Barndommens Gade søger pædagog | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Barndommens Gade søger pædagog
Vil du være med til at skabe en tryg og struktureret hverdag og skabe de bedste forudsætninger for børnenes udvikling sammen med en masse dygtige kollegaer? Vil du have fokus på nærvær, tryghed, de pædagogiske rutiner, legemiljøer, og ikke mindst omsorgen for de mindste?
Så skal du søge denne stilling hos os.
Vi er en vuggestue på Vesterbro med 74 skønne børn fordelt på 6 stuer. Vi består af to afdelinger med tre stuer i hvert hus. På alle stuer er der 12-13 børn, to pædagoger og to medhjælpere, og lige nu har du muligheden for at blive en del af vores fantastiske vuggestue.
Vi søger en engageret og faglig dygtig pædagog, der har lyst og kompetencer til at arbejde med børn i alderen 0-3 år. Vi anser vuggestuearbejdet for verdens vigtigste og dejligste arbejde. Vi ønsker, at du har et særligt fokus på omsorg, tilknytning, relationer og børnefællesskaber.
Du skal være fagligt reflekteret og kunne skabe glæde og lys i øjnene hos børnene. Du mener, at det gode relationsarbejde er en forudsætning for din praksis. Du er energisk, engageret og imødekommende. Du har et positivt livssyn og er med på at tage ansvar i vores arbejdsfællesskab.
Om os
Vi er en engageret medarbejdergruppe med godt humør og god dynamik, der ønsker at praktisere en kontinuerlig udvikling af Barndommens Gade bl.a. i forhold til børn og forældre, vores kollegiale samarbejde i arbejdsfællesskabet samt udvikling af medarbejdergruppen og den enkelte ansatte. Ligeledes har vi et stort fokus på det sociale samvær og samarbejde som kollegaer, da vi ser det som en vigtig værdi på vores arbejdsplads.
Vi har en engageret og nysgerrig pædagogisk leder, som prioriterer udvikling af vuggestuepædagogik og som sætter rammen for et arbejdsfællesskab, hvor både børn og voksnes trivsel står forrest!
”Hos os er stemningen altid god. Vi har det godt kollegaer imellem på alle stuer, og vi tager fælles ansvar for alle opgaver. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs, og der er altid en kollega at sparre med. Vi er en blanding af erfarne og nye/unge medarbejdere, men fælles for huset er, at vi har det sjovt og respekterer hinanden. Og så holder vi nogle gode fredagsbarer ” siger Joan, AMR og pædagog.
”Det bedste for mig ved at arbejde i Barndommens Gade er klart den gode stemning, som er i huset, fordi vi respekterer og har det godt med hinanden. Det gælder både arbejdsmæssigt, hvor vi er gode til at hjælpe hinanden på tværs af stuerne, men også, at vi kan have det sjovt sammen udenfor arbejdstiden. Vi har også en ledelse, som man altid kan gå til og, som jeg oplever, er i øjenhøjde med personalet.” udtaler Sofie, Pædagog
“Du skal arbejde hos os, fordi vi værner om den langsomme pædagogik, nærværet og hinanden. Og selvom der nogle gange er travlt, så er vi virkelig gode til at bevare nærværet med børnene, men også hinanden. Vi er gode til at kommunikere med hinanden, så vi altid ved, hvad vi kan forvente af hinanden. Og så giver vi altid plads til latter og humor, fordi det skal være sjovt at gå på arbejde.” siger Mathilde, pædagog
Vores pædagogiske fokus er at sikre god kvalitet for både børn og voksne over hele dagen. Derfor arbejder vi struktureret med de pædagogiske rutiner og de muligheder, de giver os i arbejdet med børnenes tryghed, trivsel og udvikling. Dette gør vi blandt andet ved at skabe mulighed for et stærkt samarbejde på tværs af stuerne.
Vi afholder kontinuerlige pædagogmøder i afdelingerne, og hos os er det ikke dine og mine børn, men vores børn, og derfor har vi alle sammen ansvaret for at alle børn trives i vores vuggestue.
Yderligere oplysninger
Stillingen er på 30-37 timer om ugen.
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.
Hvis du ønsker en rundvisning eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Ida Lund Larsen på 24 62 16 54.
Vi venter gerne på den helt rigtige til vores arbejdsfællesskab om børnene!
Sammen med din ansøgning beder vi dig medsende CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest mandag den 10. februar 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: