Konsulent til regulatoriske opgaver
Dansk Fjernvarme
Har du stærke kompetencer inden for reguleringsøkonomi og statistisk metode og interesse for energi, grøn omstilling og interessevaretagelse? Så er du måske vores nye kollega.
Grøn omstilling, høj forsyningssikkerhed, et stærkt og robust energisystem, med konkurrencedygtige priser for forbrugerne. Alt sammen kræver det en regulering af forsyningsselskaberne, så de har handlefrihed til at foretage kloge beslutninger og langsigtede investeringer. For at sikre det, har vi brug for en ny kollega, der kan bidrage til indretningen af sektorens regulering, der gør, at vi kan levere på vores og vores medlemmers høje ambitioner.
Dansk Fjernvarmes har ca. 350 medlemmer, der arbejder for at levere konkurrencedygtig grøn el og varme til forbrugerne. Dansk Fjernvarme arbejder for, at fjernvarme- og affaldsenergiselskaberne har de bedste betingelser for at indfri ambitionerne.
Derfor søger vi til vores kontor i København en konsulent, der har erfaring med regulering og energisektoren.
Opgaverne:
Rammevilkårene og den økonomiske regulering af fjernvarmesektoren er løbende under udvikling. Du skal bidrage til Dansk Fjernvarmes strategiske og politiske interessevaretagelse og kommer til at arbejde med en bred vifte af regulatoriske opgaver indenfor fjernvarme og affaldsenergi, der veksler mellem hurtig eksekvering og langsigtet planlægning.
Du kommer i samarbejde med en række kolleger bl.a. til at arbejde med følgende typer af opgaver:
- Regulatoriske forhold bredt set
- Skattereform og afgifter
- Udarbejdelse af analyser og politiske udspil
- Kontakt med medlemmerne om forståelse af regulering
- Interessevaretagelse for foreningens medlemmer
Afhængig af dine kompetencer får du mulighed for at bidrage til Dansk Fjernvarmes øvrige analysearbejde, der varetages af vores analyseenhed.
Din baggrund og kompetencer:
Du er uddannet økonom, ingeniør, energiplanlægger (cand. polit., cand. oecon., cand. polyt., cand. tech. soc.) eller lignende. Du er analytisk og har gode kompetencer inden for økonomisk metode og statistisk metode, herunder indsamling og behandling af data og økonomisk regulering.
Du har muligvis arbejdet med regulering og/eller interessevaretagelse hos en myndighed, et forsyningsselskab eller anden interesseorganisation tidligere.
Forhåndskendskab til fjernvarmesektoren og reguleringen af sektoren er en fordel, men ikke en forudsætning.
Du er dynamisk, hurtig til at sætte dig ind i problemstillinger – ofte af teknisk karakter – og er en god formidler både på skrift og i tale. Du har gode samarbejdsevner, er konstruktiv og vedholdende i din tilgang til opgaver.
Dine personlige kompetencer gør dig i stand til at arbejde selvstændigt og resultatorienteret og til at skabe gode og tillidsfulde relationer. Desuden skal du være en teamplayer, der gerne bidrager til sikre en fortsat attraktiv arbejdsplads.
Vi tilbyder:
Arbejdsopgaverne er udfordrende og varierende. Du får fra første færd et stort ansvar og høj grad af mulighed for at påvirke tilrettelæggelsen af dine opgaver og sætte dit præg på opgaveløsningen og afdelingens udvikling. Vores opgave er at varetage forsyningssektorens interesser på det politiske niveau og overfor de myndigheder, der regulerer sektorens rammevilkår.
Vi har høje ambitioner og lægger vægt på kvalitet og personligt drive. Omgangstonen er uformel og med god plads til humor. Samme egenskaber forventer vi naturligvis af dig.
Arbejdsstedet er København. Stillingen er på fuld tid og med forventet tiltrædelse 1. april 2025.
Arbejdstiden tilrettelægges fleksibelt, og løn forhandles individuelt med udgangspunkt i dine kompetencer og erfaringer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du kan se dig selv i stillingen, har du allerede taget det første vigtige skridt. Det næste, du skal gøre, er at sende en ansøgning og et CV. Din ansøgning med oplysninger om tidligere beskæftigelse skal sendes på linket til højre, så vi har det senest den 7. februar 2025.
Vi afholder samtaler i løbet af februar.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte politisk chef Rune Moesgaard på [email protected] eller telefon 2490 4149.
Ansøgningsfrist:
7. februar 2025
Arbejdssted:
København V
Søg stillingen
Om Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for alle landets fjernvarmeselskaber, der forsyner omkring 69 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme, affaldsenergiselskaber og de kraftvarmeværker, der leverer al den termiske elproduktion i Danmark. Der er 62 ansatte i Dansk Fjernvarmes sekretariatet. Hovedkontoret ligger i Fjernvarmens Hus i Kolding med et kontor beliggende centralt i København.
Dansk Fjernvarme er de danske fjernvarme- og køleselskabers talerør overfor politikere, myndigheder, øvrige organisationer og virksomheder. Fjernvarmen er en central del af løsningen på vores fælles klimaudfordringer. Det er en rolle, vi er meget bevidste om, og som kollegerne i Dansk Fjernvarme i samarbejde med vores medlemmer arbejder på at indfri, samtidig med at vi arbejder for en fortsat høj forsyningssikkerhed, energieffektivitet og forbrugerhensyn.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: