Forskningsbibliotekar søges til metadatering af ældre topografiske postkort i Det Kgl. Biblioteks kulturarvssamlinger
Det Kgl. Bibliotek
Det Kgl. Bibliotek søger en forskningsbibliotekar til 9 måneders projektansættelse i afdelingen Specialsamlinger, 30t/uge med tiltrædelse d. 1. april 2025.
Brænder du for tilgængeliggørelse af kulturarv, har du erfaring med metadatering af historisk billedmateriale, og trives du med at gennemgå store mængder materiale og arbejde digitalt? Så kan du være den rette kandidat.
Arbejdsopgaver
Det Kgl. Biblioteks Kort- og Billedsamling har en samling på over 300.000 topografiske postkort fremstillet fra slutningen af 1880’erne og frem. Postkortene er nu blevet retrodigitaliseret, men før de kan tilgængeliggøres online, skal hver enkelt fil have oplysninger om ophav, lokalitet og år, som det bliver din opgave at tilføje. Arbejdet foregår dels i Excel og dels i programmet Cumulus. Det Kgl. Bibliotek vil derudover i samarbejde med Nationalmuseet forsøge med crowdsourcing af samlingen via Nationalmuseets crowdsorcingmodul Hvor er det fra? Her vil det blive din opgave at etablere arbejdsgange for levering af filer til crowdsourcing samt returnering af metadata til vores forvaltningssystemer.
Kvalifikationer
Vi lægger vægt på, at du:
- Har en relevant videregående uddannelse, f.eks. cand.mag., cand.scient.bibl. eller lignende.
- Arbejder struktureret, systematisk og kvalitetsbevidst.
- Evner at arbejde selvstændigt og har gode samarbejdsevner.
- Har gode informationssøgningskompetencer.
- Kan planlægge arbejdet, så projektet holder fremdriften.
- Erfaring med systematisk registrering af tekst og tal i Excel.
- Har gode danskkundskaber.
Det er en fordel, hvis du har:
- Erfaring med programmet Cumulus.
- Godt kendskab til Danmarks geografi og historie.
- Har blik for de gode historier i samlingen.
Afdelingen
Kort- og Billedsamlingen er forankret i afdelingen Specialsamlinger, der desuden består af Håndskriftsamlingen og Boghistoriske samlinger, Folkemindesamlingen, Teatersamlingen, Musiksamlingen, samt Orientalsk samling og Judaistisk samling. Samlingerne indeholder nogle af de største skatte fra den danske og europæiske kulturarv, og afdelingens opgaver består i at forvalte disse samlinger. Det gøres ved at give fysisk eller digital adgang til materialerne, og ved at afdelingens medarbejdere indsamler nyt materiale, katalogiserer, forsker i og formidler samlingernes indhold og tematikker. I alt består afdelingen af 26 faste medarbejdere foruden projektansatte og studentermedhjælpere.
Vi tilbyder
Vi kan tilbyde dig et job i et fagligt engageret miljø med imødekommende og hjælpsomme kolleger, hvor du kommer tæt på kulturarven. Du får oplæring i samlingsarbejdet og indsigt i, hvordan kulturarven håndteres og tilgængeliggøres. Vi arbejder i en institution, hvor der udvises respekt for den enkelte medarbejder, og hvor der lægges vægt på alles trivsel.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og AC-organisationerne vedrørende akademikere i staten med mulighed for forhandling af et personligt tillæg afhængig af kvalifikationer og erfaring.
Arbejdstiden er typisk fra kl. 9-16, og der forventes fysisk tilstedeværelse. Vi lægger vægt på balance mellem arbejdsliv og fritid, og du har mulighed for fleksibel arbejdstid efter aftale. Ansættelsen er normeret til 30 timer ugentligt inklusiv frokostpause.
Ansættelsessted er Det Kgl. Bibliotek i København med primær adresse på Søren Kierkegaards Plads 1 i Den Sorte Diamant.
Praktiske oplysninger
Stillingen kan kun søges elektronisk via linket ”søg stillingen”.
Vedlæg din ansøgning, CV, eksamensbevis og eventuelle anbefalinger.
Ansøgningen skal være modtaget senest den 26. februar.
Vi forventer, at afholde førstesamtaler den 28. februar.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet offentlig straffeattest.
Yderligere oplysninger om jobbet kan fås ved henvendelse til Sonny Ankjær Sahl, tlf. 91 32 42 44 / [email protected]
Ved eventuelle tekniske problemer, kontakt venligst HR Manager Talent Solutions Support på tlf. 7244 0644.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Afdeling: Christians Brygge 8 1219 København K
Lokation: SPS
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: