vores mange virksomheder. Sammen med dem skal du være med til, at vi når vores miljømål og giver virksomhederne en god service.
Du kommer til at indgå i Klima- og Miljøteamet, som arbejder bredt med grøn omstilling, natur og miljø. Vi arbejder med myndighedsopgaver indenfor bl.a. virksomhedstilsyn, spildevand, affald, VVM, varmeforsyning, jordforurening og drikkevand. Og vi arbejder også med klimatilpasning, stormflodssikring og reduktion af CO2.
Teamet hører under Center for Plan og Miljø, hvor vi arbejder med at udvikle den fysiske planlægning i Hvidovre, så det bliver en grøn by. Der er kolleger, som arbejder med lokal- og kommuneplanlægning og byggesagsbehandling. Det er understøttet af GIS og data teamet, som giver os solide data og gode kort at arbejde ud fra.
Vi tilbyder
Det er en fuldtidsstilling med ansættelse hurtigst muligt. Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst, afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation.
Ansøgningsfristen er den 19. januar 2025. Vi holder samtale ultimo i uge 4.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Miljø-og Klimachef Charlotte Frische Münter tlf. 41 85 00 33 eller Emilie Engberg Nielsen tlf. 41850295
Du kan læse mere om Hvidovre Kommune på www.hvidovre.dk
Afdeling:
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: