IT-kyndig fagansvarlig til Vejdirektoratets vintertjeneste
Vejdirektoratet
Brænder du for digitalisering? Har du en stærk forståelse for drift og IT, og vil du være med til at gøre Vejdirektoratets vintertjeneste fuldt dataunderstøttet?
Så læs videre.
Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sikker fremkommelighed for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje – og her spiller vintertjenesten en vigtig rolle.
Vejdirektoratet er i gang med en større modernisering af udkaldssystemet ”Vinterman”, der er kerneværktøjet i vores og flere kommuners vintertjeneste. Systemet anvendes til håndtering af udkald og afregning af vores leverandører, og det er omdrejningspunktet for systemunderstøttelsen af Vejdirektoratets vintertjeneste.
Som fagansvarlig vil du have en stor snitflade med kollegaer i afdelingen og medkollegaer i Driftscentralen, som tilsammen udgør den samlede Vintertjeneste i Vejdirektoratet.
Du skal bidrage med at sikre IT-understøttelse af afdelingernes arbejdsprocesser i samarbejde med vores eksterne softwareudvikler. Det er derfor vigtigt, at du har blik for forretningens behov og ser muligheder fremfor begrænsninger.
Dine ansvarsområder:
Som fagansvarlig i afdelingen Vinter får du det primære ansvar for:
- den daglige support til Vejdirektoratets brugere af Vinterman
- oprettelse og vedligeholdelse af brugerprofiler
- oprettelse og vedligeholdelse af databaser
- løbende medvirke til automatisering og forbedring af driftsprocesserne
- udarbejde beskrivelser af forretningens IT-behov til brug for vores softwareleverandør
- deltagelse i IT-statusmøder med vores softwareleverandør
- deltagelse i arbejdsgruppe med kommunerne om udvikling af systemet
- indgå i tæt samarbejde med projektlederen for moderniseringen af Vinterman
På sigt, når moderniseringen af Vinterman er tilendebragt, vil stillingen åbne op for vinterfaglige analyseopgaver, projekter og udbud.
Din profil
Du har en relevant teknisk uddannelse som fx ingeniør indenfor globale forretningssystemer, trafik ingeniør eller tilsvarende.
Derudover ser vi gerne, at du:
- er analytisk stærk
- har erfaring med avanceret brug af Excel
- er struktureret og vant til at kommunikere med IT-brugere
- brænder for at forstå og understøtte faglige behov via IT-understøttelse
- motiveres af en arbejdsdag med både drift, strategi og koordinering
- er god til at samarbejde og har gode kommunikationsevner på tværs af faggrupper
- arbejder selvstændigt, er proaktiv og tager ejerskab for dine opgaver
Da en del af udviklerteamet ikke er dansk, og al dokumentation og opgavestyring udarbejdes på engelsk, vil det være en klar fordel, at du kan begå dig på engelsk både i tale og skrift.
Velkommen til Vinter – fleksibilitet, balance og gode kollegaer
Som fagansvarlig bliver du en del af afdelingen Vinter, der blandt andet har ansvar for udbud og kontraktstyring af kørebane-, sti- og rastepladsentrepriser, salt, vintermateriel, værkstedsydelser, glatførestationer og drift af materielgårde. Derudover driver og udvikler vi IT- systemerne Vejvejr og Vinterman, indgår i netværkssamarbejde og udviklingsprojekter med kommuner og de nordiske lande om vintertjeneste generelt.
Vi er 15 engagerede og dygtige kollegaer med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Afdelingen er kendetegnet ved en stærk holdånd og en åben og humoristisk omgangstone. Hverdagen er præget af en positiv tilgang til nye udfordringer, og vi har fokus på, at vi hele tiden udvikler os både fagligt og personligt.
Du bliver en del af et fagligt miljø i Aalborg, hvor vi i alt er ca. 100 medarbejdere fra forskellige afdelinger i Vejdirektoratet.
Vi prioriterer en god balance mellem arbejde og fritid, og du vil have mulighed for fleksibilitet og hjemmearbejde 1-2 dage om ugen tilpasset efter dine opgaver og projekter.
Dine løn- og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fastansættelse normeret til 37 timer om ugen. Stillingen ønskes besat den 1. april 2025
Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende statslig overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg afhængig af dine kvalifikationer.
Da Vejdirektoratet har tjenestesteder og opgaver i hele landet, vil der være rejseaktivitet i begrænset omfang.
Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil blive ansat i Vejdirektoratet på adressen Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg Øst i afdelingen Vinter.
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du har kørekort (B).
Hvis du vil vide mere om stillingen,…
… er du velkommen til at kontakte afdelingsleder, Tania Udengaard Sørensen på 7244 2012 eller 2364 9002.
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse mere om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk under Job og karriere.
Er du interesseret?
Send din ansøgning eller CV senest mandag den 10. februar 2025.
Vi forventer at afholde samtaler fredag den 14. februar 2025.
Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver.
Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap, politisk anskuelse eller etnisk tilhørsforhold.
Afdeling:
Lokation: Aalborg
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: