Fysioterapeut til en fast stilling på Neurologisk Afdeling
Region Hovedstaden
Er du en engageret fysioterapeut, der brænder for neurologien, og ønsker en arbejdsplads med fokus på tværfagligt samarbejde, kompetenceudvikling og høj faglighed, så er vi måske et match. Vi søger lige nu en fysioterapeut til en fast stilling og en fysioterapeut til et barselsvikariat.
Om os
Vores afdeling har aktuelt 34 sengepladser fordelt på Afsnit for akut apopleksi og Afsnit for akut neurologi. Derudover har vi 5 sengelejer i den Fælles Akutmodtagelse (FAM). Afdelingen har desuden en lang række ambulatorier, som de sidste par år er vokset i takt med en udvikling, hvor flere patienter ses ambulant fremfor at blive indlagt.
Du vil blive en del af en terapeutgruppe på 20 fys, - og ergoterapeuter, som har et tæt og stærkt kollegialt sammenhold, og som kontinuerligt arbejder struktureret med kompetenceudvikling i samarbejde med de to specialeansvarlige terapeuter, udviklingsterapeut og overterapeut. Endvidere kommer du til at arbejde tæt sammen med sygeplejepersonale, neurologer, audiologopæder og neuropsykologer.
Neurologisk afdeling varetager behandling af komplekse patientforløb, herunder Hovedfunktions- og Regionsfunktionspatienter, hvor rehabiliteringen tager afsæt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger for tværsektorielle forløb for voksne med erhvervet hjerneskade. Derudover identificerer og vurderer vi patienter med behov for højt specialiseret rehabilitering, og henviser dem til Bodil Eskesen Centret (BEC) samt patienter med behov for rehabilitering på specialiseret niveau, hvor vi trækker på et meget velfungerende samarbejde med ledere, visitatorer og hjerneskadekoordinatorer i de 8 kommuner der ligger i hospitalets optageområde.
Nordsjællands hospital er et undervisningshospital, og afdelingen modtager både fysio- og ergoterapeutstuderende.
Nyt Nordsjællands Hospital
Vi er i fuld gang med at øve os i nye arbejdsgange, og klargøre flytning til vores nye arbejdsplads i Hillerøds nye bydel Favrholm. Nyt Nordsjællands Hospital forventes at slå dørene op i 2026/2027, og vi håber at du har lyst til at komme med på rejsen.
Du kan læse mere her=>> https://www.regionh.dk/nythospitalnordsjaelland/Sider/default.aspx
Dine primære arbejdsopgaver
- Vurdering af behov for opstart af fysioterapi hos nye neurologiske patienter.
- Opstart af fysioterapi hos nye neurologiske patienter, herunder funktionsevnevurdering inkl. fastsættelse af mål, plan og anbefaling til udskrivelsesdestination samt genoptræningsbehov.
- Træning af neurologiske patienter ud fra fastsatte mål og plan.
- Tæt tværfagligt samarbejde med særligt ergoterapeuter.
- Tæt samarbejde med patienter og pårørende.
Vi søger en kollega der:
- Er uddannet fysioterapeut.
- Har interesse for det neurologiske speciale og neurorehabilitering.
- Kan lide at arbejde tværfagligt, men også kan drive dig selv og din opgaveløsning selvstændigt.
- Trives godt med en omskiftelig hverdag.
- Er imødekommende og har gode kommunikative og relationelle egenskaber.
- Er i besiddelse af et godt overblik i en travl hverdag.
- Kan lide gode kollegaer og godt humør.
Til gengæld tilbyder vi:
- Grundig introduktion og løbende supervision.
- Gode kollegaer på tværs af faggrupper.
- Gode muligheder for kompetenceudvikling, supervision og sparring både mono - og tværfagligt.
- En arbejdsplads med fokus på et godt arbejdsmiljø og høj trivsel.
- Fleksibilitet i din vagtplan efter aftale med din nærmeste leder, herunder afspadseringsdage og fridage før/efter weekendvagt samt god mulighed for internt byt af vagter.
- God humor og uformel omgangstone.
Det praktiske
Den faste stilling og vikariatet er på 35-37 timer og er begge til besættelse 1. marts eller efter aftale.
I stillingerne indgår dagvagter fra kl. 7.30-15.00 afhængig af ansættelsesgrad, én ugentlig senvagt til 17.30, weekendvagt hver fjerde weekend og helligdagsvagter efter fordeling.
Løn - og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansøgningsprocedure
Ansøgningsfristen er den 31.1.25
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 5.2.25
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til Overterapeut Jeanette Olsen på tlf. 51798305 eller til specialeansvarlig fysioterapeut Monique Liljehult på tlf. 48 29 75 81.
Du kan også få supplerende indblik i sengeafsnittene på flg. Instagramsider: ”neurologien.noh”
Vi ser frem til at modtage din ansøgning :)
Afdeling:
Lokation: Nordsjællands Hospital
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: