Er du vores nye økonomikonsulent i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse?
Forsvaret
Vil du være med til at sikre den fortsatte økonomiske styring af Forsvarets anskaffelser? Har du interesse i at vejlede samarbejdspartnere i økonomifaglige spørgsmål samtidig med, at du kan udvikle dit potentiale gennem egne ansvarsområder og opgaver? Så se med her!
Om os
Den nuværende sikkerhedspolitiske situation og den historiske oprustning af Forsvaret stiller os over for en stor opgave. Derfor har vi brug for dine økonomiske ekspertise i vores sektion til at sikre en dygtig og sikker økonomisk styring af Forsvarets anskaffelser. Du bliver en del af Materieløkonomi i Ressourcedivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Det er vores primære opgave at administrere en meget stor del af det samlede forsvarsbudget med et årligt budget på over 25 mia. kr. Nu får du muligheden for at være med til at sikre, at pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til de udsendte styrker og operative enheder.
Vores sektion består af 12 engagerede medarbejdere som spænder bredt, både hvad angår erfaringer, baggrunde og alder fordelt på tre forskellige teams hhv. land, luft og maritim. Vores hverdag er præget af en uformel omgangstone, hvor der er plads til at snakke om hverdagens opgaver og sparre med hinanden. Du vil blive en del af et dygtigt team, hvor vi arbejder sammen og altid er der for at hjælpe hinanden.
”At arbejde i FMI er en unik oplevelse. Det giver en fantastisk følelse af formål og stolthed at vide, at vi hver dag er en del af noget, der virkelig gør en forskel – vi er med til at skrive danmarkshistorie og bidrage til Danmarks sikkerhed. Selvom tempoet nogle gange kan være højt, er der altid fokus på trivsel og balance – og det er en stor fordel i en hverdag, hvor både familie og arbejde skal hænge sammen.” fortæller Maja, en af dine kommende kollegaer
Om stillingen
Forsvaret er i en meget foranderlig tid. Det stiller store krav til vores opgaveløsning og vores evne til at omstille os alt efter opgavens karakter. Det betyder også, at du som vores kommende kollega vil skulle bidrage til at løse en række opgaver, der går på tværs af sektionen – udover at bidrage til opgaveløsningen i det team, hvor du er tilknyttet.
Ovenstående omfatter blandt andet:
- Holde løbende kontakt til ansvarlige for et eller flere af Forsvarets områder og til en række samarbejdspartnere på tværs af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
- Have ansvar for den økonomiske opfølgning på en række områder
- Ansvarlig for den økonomiske styring af en række forligstiltag
- Optimere de nuværende processer og forme nye processer på tværs af FMI
- Vejlede samarbejdspartnere i økonomifaglige spørgsmål
Du får en stor fleksibilitet til at tilrettelægge din arbejdsdag, og vi sørger selvfølgelig for, at du bliver godt rustet til at varetage din funktion gennem en mentorordning ved ansættelsens start.
Du løser konkrete opgaver hver dag. Da Forsvaret er i stor forandring, vil du opleve, at dine arbejdsopgaver ændrer sig over tid, i takt med at Forsvaret udvikler sig. Der opstår konstant ændrede situationer, som vil give dig mulighed for både at påvirke dit arbejde og udvikle dig selv.
”Gennem arbejdet med forskelligartede opgaver og tæt samarbejde med kollegaer, får man mulighed for at identificere forbedringsmuligheder og implementere løsninger, der kan optimere arbejdsgange og processer. Samtidig får man mulighed for at udvikle egne færdigheder, både fagligt og personligt. Denne dynamik gør det både inspirerende og lærerigt at være en del af denne sektion.”, fortæller Thomas, en af sektionens medarbejdere.
Om dig
Vi prioriterer at finde en person, som komplementerer vores team/afdeling. Din uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring er sekundær, men det vil være hensigtsmæssigt, hvis du har forståelse for tal og kan se økonomiske sammenhænge. Du kan eksempelvis være nyuddannet akademiker eller have en anden relevant uddannelse og erfaring inden for arbejde med økonomi.
I rollen som økonomisk medarbejder er du nysgerrig og har en kritisk sans, som du bruger i dit arbejde. Der stilles krav til, at du kan overholde deadlines, hvor du evner at arbejde løsningsorienteret. Stillingen indeholder også rutineprægede arbejdsprocesser, som kræver, at du er koncentreret og struktureret. Derudover er det vigtigt, at du har det godt med at skabe relationer, da en del af arbejdet omfatter tæt samarbejde med udvalgte chefer og medarbejdere inden for dit område. Derfor er det også vigtigt, at du evner at viderebringe fakta og analyser til interessenter uden økonomisk baggrund.
Vi tilbyder dig en spændende stilling, hvor du får indflydelse på dine arbejdsopgaver, kan udvikle dine færdigheder og får et ansvar, der passer til dig.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet i henhold til den enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante forhandlingsberettigede organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg i overensstemmelse med de stillede krav og dine kvalifikationer. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Er du interesseret i at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte souschef Stinus Gerner Fly på telefon: 3195 4086.
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Mette Karoline Kunz på telefon: 3266 5023.
Ansøgningsfristen er den 31. marts 2025, og vi forventer at holde samtaler umiddelbart herefter. Vi forestiller os, at du kan starte snarest muligt alt afhængigt af din nuværende situation.
For at komme i betragtning til stillingen bedes du søge stillingen her og vedhæfte din ansøgning, dit CV og dit uddannelsesbevis.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed optimerer opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet, og vi administrerer op mod 10 milliarder kroner årligt af det samlede forsvarsbudget. Vi har ansvaret for det samlede forsvar og beredskabs materiel- og IT-systemer, så det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer alt materiel og IT lige fra kampvogne, krigsskibe og kampfly til computere, kabler og knapper.
Vi er ca. 2.500 civile og militære medarbejdere fordelt over hele Danmark, og vores hovedkvarter ligger i Ballerup.
Du kan læse om Forsvaret og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse på www.forsvaret.dk og www.fmi.dk eller find os på IG: @fmi_dk
Fakta
Application due
31-03-2025
Start date
Start hurtigst muligt
Work hours
37 timer
Position category
Position type
FuldmægtigAdministrativt arbejde
Workplace
Københavns omegn
Workplace
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: