Veterankoordinator til Køge Kommune
Køge Kommune
Køge Kommune ønsker at anerkende veteraners bidrag og styrke indsatsen for dem og deres pårørende. Derfor søger vi en veterankoordinator, der danner stærke relationer til veteraner og pårørende, som bygger bro til den kommunale verden og som styrker værdifulde partnerskaber med relevante foreninger og indsatser på veteranområdet.
Som veterankoordinator bliver du en del af en kommune, der har prioriteret at styrke indsatsen på veteranområdet. Med samarbejdsaftale med Veterancenteret i Ringsted, en ny veteranstrategi, erfarne veteranressourcepersoner med myndighedsansvar på nøgleområder i kommunen og nu en veterankoordinator tager Køge Kommune de næste store skridt fremad med en målrettet indsats til gavn for veteranen og de pårørende.
Veterankoordinatoren får mulighed for at gøre en forskel for Køge Kommunes veteraner og deres pårørende. Som veterankoordinator er en af dine vigtigste roller at være en god samtalepartner og vejleder for lokale veteraner, som har brug for støtte. Du skal understøtte veteranens og de pårørendes stemmer i mødet med den kommunale verden, og ikke mindst fungere som den gode tolk og oversætter til et konstruktivt samarbejde med kommunens medarbejdere. Herudover er du kommunens kontaktpunkt for samarbejdet med de mange frivillige, foreninger og virksomheder, der ønsker at bidrage til gavn for veteran og pårørende.
Veterankoordinatoren skal løfte veteranstrategiens 4 hovedområder:
- Brobyggende veterankoordinator styrker kontakt med veteran, pårørende og myndigheder.
- Styrket samarbejde med frivillige og lokale og nationale aktører på veteranområdet.
- Fortsat fagligt kommunalt myndighedssamarbejde og videndelingsnetværk.
- Relevante og målrettede tilbud og indsatser til veteraner og deres pårørende.
Strategien blev til i en samskabt proces med bidrag fra lokale parter og foreninger, råd, Veterancenteret og bidrag og erfaringer fra andre kommuner m.v.
Koordinatoren skal sikre halvårlig statusopfølgning på veteranstrategien og arbejdet med veteraner og pårørende til Socialudvalget og Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget med særlig fokus på:
Omfang af opsøgende kontakt til veteraner.
Målet er at kommunen ved ansættelse af en veterankoordinator rækker ud til udsatte veteraner, der ellers ikke henvender sig.
Antal henvendelser og beskrivelse af sager.
Målet er at kortlægge det reelle behov og på den baggrund sammensætte de adækvate tilbud.
Aktiviteter og kontakt til relevante foreninger, virksomheder, tilbud, centre og aktører mv. på området.
Målet er at styrke civilsamfundssamarbejdet og søge bidrag og viden fra øvrige parter og virksomheder, der kan hjælpe og understøtte veteranen og de pårørende. Herudover skal koordinatoren også stå i spidsen for de arrangementer og aktiviteter, der vedrører veteraner og deres pårørende. Mål for denne indsats kan være arbejdsmarkedsrelateret, socialt og socialfagligt, men også understøtte familiens behov.
Resultater af dialog- og sparringsmøder med relevante kommunale områder.
Målet er at sikre, at veterankoordinator og kommunal forvaltning løbende videndeler. Koordinatoren skal sikre generel rådgivning på området og konkret faglig sparring og vejledning ift. veteran og pårørende. Eks. i samarbejde med Køge Kommunes nye borgerrådgiver.
Ny viden og forskning på området.
Veterankoordinatoren skal kunne formidle ny viden og omsætte den til meningsfulde indsatser for veteraner og pårørende - som eks. tidlig opsporing af veteraner med PTSD og indsats- og forebyggelsesmuligheder ift. udsatte veteraner.
Økonomisk opfølgning på forbrug og budget indenfor de afsatte midler.
Om jobbet – inspireret af Veterancenterets beskrivelse
- Koordinatorernes rolle er at fungere som én indgang i kommunen for veteraner og pårørende.
- Koordinatoren tydeliggør den kommunale indsats for veteraner, pårørende og de frivillige foreninger på veteranområdet.
- Koordinatoren arbejder for og koordinerer, at veteranens sag/problematik bliver behandlet ved de rette instanser. Målet er, at koordinatoren bliver bindeled mellem flere dele af den kommunale indsats, så veteranen og de pårørende får den bedst mulige støtte gennem hele forløbet.
- Koordinatoren bidrager med faglig sparring til andre medarbejdere i kommunen; eksempelvis om, hvordan der kan kommunikeres med PTSD-ramte veteraner.
- Koordinatoren understøtter konkret den påkrævede indsats for den enkelte veteran – hvad enten der er brug for en eks. socialfaglig, arbejdsmarkeds- eller familierettet indsats
- Veterankoordinatoren er synlig i relevante kommunale forvaltninger, så andre kommunale medarbejderne ved, hvem de skal henvende sig til når de møder en veteran eller pårørende, der har brug for støtte.
- Koordinatoren medvirker til at opbygge og vedligeholde initiativer, der skaber et netværk for kommunens veteraner og pårørende.
- Koordinatoren laver et helhedsorienteret, netværksinddragende arbejde og støtter det gode samarbejde mellem forskellige aktører, som familien, psykiatrien, skoleområdet, veteranhjem, frivillige organisationer, andre kommuner, Veterancentret og resten af Forsvaret med videre.
Kompetencer og kvalifikationer:
Da du er brobyggeren mellem veteran og kommune er det en fordel, hvis du har været udsendt og har et grundigt kendskab til det kommunale landskab. Du skal kunne opbygge og varetage en relations- og tillidsbaseret kontakt til veteran og pårørende. Ligesom du skal kunne bidrage til et konstruktivt og videndelende fællesskab på veteranområdet med kommunale kolleger – både på børne- og voksenområdet. Du skal også være direkte opsøgende i forhold til de virksomheder og foreninger, der vil kunne hjælpe veteran eller pårørende til en eks. styrket arbejdsmarkedstilknytning, større personligt netværk mv. Du skal ikke træffe afgørelser eller ændre indholdet af en afgørelse, det er forvaltningens ansvar.
Du må derfor gerne have følgende:
- Veteranbaggrund/udsendt gennem Forsvaret.
- Relevant uddannelse og baggrund, eks. inden for socialrådgivning, pædagogik, psykologi, eller en anden socialfaglig eller samfundsvidenskabelig baggrund.
- Relationelle og tillidsbaserede kompetencer med evnen til at skabe en stærk og tillidsfuld relation til udsatte veteraner og deres pårørende.
- Erfaring i en politisk ledet organisation og kendskab til at navigere i komplekse systemer og samarbejde med forskellige interessenter – både internt og eksternt.
- Evne til at agere som bindeled: Mellem veteran, kommune og eksterne aktører som Veterancenteret, frivillige organisationer og erhvervslivet.
- Fleksibilitet og robusthed: En tilgang, der kombinerer tålmodighed, forståelse og vedholdenhed i arbejdet med en målgruppe der kan være udsat og have komplekse problemstillinger.
Løn og ansættelsesforhold:
Veterankoordinatoren bliver ansat i Køge Kommunes Velfærdsforvaltning, og refererer i det daglige til Arbejdsmarkedschef Fie Illum Jessen.
Arbejdssted bliver Velfærdsforvaltningen, Torvet 1, 4600 Køge.
Stillingen er 37 t/u. Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist den 12. februar 2025.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 24. og 26. februar 2025 med tiltrædelse den 1. april 2025.
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakt Arbejdsmarkedschef Fie Illum Jessen, [email protected], tlf.: 29317680
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. Klik på ”Søg stillingen” og vedhæft din ansøgning og dit CV.
Læs mere om Køge Kommune på www.koege.dk
Køge Kommune ønsker at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder uanset etnisk baggrund. Vi opfordrer derfor personer med dansk og anden etnisk baggrund at søge stillingen.
Spørgsmål
Har du spørgsmål vedrørende stillingen så kontakt venligst
Fie Illum Jessen
Arbejdsmarkedschef
[email protected]
+45 29 31 76 80
Ansøgningsfrist:
12. februar 2025
kl.: 23:59
Ansættelse:
1. april 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: