Jurist til lovarbejde og politikudvikling på luftfartsområdet søges til Transportministeriet
Transportministeriet
Transportministeriet – Center for Analyse, Klima og Luftfart søger en jurist med interesse for luftfart, politik og bæredygtig transport.
Om Center for Analyse, Klima og Luftfart
Center for Analyse, Klima og Luftfart spiller en central rolle i arbejdet med at sikre en effektiv, bæredygtig og grøn transportinfrastruktur. På luftfartsområdet arbejder centret bl.a. for at indfri de politiske målsætninger om Grøn Luftfart i Danmark og gode rammer for udvikling af luftfarten i Danmark, som bidrager betydeligt til mobilitet og vækst. Derudover varetager centret det overordnede ansvar for Luftfartsloven, der fastlægger rammerne for, hvordan civil luftfart reguleres i Danmark.
Luftfartsområdet er i høj grad kendetegnet af international lovgivning, og Luftfartsloven implementerer en lang række af internationale regler og EU-retsakter, som udgør fundamentet for den civile luftfart. Vi er derfor i tæt samarbejde med både nationale og internationale aktører for at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser og bidrager til udviklingen af fremtidens luftfart.
Arbejdsopgaver
Som jurist i Center for Analyse, Klima og Luftfart vil du få en central rolle i arbejdet med komplekse, brede og politisk relevante juridiske problemstillinger. Du vil arbejde med mange typer af juridiske opgaver, herunder blandt andet:
- Udarbejde bekendtgørelser og lovforslag.
- Yde juridisk rådgivning både internt og eksternt – herunder rådgivning til ministeren og andre myndigheder.
- Arbejde med den danske luftfartslovgivning, lovgivning på Færøerne og Grønland samt implementering af EU-ret og opdatering af internationale aftaler og forpligtelser.
- Bidrage til ministerbetjening, herunder udarbejdelse af politiske oplæg og beredskaber.
- Deltage i arbejdet med politiske aftaler og lovgivningsmæssige analyser, der står højt på den politiske dagsorden.
Din profil
Vi søger en jurist, der:
- Er cand.jur. eller cand.merc.jur..
- Er enten nyuddannet eller har erfaring fra andre ministerier eller brancher.
- Er god til at formulere sig både skriftligt og mundtligt.
- Er klar på at arbejde med et stort lovkompleks og international lovgivning
- Kan samarbejde konstruktivt både internt i ministeriet og med eksterne aktører.
Vi lægger vægt på, at du bliver en del af stærkt jurafagligt miljø på tværs af departementet. Dette med henblik på at du samtidig med opgaveløsningen også udvikler din beslutningsdygtighed og din juridiske dømmekraft og metode. Du vil samtidig få et solidt kendskab til processerne på Slotsholmen.
Hovedvægten af opgaverne vil have juridisk karakter, men du vil også få mulighed for at beskæftige dig med ministerbetjening, herunder udarbejdelse af beredskaber og politiske oplæg. Stillingen skal derfor være for dig som jurist, der ønsker at bruge dine juridiske kompetencer, samtidig med at du også har lyst til at arbejde med andet end paragraffer.
Hvem er Center for Analyse, Klima og Luftfart
Centeret består af to kontorchefer, 15 akademikere samt fire studentermedhjælpere. Vi har et engageret arbejdsmiljø, hvor vi lægger vægt på at have en uhøjtidelig omgangstone, og hvor der er plads til nye idéer og tilgange til området. Vi har desuden et tæt fagligt samarbejde med bl.a. Trafikstyrelsen.
Vi bestræber os på at sikre en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vores mobilitet på tværs af ministerområdet betyder, at vi kan rokere mellem kontorer, selskaber og styrelser, hvilket skaber en arbejdsplads med mange karriereveje.
Løn- og ansættelsesvilkår
Aflønning sker efter overenskomst for akademikere i staten. Ansættelsesområdet er Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Mette Langhoff. Departementets telefonnummer er 41 71 27 00.
På vores hjemmeside, www.trm.dk kan du se videoer om at være fuldmægtig i departementet og jurist i departementet samt se mere om departementet som arbejdsplads.
Din ansøgning
Send din ansøgning med kopi af eksamensbevis med karakterudskrift fra både bachelor- og kandidatgraden senest søndag den 12. januar 2025. Du ansøger via et link, som du finder nederst i stillingsopslaget på vores hjemmeside, www.trm.dk.
Vi indkalder løbende til samtale med henblik på ansættelse snarest muligt. Både nyuddannede og erfarne ansøgere vil komme i betragtning, og det er ikke en forudsætning, at du kender til transportområdet i forvejen.
Transportministeriet ser mangfoldighed som en ressource og ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Departementet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
Afdeling: Frederiksholms Kanal 27 F 1220 København K
Lokation: København
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: