Økonomisk sagsbehandler til udbetaling af kontanthjælp
Ishøj Kommune
Drømmer du om et meningsfuldt arbejde, hvor du hver dag er med til at gøre en kæmpe forskel for andre mennesker? Og vil du gerne udfordres både fagligt og personligt?
Så læs med her.
Ydelsesafdelingen i Ishøj Jobcenter søger en økonomisk sagsbehandler til ansættelse pr. 1. marts 2025.
Den ledige stilling omhandler behandling af sager om uddannelseshjælp, kontanthjælp, SHO-ydelse og enkeltydelser undtagen sager om syge- og tandbehandling.
Vi har vores egne sagsstammer, men vi er meget opmærksomme på at hjælpe hinanden i det daglige, når det brænder på. Ingen står alene og vi løfter i flok.
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du er engageret, initiativrig og tager din del af ansvaret for, at vi lykkes i fællesskab.
Vi forventer også, at du har en mangeårig erfaring fra ydelsesområdet og at du er fortrolig med KY.
Du skal være i stand til at yde en ordentlig og værdig sagsbehandling, hvor borgeren er i centrum.
Du skal kunne omsætte kompliceret lovgivning til konkrete og individuelle afgørelser. Her er det særligt vigtigt, at du er dygtig til at formulere dig både skriftlig og mundtligt på en enkel og let forståelig måde.
Vi står overfor en større reform på ydelsesområdet, som pr. 1. juli 2025 medfører en helt ny ydelsesstruktur. Du vil i samarbejdet med dine kolleger komme til at indgå som en aktiv del af forarbejdet i forbindelse med implementering af reformen.
Vi har et tæt samarbejde med centrets job- og ungekonsulenter og vi ved, at vi kun kan lykkes i fællesskab. Derfor forventer vi, at du vil bidrage positivt til det brede samarbejde på tværs af hele centret.
Din uddannelse
Vi lægger vægt på, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for offentlig administration. Det kan fx være en offentlig kontoruddannelse, kommunom, socialrådgiver/formidler eller en bachelor i offentlig administration.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et meningsfuldt arbejde med gode kolleger, som værdsætter det positive arbejdsmiljø og passer på hinanden.
Vi er ambitiøse og vi prioriterer hele tiden at udvikle os. Derfor er flere i gang med uddannelse og andre deltager på relevante kurser.
Du vil blive ansat i en organisation i løbende udvikling, som du kan være med til præge opbygningen af.
Lønnen aftales og fastsættes efter dine kvalifikationer.
Stillingen er på 37 timer ugentligt. For den rette kandidat kan der blive tale om et mindre timetal, hvis det ønsked.
Fleksibilitet
Vi ønsker at være en fleksibel afdeling, som tilgodeser den enkelte medarbejders behov og livssituation.
Vi har indført fleksibel fredag i hele centret. Det betyder, at du kan nøjes med at arbejde mandag til torsdag. Fredag kan du holde fri, hvis du har optjent timer til det. Du kan også arbejde hjemme, eller du kan vælge at komme ind og arbejde på kontoret. Det er helt op til dig.
Foruden fredag er der også mulighed for hjemmearbejde en af ugens øvrige dage, forudsat driften tillader det.
Om Ydelsesafdelingen
I afdelingen er vi 10 medarbejdere fordelt på 3 teams og én afdelingsleder og en faglig koordinator. Vi brænder alle sammen for ydelsesområdet og vi værdsætter den gode trivsel på arbejdspladsen.
Vores kerneopgave handler om, at vi lykkes, når både borgere og virksomheder oplever en værdig sagsbehandling, hvor vi med det økonomiske sikkerhedsnet understøtter borgernes vej til hel eller delvis selvforsørgelse.
Vi er forankret i Center for Beskæftigelse og Erhverv, hvor vi er ca. 70 medarbejdere.
Hør mere om jobbet
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Kasper Wolffbrandt på telefon: 21 13 16 43 eller faglig koordinator Camilla Kjær Ptak på telefon: 92 43 94 35
Ansøgningen skal være os i hænde senest onsdag den 22. januar 2025 kl. 12:00.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 5.
Ishøj Kommune ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordres alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Hvis du vil vide mere om at arbejde i Ishøj Kommune, kan du kigge videre her.
Vi er en digital arbejdsplads, som vægter beskyttelsen af borgernes personoplysninger højt. Derfor skal du bruge dit personlige MitID for at identificere dig selv, såfremt du bliver ansat og skal have adgang til kommunens IT-systemer.
Ansøgningsfrist:
22. januar 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: