Hjemmepleje Vest, Svendborg Kommune søger engagerede sygeplejersker, der vil være en del af vores faste udekørende team.
Svendborg Kommune
- Kan du arbejde selvstændigt og tvær-professionelt?
- Har du fokus på borgerperspektivet?
- Kan du tage medansvar for opgavefordeling ud fra en faglig vurdering?
- Medvirker du til den gode stemning på arbejdspladsen og kan du reflektere over praksis?
Så er du måske vores nye sygeplejerske i Hjemmepleje Vest.
Vi søger 2 sygeplejersker; 1 til en fast stilling og 1 til et barselsvikariat på 12 måneder.
Du bliver ansat i en sektion med ca. 25 sygeplejersker som arbejder i alle vagtlag.
Vi er en blanding af nye og erfarne sygeplejersker, der vægter samarbejde og faglighed i arbejdet, og vi har stor fokus på vores trivsel.
Vi arbejder med metaforer fra konsulentfirmaet ’’De-tre’’, så hvis du vil vide mere om hvad sjat-pissebrok, at ride døde heste og at putte de rigtige ingredienser i gryderetten betyder, så lander du det helt rigtige sted her hos os.
Om jobbet
Som sygeplejerske deltager du i den samlede opgaveløsning med særlig fokus på varetagelse af planlagte, akutte og komplekse sygeplejeopgaver.
Det forventes, at du som sygeplejerske tager det kliniske lederskab og at du sammen med andet personale lægger en plan for sygeplejen hos borgeren i eget hjem eller i en af vores sygeplejeklinikker.
Du vil arbejde selvstændigt, og har mulighed for at hjælpe borgerne med perspektiv på et måske ændret liv pga. sygdom/funktionsnedsættelse.
Om os
Vi arbejder ud fra et borgerperspektiv, med en rehabiliterende tilgang og vi arbejder målrettet på at undgå unødige indlæggelser.
Der arbejdes med selvkoordinerende teams i hjemmeplejen og det skal sygeplejen også være en del af. Vi har derfor fået projektmidler, til ekstern konsulent, som skal gøre os klogere på blandt andet personcentreret omsorg. Der er planlagt undervisningsforløb for sygeplejerskerne.
Som dokumentationssystem bruger vi KMD Nexus.
Vi har fokus på trivsel og arbejder målrettet med det. Det er vigtigt for os, at der er tryghed i gruppen, så der er åbenhed for sparring/refleksion.
Når du arbejder på ældreområdet, møder du bag hver enkelt dør et unikt menneske. Et menneske, du gør en forskel for. Hos os har du frihed til at møde netop dét menneske – måske i en lille snak, i en svær stund eller med en hjælpende hånd.
Vi har ikke én færdig opskrift på det gode ældreliv, fordi vi hylder forskelligheden. Men vi gør os altid umage med at møde det enkelte menneske med værdighed.
Vi insisterer på at skabe de bedste rammer for, at du kan udføre dit arbejde godt og meningsfuldt. Vi har også høje forventninger til dig og til din faglighed. Du får lov at bruge det, du kan, og arbejde med det, du brænder mest for.
Du vil få en synlig leder, du kan sparre med, og dejlige kolleger at dele hverdagen med.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
- Stillingerne er mest dagvagt, men der vil indgå få nattevagter eller aftenvagter, ca. 2 vagter på 4 uger.
- Weekendvagt hver 4 uge
- Tiltrædelse 1.april 2025 eller efter aftale
- Stillingerne er på 37 timer, men vi er fleksible og vil så vidt som muligt tage hensyn til dine ønsker til timetal.
- B-kørekort er påkrævet
- Ansøgningsfrist onsdag d 20. februar 2025, samtaler i uge 9
- For yderligere information er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lone Lauritsen på tlf. 6223 4416.
- Ansøgningsfrist 20.02.2025
- Jobsamtaler forventes at blive afholdt uge 9 2025
- Har du nogle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lone Lauritsen på tlf. 6223 4416
Vi glæder os til at høre fra dig.
Der skal der afleveres en privat straffeattest ved ansættelse i stillingen.
Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst og lokal løn.
Arbejdsstedet er Fåborgvej 64, 5700 Svendborg
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine knap 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.
Afdeling: Sygepleje Vest
Ansøgningsfrist: 20 February 2025
Placering: Fåborgvej, 64, 5700, Svendborg
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: