Konsulent til direktionens maskinrum
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Har du lyst til at arbejde helt tæt på STARs direktion? Interesserer du dig for beskæftigelsespolitik, er du nysgerrig på organisationsudvikling og ledelse, og har du lyst til at arbejde i hjertet af en organisation, der arbejder for at få flest muligt i job? Så er du måske vores nye kollega i Ledelsessekretariatet i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Bliv en del af et sekretariat med spændende opgaver – tæt på direktionen
Vi leder efter dig, der har lyst til at komme helt ind i direktionens maskinrum, som har et godt overblik, er god til at styre komplicerede processer og følge sager til dørs, og som har et skarpt øje for kvalitet og ministerbetjening. Du bliver en del af et lille, velfungerende team i vores Ledelsessekretariat, der fungerer som bindeled mellem direktion og organisation og mellem styrelse og departement. Det er et job med ansvar, hvor du kommer tæt på hele STARs direktion og chefgruppe og bliver klogere på ledelsesfaget. Du skal derfor være god til at tænke strategisk, være på forkant, kunne se sagerne på tværs, sikre de rigtige beslutningsgange samt have et skarpt blik for at prioritere, hvad der haster.
Du vil bl.a. få ansvaret for:
- at styre processer på tværs af styrelsen på områder prioriteret af direktionen.
- at sparre med direktionen og hjælpe dem med at gribe nye idéer, aktiviteter og projekter.
- styrelsens arbejde med strategi, styring og organisationsudvikling.
- at understøtte STARs chefgruppe, herunder forberede chefgruppens møder.
- løbende betjening af STARs direktion, herunder understøtte samarbejdet med arbejdsmarkedets parter, samt udarbejde og kvalitetssikre direktionens oplæg.
Direktionsbetjening i verdensklasse
I STAR arbejder vi for at få flest muligt i job til gavn for den enkelte, virksomheder og Danmark. Det er vigtigt for os, at vores samarbejdspartnere oplever os som en styrelse, der er på forkant, der er ansvarlig, og som altid opleves som hjælpsom og imødekommende. Og så lægger vi vægt på at være en arbejdsplads med stor arbejdsglæde.
Du bliver en del af Ledelsessekretariatet, som består af 15 søde og kompetente kolleger og to gode chefer. Du vil indgå i et mindre team med fire andre kollegaer inklusiv en studentermedhjælper. Derudover består Ledelsessekretariatet af en kommunikationsenhed, et mindre team der arbejder med arbejdspladsudvikling samt direktionens forkontor. Vi har et godt kollegaskab og lægger vægt på samarbejde, respekt og en uhøjtidelig omgangstone med plads til et godt grin.
Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:
- har styr på de politiske processer i ministerier og styrelser.
- har erfaring med ministerbetjening og kan skrive skarpe sager og formidle komplicerede spørgsmål på en let, forståelig og kreativ måde.
- er god til at være på forkant og har et godt overblik og erfaring med at styre komplicerede processer med mange interessenter.
- har en veludviklet kvalitetssans og øje for detaljer og prioritering.
- kan tænke strategisk og har et analytisk øje for organisationens retning.
- har interesse for organisation og ledelse.
- har gode samarbejdskompetencer og lyst til at hjælpe kollegaer og samarbejdspartnere.
- er ansvarsbevidst og bevarer overblikket i en travl hverdag.
- har en samfundsvidenskabelig eller anden relevant uddannelse og har interesse for beskæftigelsesområdet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. april 2025.
Du bliver ansat som special- eller chefkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten. Dit arbejdssted bliver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø.
Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Søren Steinbring Rasmussen på tlf. 72 21 74 91 eller kontorchef Laura Olsen på tlf. 42 71 42 78.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr.: 51 62 27 62.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 4. februar 2025.
Vi forventer at holde første samtalerunde i uge 6 og anden samtalerunde i uge 8. Til den anden samtalen vil der være en case.
Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Afdeling: Vermundsgade 38 2100 København Ø
Lokation: København
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
læs opslaget hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering