Ledelsessupporter til Psykiatrisk Afdeling Aabenraa
Region Syddanmark
Brænder du for at arbejde med ledelsesbetjening i et dynamisk miljø og for at styrke og understøtte afdelingsledelsen i udviklingen og driften af en større afdeling?
Så er det dig, vi søger til en AC-stilling som ledelsessupporter.
Dine opgaver:
Du vil som ledelsessupporter have følgende hovedopgaver:
- Sekretariatsbetjening af arbejdsgrupper og udvalg, f.eks. leder-medarbejder-udvalget (LMU) eller ledermøder. Herunder udarbejdelse af sagsfremstillinger
- Generere dataudtræk fra ledelsesinformationssystemer samt analysere og bearbejde disse
- Bistå afdelingsledelsen med udarbejdelse af beslutningsoplæg, notater, høringssvar og præsentationer samt understøtte fremdrift af besluttede indsatser
- Bidrage til målrettet og tydelig kommunikation inden for afdelingen
- Du vil i et mindre omfang bidrage til løsning af stabens fælles opgaver. Opgaverne fastsættes ud fra dine ønsker og kompetencer.
En arbejdsuge som ledelsessupporter kan fx bestå i, at du mandag formiddag udarbejder et udkast til dagsorden til LMU og afstemmer dagsordenspunkterne med formandsskabet. Mandag eftermiddag og tirsdag udarbejder du sagsfremstillinger. Onsdag foretager du diverse datatræk og skriver efterfølgende et notat. Torsdag følger du op på en af afdelingens igangværende indsatser fx i samarbejde med arbejdsmiljøkoordinatoren eller i samarbejde med en af udviklings- og forbedringskonsulenterne. Fredag laver du et oplæg til afdelingsledelsen. I løbet af ugen vil du også have håndteret et par mindre opgaver med kort deadline.
Vi ønsker os, at du:
- Har relevant uddannelse på kandidatniveau
- Gerne har erfaring fra en politisk ledet organisation
- Er god til at skabe overblik, beskrive og formidle problemstillinger
- Har flair for tal og stærke analytiske kompetencer
- Kan arbejde selvstændigt og struktureret samt evner diskretion.
Der vil blive udarbejdet et individuelt tilpasset introduktionsprogram.
Ledelsessupporteren indgår sammen med 11 andre i staben ved Psykiatrisk Afdeling Aabenraa og referer til stabslederen.
Om afdelingen:
Psykiatrisk Afdeling Aabenraa består af en fælles akut modtagelse, der modtager patienter på døgnbasis. Derudover er der 95 sengepladser fordelt på fire almenpsykiatriske sengeafsnit, et ældrepsykiatriske sengeafsnit og et psykoterapeutisk sengeafsnit.
I Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa ligger afdelingens lokalpsykiatrier. Endvidere er der ældrepsykiatrisk ambulatorium, ambulatorium ved afsnit for psykoterapi, oligofreniteam, OPUS samt klinik for selvmordsforebyggelse.
I afdelingen er der ansat ca. 420 medarbejdere.
Praktiske oplysninger:
Ansøgningsfristen er den 16. februar 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. februar 2025.
Ansættelse pr. 1. april 2025 eller snarest derefter.
Hvis du indkaldes til samtale, vil du blive bedt om at udfylde en personprofil-test, som vil indgå i dialogen med os.
Du er velkommen til at høre mere om stillingen hos leder af staben, Morten Sandberg, på mail: eller på telefon: 99 44 54 03.
Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende referencer.
Løn- og ansættelsesvilkår: Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst indgået mellem den faglige organisation og Danske Regioner.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Afdeling: Psykiatrisk Afdeling Aabenraa
Stillingsbetegnelse: Akademiker, Akademiker, Ledelsessupporter
Arbejdstid: 37
Arbejdssted: Aabenraa
Ansøgningsfrist: 16-02-2025