Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet søger ambulatoriesygeplejerske til spændende speciale
Region Hovedstaden
Vi søger en sygeplejerske til vores ambulatorie, hvor vi behandler patienter med testikel-, prostata- og blærekræft samt sjældne kræftsygdomme
I Afdeling for Kræftbehandling - klinik 4222 søger vi dig, som vil være en del af et team, der stræber efter at skabe tryghed i alle patientforløb og prioriterer en god relation til både patienter og pårørende. Klinikken er et ambulatorium, der har åbent mellem kl. 7.30-17 mandag-fredag med primær arbejdstid kl. 8-15.30.
Hvis du har lyst til at være en del af et team, hvor du har indflydelse på udvikling i afsnittet og mulighed for løbende læring, så læs med her.
3 gode grunde til at blive vores nye kollega:
1. Vi sørger for god introduktion, hvor du de første 6 uger er ude af normering og følger din kontaktsygeplejerske. Vores introduktions- og oplæringssygeplejerske vil følge dig det første år. Du får et kursus i medicinsk kræftbehandling og grundkursus i kræftsygepleje.
2. Vi kan gøre dig til en fremragerende kræftsygeplejerske!
Hos os kan din videreudvikling være at blive ressourceperson for dine kolleger indenfor eksempelvis palliation, ernæring og børn som pårørende. Du har på sigt mulighed for klinisk vejlederuddannelse og specialuddannelse i kræftsygepleje, samt at deltage i kurser/uddannelse indenfor emner, som vi sammen finder værdifulde for dig og for afsnittet.
3. Vi tilbyder dig en uformel, humoristisk og seriøs arbejdsplads med bred faglig erfaring og anciennitet. Her er der plads til både at være novice og ekspert.
Ambulatorium for Urinvejskræft og Sjældne Kræftsygdomme, afsnit 4222
Vi er specialiseret i behandling af prostatakræft og blærekræft, som udgør en stor del af vores patientgruppe. Vi behandler også patienter med testikelkræft, som primært er yngre mænd, der står på tærsklen til voksenlivet. Vi har et særligt fokus på at håndtere de problemstillinger, som opstår når man som ungt menneske rammes af kræft.
Vi behandler også patienter med peniskræft og ukendt primær tumor, som vi har landsdelsfunktion for. Vi modtager desuden patienter fra hele Danmark med kræft i binyrebarken og i kræft i brislen. Begge disse sygdomme er sjældne, hvilket betyder, at vi med vores specialviden har en særlig forpligtigelse til udvikling af patientbehandlingen.
Patientforløbene kan vare fra få måneder til flere år, og vores behandlinger gives med både kurativt og palliativt sigte, og kan bestå af kemoterapi, immunterapi og stråleterapi.
Vi har en høj faglighed og udøver sygepleje med udgangspunkt i den enkelte patient og dennes pårørende. Vi yder støtte og eksistentiel omsorg for patienterne, og stræber altid efter at skabe individuelle forløb, så patienterne oplever højst mulig livskvalitet i livet med en kræftsygdom.
Vores kræftbehandlinger og patientforløb er højt specialiserede og stiller krav til sygeplejerskernes kompetencer, hvilket vi imødekommer i vores oplæring af nyt personale.
Hvem er vi?
Vi er et ambulatorie med en personalegruppe på 14 sygeplejersker, som er forskellige steder i livet. Vi arbejder godt sammen indbyrdes og med vores læger, sekretærer og servicemedarbejder.
Ledelsesstilen i teamet er dialogbaseret og vi lægger stor vægt på det gode samarbejde. For os er anerkendelse, tillid og humor grundlag for et stærkt fagligt fællesskab og godt arbejdsmiljø.
Din nye hverdag hos os
Vi mødes kl. 8 og forbereder os sammen på dagens patienter og sygeplejeopgaver. Vi arbejder i teams og i fordelingen af patienter prioriterer vi at se de patienter, som vi allerede kender. Dagens patienter kommer fra kl. 9 og dine opgaver omkring patienterne kan være at:
- modtage en ny patient der skal starte kræftbehandling, hvor du har samtale med -og informerer patient og pårørende om behandlingsforløbet
- give patienter deres kræftbehandling og identificere sygeplejebehov i forhold til patientens bivirkninger, symptomer og compliance
- vurdere patientens behov for fysisk såvel som psykisk støtte og henvise til fx socialrådgiver, diætist, hjemmesygeplejerske, rehabilitering og palliation
- modtage og vurdere akutte patienter med symptomer fra sygdom og bivirkninger til behandlingen
Tre dage om ugen har vi sygepleje -eller tværfaglige konferencer med undervisning, drøftelse og refleksion.
Vores primære arbejdstid er mandag til fredag – også helligdage – i dagstiden, og vi arbejder hver 12. weekend i vores fælles sengeafsnit i Afdeling for Kræftbehandling.
På afdelingens instagram @afdelingforkraeftbehandling under højdepunktet Afd. 4222 kan du blive klogere på vores afsnit.
Du er altid velkommen til at kontakte oversygeplejerske Julie Grønning på telefon 3545 1161 eller assisterende oversygeplejerske Debbie Rosa Jørgensen på telefon 3545 8083 for yderligere information. Der er også mulighed for at aftale at komme forbi til en kop kaffe og en snak med sygeplejerskerne.
Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område mellem Sundhedskartellets parter, herunder Dansk Sygeplejeråd og Regionernes Løn- og Takstnævn.
Stillingen er en fast stilling på 37 t/uge og er til besættelse pr. 1. april 2025 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist d. 13. februar 2025. Samtaler forventes at blive afholdt d. 17. – 19. februar 2025.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Afdeling:
Lokation: Rigshospitalet - Blegdamsvej
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: