Vil du være med til at sætte retningen for Enhedslistens kommunikation? – VORES ENHEDSLISTEN
Enhedslisten
Er du strategisk tænkende, kreativt nysgerrig og klar til at udfordre den traditionelle måde at kommunikere politik på? Kan du kombinere stærke projektlederevner med visionære idéer og strategisk kampagnekommunikation? Så kan du blive en vital del af Enhedslistens kommunikations- og presseteam på Christiansborg.
Om stillingen:
Som en del af Enhedslistens presse- og kommunikationskontor, bliver du en del af en spændende og intens hverdag på Christiansborg, hvor du kommer helt tæt på beslutningerne. Du får en nøglerolle i udviklingen af Enhedslistens kommunikations- og brandstrategi. Du får ansvaret for at udvikle kommunikationskampagner og føre dem ud i livet i tæt samarbejde med vores politiske ledelse og kollegaer på Christiansborg.
Vi leder efter en kandidat, der vil være med til at nytænke politisk kampagnekommunikation og udfordre de traditionelle rammer for, hvordan vi taler om politik. Dine opgaver vil bl.a. inkludere:
- Skabelse af kampagnekoncepter, der fanger både bredde og dybde – digitalt og analogt.
- Samarbejde med presseteamet for at sikre en stærk sammenhæng i vores fortælling.
- Projektledelse og eksekvering af kommunikationskampagner, der gør en reel forskel for Enhedslistens brand.
- Strategisk rådgivning til Enhedslistens folketingsmedlemmer om kommunikation.
- Udvikling af Enhedslistens overordnede kommunikations- og brandstrategi.
- Løbende analyse og evaluering af kampagners effekt.
Om dig
Vi stiller ikke firkantede krav til din uddannelsesbaggrund. Vi leder efter en kandidat, der kan tænke visionært og handle operationelt. Du skal være idérig og strategisk og have erfaring med at drive kampagnekoncepter fra start til slut. For at trives i rollen forestiller vi os, at du:
- Har erfaring fra bureau eller med brand management, politisk kampagnekommunikation eller lignende.
- Har en skarp strategisk sans og kan udvikle langsigtede planer og kampagner, der skaber værdi.
- Ikke er bange for at udfordre konventionerne og tænke nyt, når det gælder kommunikation.
- Har en evne til at kombinere kreativitet med struktur og resultater.
- Vil være en del af en dedikeret og engageret gruppe, hvis kommunikationsopgaver spænder bredt. Vi arbejder bl.a. med video, tekstforfatning og sociale medier – og vi løfter i flok.
Vi tilbyder
- Stor frihed til at udvikle og implementere strategier, der sætter retningen for partiets fremtidige brand.
- En arbejdsplads med høj grad af indflydelse og samarbejde tæt på beslutningstagerne.
- Mulighed for at udfordre den traditionelle politiske kommunikation og skabe nye veje.
- Et engageret og ambitiøst team, der arbejder tæt sammen om at styrke Enhedslistens position.
Enhedslisten er ikke bare en arbejdsplads – det er en organisation, hvor dine idéer og strategier kan skabe reel politisk forandring. Som en del af vores team bliver du en central figur i at forme og styrke partiets kommunikationsindsats og skabe begejstring hos Enhedslistens støtter og medlemmer i samarbejde med kollegaer i hele organisationen.
De daglige arbejdsopgaver er i høj grad præget af en omskiftelig politisk hverdag, og derfor skal du være indstillet på at være fleksibel i situationer, hvor en ekstraindsats er nødvendig. Der vil også forekomme aften- og weekendarbejde.
Du vil blive en del af et sekretariat med 22 medarbejdere, der yder faglig politisk og organisatorisk bistand til Enhedslistens 9 folketingsmedlemmer. De daglige arbejdsopgaver er i høj grad præget af det udadvendte kommunikations- og kampagnearbejde.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen. Alle ansatte har samme løn- og arbejdsvilkår og vores enhedsløn er pt. 38.623 kr. pr. md. Derudover har Enhedslisten har en pensionsordning, der følger CO-Industris overenskomst, hvilket pt. betyder 10%/2%. Dertil kommer en fritvalgsordning på 9%.
Det forudsættes, at du ved ansættelsen er eller bliver medlem af Enhedslisten. Der vil forekomme både aften- og weekendarbejde. Til gengæld tilbydes der stor fleksibilitet og overarbejde afspadseres altid 1:1.
Der lægges i ansættelsespolitikken vægt på at fremme ligestilling i forhold til køn og etniske grupper, ligesom Enhedslisten giver fortrinsret til jobsamtale til ansøgere med funktionsnedsættelse. Det betyder, at hvis der blandt de bedst kvalificerede er personer med funktionsnedsættelse, skal vedkommende indkaldes til en samtale.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte presse- og kommunikationschef, Jakob Legarth Sandorff, på [email protected] og telefonnummer 61 62 46 47 eller tillidsrepræsentant, Tobias Clausen, på [email protected] og telefonnummer 61 62 45 63.
Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 3. februar og skal sendes til [email protected] med emnefelt ”Kampagnekommunikation”. Vi ser gerne, at du sender eksempler på tidligere arbejde. Første samtale afholdes den d. 6.-7. februar. Anden samtale afholdes d. 10.-11. februar. Der vil være en opgave forud for anden samtale. Tiltrædelse senest 1. april.
Bemærk: Vi har også en anden stilling opslået på vores presse- og kommunikationskontor [https://vores.enhedslisten.dk/job-i-enhedslisten].
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: