Københavns Universitet søger dygtig jurist til personalejuridiske opgaver
Københavns Universitet
Universitetet søger en personalejurist til at arbejde med spændende personalejuridiske opgaver i universitetsadministrationen på Frederiksberg.
Københavns Universitet (KU) er Danmarks største universitet og nyder international anerkendelse. Vores ansatte er ildsjæle, der arbejder for at gøre verden til et bedre sted.
På KU varetages administrationen i en fælles universitetsadministration, hvor HR-området er organiseret i en tværgående koncernenhed samt tre HR-centerenheder, der er placeret på hver deres campusadministration, som ledes af en campusdirektør.
HR i Campusadministration Frederiksberg+ (HR FRB+) søger en dygtig personalejurist, der kan være med til at løse vores mange spændende, varierede og ofte udfordrende personalejuridiske opgaver.
Vi tilbyder et job med gode udviklingsmuligheder og samarbejde på tværs
Kerneopgaverne for dig som personalejurist på universitetet er selvstændigt at rådgive og bistå ledere på alle niveauer om det ansættelsesretlige område som fx håndtering af syge- og performancesager, arbejdstid, ligebehandling, klagesager, forvaltningsret, aktindsigt mm.
Som personalejurist rådgiver du typisk fremme i front. Der er samtidig plads til at arbejde med at sikre den juridiske opdatering og understøtte legaliteten. Din opgaveportefølje vil være varieret, du vil få en stor kontaktflade til ledere i organisationen, og du vil få mulighed for både at arbejde med den brede personalejura og dykke ned i udvalgte specialområder. Der vil også være behov for, at du arbejder med jura, der ligger i grænseområdet til personalejuraen og yder bred ledelsesrådgivning.
Udover de generelle ansættelsesretlige regler i staten gælder der et helt særligt regelsæt for rekruttering og ansættelse af videnskabeligt personale på universiteterne i Danmark. Du vil som personalejurist også skulle rådgive ledere og kolleger i dette regelsæt. Hvis du ikke kender det allerede, vil det være noget af det første, du skal sætte dig ind i, og vi forventer, at sagsbehandling ved rekruttering af videnskabelige medarbejdere med tiden kan indgå i stillingen.
Du vil indgå i et tæt samarbejde med kollegerne i andre teams og sektioner, som du rådgiver og samarbejder med i forbindelse med personaleadministration og rekruttering m.v. Vi lægger vægt på, at vi internt i vores sektion og i HR FRB+ kan bistå og supplere hinanden, så vi samlet kan levere den højeste kvalitet, når vi løser vores opgaver.
Du kommer også til at indgå i samarbejde på tværs af campusadministrationerne, fakulteterne og de faglige områder. Vi ser det som et led i kompetenceudviklingen at komme rundt i organisationen og opnå bedre forretningsforståelse.
Om dig
Du er uddannet cand.jur., cand.merc.jur. eller lignende. Du må meget gerne have erfaring inden for det ansættelsesretlige område og gerne fra den offentlige sektor, men vi ser også gerne en ansøgning fra dig, hvis dine erfaringer er opnået andre steder fra eller, hvis du er nyuddannet.
Du leverer høj kvalitet og er grundig i din arbejdsmetode, men forstår samtidig, at der kan være brug for at levere god og hurtig rådgivning til vores kunder. Du er en dygtig formidler i skrift og tale, og du kan anvende engelsk som arbejdssprog.
Hvis du er erfaren personalejurist, vil du hurtigt få mulighed for at arbejde selvstændigt og varetage specialområder, og hvis du er nyuddannet eller kommer med begrænset erfaring, vil dine rutinerede kolleger hjælpe dig på vej i den første tid.
Vores forventninger til dig er også, at du:
- Har evnen til at holde overblikket over mange opgaver på én gang
- Sørger for at følge opgaver helt til dørs og sikrer fremdrift
- Har forståelse for de mennesker, der er i spil, når vi løser vanskelige sager
- Er løsningsorienteret
- Sparrer og videndeler med kolleger
- Er en god kollega
Her kommer du til at arbejde
Campusadministration Frederiksberg+ er fysisk placeret på en campus centralt i København på Bülowsvej på Frederiksberg, hvor også studerende og forskere har deres daglige gang, og du vil derfor blive en del af den specielle stemning, der er på et universitet. Den tidligere Landbohøjskole udgør den skønne ramme om vores daglige arbejde, og om sommeren bruger vi gerne vores dejlige og historiske have til frokost og gående møder. Vi har gode parkeringsmuligheder for både bil og cykel, og vi befinder os tæt på offentlig transport, bl.a. flere metrostationer.
Du kommer til at blive den ene af seks personalejurister, der udgør jurateamet i Sektion for Personalejura og særopgaver.
Vi tilbyder fleksible arbejdsvilkår med flekstid og mulighed for hjemmearbejde, og vi er opmærksomme på god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi prioriterer at have tid til at have det godt sammen, og vi er glade for et godt grin, også gerne over os selv.
Dine løn- og ansættelsesforhold
Afhængig af dine erfaringer og kvalifikationer vil du blive ansat som enten fuldmægtig eller specialkonsulent efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af kvalifikationer. Du kan læse mere om lønniveauer i staten på denne side.
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer, men vi er imødekommende overfor ønsker om en ugentlig arbejdstid på færre timer. Tiltrædelse snarest muligt.
Københavns Universitet har etableret en ny fælles administrativ organisering, som fortsat implementeres. Det indebærer løbende forandringer og udvikling af bl.a. arbejdsgange og samarbejdsflader.
Det helt rigtige job for dig?
Så søg stillingen via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest den 10. august 2026.
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 33, 34 og evt. 35, 2026.
Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Pia Fonsholt, sektionsleder for Personalejura og særopgaver i HR FRB+, tlf. 35 33 49 30 eller Henriette Lieblein, områdechef for HR FRB+, tlf. 35 33 29 99.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.
Kontakt
Henriette Lieblein
E-mail: [email protected]
Kontakt
Pia Fonsholt
E-mail: [email protected]
Info
Ansøgningsfrist: 10-08-2026
Ansættelsesdato: 01-10-2026
Arbejdstid: Fuldtid
Afdeling/Sted: HR Frederiksberg+
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her:
